Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Bibliotek
 
  Søg i databasen 
  Tidsskriftsliste
   
   
   

 
 
Gå til: Forside > Bibliotek > Kunstudstilling > Carina Olsson

 

Foto af Carina Olsson i døren til sit galleri

Carina Olsson i byder indenfor i sit galleri

 

Kunst giver glæde og harmoni

 

Tekst og fotos: Helle Elisabeth Cordua

 

Fra kuldegys til rum af varme farver

En oktoberdag med klar solskin og rå efterårskulde træder vi indenfor i Carina Olssons galleri og står med ét i en verden af varme og glade farver. Gulv, vægge, og hylder byder på et hav af kunstværker, som man straks har lyst til at gå på eventyr i. Vi følte os bestemt fristet. Ja, vi kan næsten ikke lade være…

 

Handicapidrættens Videnscenter er taget på jagt efter et svar på, hvad kunsten kan gøre for mennesker, der ikke er helt som flertallet. Handicapidrættens Videnscenter stiller sig nemlig gerne til rådighed som formidler af kunstværker og de værdier, kunsten kan give – både for dem som skaber kunsten – og for modtagerne.  Videnscentret har derfor taget initiativ til et nyt netværk for alle, som gerne vil erfaringsudveksle og videreudvikle inden for den niche af kunst-verdenen, man kunne kalde "kunst og nedsat funktionsevne".

 

Undertegnede og jobkonsulent Inge Sørensen er derfor taget til Galleri Carina Olsson ART på Frederiksberg, hvor vi har aftalt at mødes med galleriejer og kunstner Carina Olsson for at blive klogere på kunstens betydning. Herunder hvad den betyder særligt for hende selv. Men heller ikke hunden Mally lader sig sådan overse – hun er Carinas tro følgesvend, og med små bjæf og logren, forsøger hun vist at virke mindst lige så glad og imødekommende som sin ejer.  

Snart har vi fået sat os ned i det hyggelige galleri til en snak om kunst. Carina byder på kaffe, som hendes hjælper er vaks til at servere.  Carina er kørestolsbruger som følge af en sjælden sygdom, som gør at hun ikke kan tåle proteiner. Diagnosen blev først stillet, da Carina var 9 år, og på dette tidspunkt havde hjernen taget så meget skade, at både motorikken og talen var påvirket.  Men Carina lader sig ikke begrænse af sin sygdom, og selv forklarer hun, at succesen hænger sammen med, at hun har arvet sin mors gode egenskaber som har givet hende mod til at kæmpe for sine drømme.  På den måde har Carina allerede nået og opnået meget i sine 43 år. Hun har udannet sig som cand. mag. art og har de seneste ti år arbejdet i skånejob i filmarkivet i Glostrup to dage om ugen.  Senest har hun i nu knapt to år været ejer af et galleri på Frederiksberg. Her holder hun åbent de tre dage hun ikke arbejder i filmarkivet.

 

 

Foto fra Galleriet Carina Olsson ART Fra Galleri Carina Olsson ART 

 

I sit galleri sælger Carina både malerier, glaskunst og smykkekunst samt gavekurve med små kunstværker sammen med en god rødvin - med kunstetiket. Af det udstillede har hun selv malet værker i både olie, akryl og på plexiglas. Carina eksperimenterer også med kombinationen akryl /akvarel.  Fra sit galleri tilbyder Carina også vejledning i køb af god kunst

både til virksomheder og privatpersoner.

 

Foto af Carina i sit galleri

Carina Olsson med hunden Mally i sit galleri

 

I fritiden er Carina også aktiv. Hun kan lide at have mange bolde i luften. Sammen med Mally kommer hun flere gange dagligt ud i naturen. Om sommeren bruger Carina meget tid i sin kolonihave, som skal passes. Men derudover er der også et sommerhus på det skønne Orø, som Carina holder meget af.

Galleriet er for Carina en drøm som er blevet til virkelighed. Økonomien i det lille galleri løber fint rundt.  Når huslejen er betalt er der ikke det store overskud. Men det gør ikke noget.  Det er jo først og fremmest for min fornøjelses skyld, siger Carina med et smil.

Vi havde hjemmefra forberedt følgende fire spørgsmål til Carina, som vi brugte til at få bedre forståelse for kunsten og dens betydning for Carina:

 

Foto af Carina Olsson i sit galleri sammen med hunden Mally Carina i Galleri Carina Olsson ART på Frederiksberg.

 

 

Hvorfor er kunst vigtig for dig?

"Det er fordi jeg elsker farver. Jeg ville ikke kunne leve uden farver.  Jeg var meget knyttet til min mor, og da hun døde af kræft, kunne jeg mærke at noget nyt måtte ske. Jeg begyndte at male og fandt ud af det var noget helt fantastisk. Jeg kunne være helt væk i mit malerarbejde i dagevis".

 

Hvordan bliver du inspireret til kunst?

"Det er naturen og farverne i naturen, som giver mig inspiration og lyst til at male. Jeg kommer meget ud i naturen, for jeg skal flere gange om dagen gå tur med min hund.  Det nyder jeg meget.  Jeg er også meget begejstret for naturen på Orø, som giver mig megen inspiration som jeg bruger i min kunst".

 

Hvad er din definition på kunst?

"Jamen, kunst er jo mange ting… Jeg synes det handler meget om glæde og livskvalitet. Kunsten beriger livet ved at bringe harmoni, balance og ro i sindet".

 

Hvad vil du gerne formidle videre til andre gennem kunsten?

"Det er først og fremmest formidling af følelser som jeg gerne vil udtrykke gennem kunsten. Når man maler abstrakt, er det tydeligt, at ens humør afspejles i de farver man vælger til sit maleri.  På den måde kan man se de mørke farver dominere, hvis man er trist, mens det er de lyse farver som præger billedet, når man er i godt humør".

 

 

Fakta:

 

Galleriet Carina Olsson Art har åbent torsdag, fredag og lørdag og efter aftale – hvis man ringer til Carina først.  Du kan finde flere oplysninger om galleriet og Carina på hjemmesiden www.artcar.dk

 

Nyt netværk om livet med kunst og kreativitet

 

Handicapidrættens Videnscenter har taget initiativ til et nyt netværk om livet med kunst og kreativitet.

Meningen med netværket er at skabe et forum, hvor der er mulighed for at dele viden og erfaring med hinanden. Derigennem vil der være rum for inspiration og ideer til hvordan man kan bruge kunst og kreativitet i sit liv på mange forskellige måder. Handicapidrættens Videnscenter stiller lokaler til rådighed for årligt arrangement med kunsten som omdrejningspunkt.

 

Første møde i netværket er planlagt til 9. september 2010 kl. 11-16. Sted: Havnevej 7, 4000 Roskilde.

 

Hvis du gerne vil være med i dette netværk, kan du sende en mail med dit navn og adresse til post@handivid.dk

 

 

 

 

Oktober 2009

 

 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om kunst

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto fra Galleri Carina Olssons ART

Foto fra Galleri Carina Olssons ART.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil du gerne vide mere om kunst og udstillinger i Handicapidrættens Videnscenter?

Kontakt:

Helle E. Cordua hc@handivid.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk