Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Bibliotek
 
  Søg i databasen 
  Tidsskriftsliste
   
   
   

 
 
Gå til: Forside > Bibliotek > Kunstudstilling > Jeanne Borlund

 

 

Jeg har malet mig til et nyt og bedre liv

 

 

Billedkunstner Jeanne Borlund udstiller i perioden 11. august til 28. oktober 2010 i Handicapidrættens Videnscenters lokaler.

 

 

Tekst af Helle Elisabeth Cordua

Foto: Jørgen Kiberg

 

Som forberedelse til Jeanne Borlunds udstilling i Handicapidrættens Videnscenter, mødtes jeg med Jeanne i videnscentret til en snak om Jeannes liv med kunst.   Jeannes udstråling som en varm, imødekommende og glad personlighed er ikke til at komme uden om.  Det er svært at tro, at Jeanne for få år siden blev ramt af en blodprop og måtte igennem en alvorlig livskrise, som blev yderligere vanskelig, da hendes datter kort efter fik konstateret sclerose. Hvordan kunsten har spillet en afgørende rolle på vej ud af krisen, skulle jeg blive klogere på gennem dagens samtale.  Men ved at kaste et blik på billedpræsentationerne, kunne jeg allerede fornemme, at her var stærke følelser på færde.

 

Foto af billedet "Pation" af Jeanne Borlund

"Pation" af Jeanne Borlund

 

 

Kunstværker med sensuelt og lidenskabeligt udtryk

 

Jeannes kunstværker er tydeligt sensuelle og lidenskabelige i deres udtryk: Billederne udstråler stærke følelser fra dyb alvor, over i kærlighed og erotik: Et elskende par i øm omfavnelse, et kærligt knus, et hjerte, en ensom nøgen kvinde med en forpint og sorgtynget holdning, ”Skyggesider”, ”Sjælens spejl” og en abstrakt gengivelse af nordlys over Gudhjem, er et udvalg af titler og temaer fra Jeannes palet. Menneskene er alle ansigtsløse. Det gør dem anonyme, men åbner samtidig for identifikation: Det kunne være Jeanne selv - men det kunne også være dig og mig. Hendes valg af få, stærke farver underbygger billedets virkning.  Materialet er akryl på lærred, lag på lag og med spændende struktur.  Hvert enkelt billede har sin egen unikke historie og har samtidig været et led i en bearbejdende proces for Jeanne. Hun kan ikke gøre sig fri af sit kunstværk lige når det er færdigt, men må have det hos sig i sit hjem, indtil hun en dag er parat til at skille sig af med det og sætte det til salg i sit galleri på Bornholm, på udstillinger eller via sin hjemmeside. Derefter er der frit slag for andres fortolkninger af det enkelte billede. Gerne glæde, forundring og positiv energi, som er det Jeanne håber at videregive gennem sin billedkunst.

 

 

Foto af Jeanne med kunstværket "Ocean coller"

Jeanne Borlund med kunstværket "Ocean coller"

 

 

 

Både karrieren som sygeplejerske og 32 års ægteskab fik en ende, da hun, som følge af blodproppen, mistede hun koordineringsevnen. Hukommelsen var også påvirket og evnen til at læse og skrive var gået tabt.  Gennem genoptræning og ikke mindst genoptagelse af livet har hun dog halet gevaldigt ind på det tabte. I dag – syv år senere kan hun sige, at hun nu har et liv som er meget bedre end det der var før blodproppen ramte.

 

Vejen tilbage gennem ”det man kan”

 

Et forløb i HovedHuset* på Frederiksberg var et vigtigt led i den afklarende proces for Jeanne. Her blev Jeanne mødt positivt, dér hvor hun var og med fokus på dét som hun kunne – ikke det som var gået tabt. Til hendes lettelse var det i orden, når ”hjernen blev træt” og hun ikke kunne rumme mere. Derfor blev der efterhånden overskud til at Jeanne fik mod på noget nyt. Hun ville gerne på kursus og lære at tegne og male. Først på et lille hold – med kun få deltagere. For hun kunne endnu ikke kapere det sociale liv i sin fulde udfoldelse. Men siden fik hun mod på et længere højskoleophold, hvor kunsten - og de nye veninder som hun mødte der - medvirkede til, at Jeanne fik den selvtillid og det livsmod der førte til det spændende liv hun har i dag.

I dag har hun et godt og aktivt liv med kæreste, børn og børnebørn. Periodevis maler hun på livet løs. Det gør hun i sit skønne atelier på Bornholm. Her har hun også sit galleri, som er en del af en stor gård på i Østermarie. Det er her Jeannes kæreste, Jørgen, og hun bor i sommerhalvåret og i de perioder, hvor der arbejdes. Jørgen hjælper Jeanne med pr-arbejde, tryksager og visitkort og sørger for at opdatere hendes hjemmeside.  At Jeanne sætter stor pris på Jørgen, siger hun selv, men det er man heller ikke i tvivl om, når man ser dem sammen.

 

Foto af billedet "I drømmeland" af Jeanne Borlund

Foto af billedet "I strandkanten" af Jeanne Borlund

I drømmeland

I strandkanten

 

 

Fik lån til højskoleophold

 

Det kan være dyrt at udfolde sig kreativt. Men Jeanne var heldig, at hun havde en god kommunal sagsbehandler, som kunne se fornuften i at investere i malerkurser og højskoleophold. Sagsbehandleren hjalp Jeanne med at få et lån, så udgiften til kurset kunne tilbagebetales i løbet af året.

Den økonomiske fornuft bruger Jeanne til daglig i sit kreative virke. Hun har gode ideer til, hvordan man kan være økonomisk, hvis man f.eks. er storforbruger af malerlærreder: Lærreder kan sagtens genbruges. Hvis man har brug for at male billeder med struktur er det endda en fordel, at lærredet er farvemættet i forvejen.

 

 

Udviklingen fortsætter

 

Jeanne har brugt kunstmaling til at komme ud af en svær livskrise. Hun har ”malet som en gal”, som hun selv udtrykker det.  Vågnet midt om natten for at stå op og male. Ind imellem er hun kommet til et punkt, hvor hun har følt sig tom og har ikke haft mere at give af. ”I længere tid malede jeg slet ikke, og troede, at jeg måske slet ikke skulle komme til at male igen – men pludselig var det tilbage! Og jeg malede igen med stor glæde og energi”. 
Samtidig med at Jeanne har brugt maleaktiviteten bearbejdende og til at komme videre i sit liv, har hun gennemgået en kunstnerisk udvikling. At turde tage skridtet fra små billeder til at udfolde sig i større og større format, kan være svært kunstnerisk. Der skal overvindelse og mod til. Jeanne udvikler sig stadig i og med kunsten.  I øjeblikket eksperimenterer hun med at kombinerer mange farver på samme lærred. Jeanne plejer at holde sig til få farver ad gangen. Så det er noget af en grænseoverskridelse og et led i en spændende videreudvikling for Jeanne - både kunstnerisk som i selve livet.

 

 

Billedet "Livets begyndelse" af Jeanne Borlund Billedet "Palettens værk" af Jeanne Borlund
Livets begyndelse Palettens værk

 

 

Jeg afsluttede vores samtale om Jeannes vej til et liv som billedkunstner med de fire skarpe spørgsmål som også videnscentrets tidligere udstillere har svaret på:

 

Hvorfor er kunst vigtig for dig?

 

”Jeg kan ikke leve uden kunst! Det er en livsnødvendighed. Jeg har det sådan, at jeg skal male! Ligesom andre skal sove og spise. Det er dét, der gør mig glad. Dét som giver mig overskud”.

 

Hvordan bliver du inspireret til kunst?

 

”Det gør jeg i hverdagen. I mødet med mennesker. Det kan være særlige situationer og livsbegivenheder, som har ophobet sig og spontant kommer til udtryk, når jeg maler. Men jeg kan også lade mig inspirere på kunstudstillinger, hvor jeg kan få lyst til at male enkelte motiver. For nylig – en blomst. Men det bliver som regel altid noget helt nyt, for jeg sætter mit eget præg og tilfører det noget andet og anderledes”.

 

Hvad er din definition på kunst?

 

”Kunst er forskellig. Meninger om kunst og kunstopfattelse er forskellig. For mig er det vigtigt, at kunsten er tilgængelig for alle. Herunder er prisniveauet vigtigt. Det kan ikke nytte noget, at prisen på kunst er sat så højt at ingen har råd til at købe kunsten. Derfor har jeg selv valgt et prisniveau, som ikke udelukker nogen”.  

 

Hvad vil du gerne formidle videre til andre gennem kunsten?

 

”Glæde! De må godt stå og blive forundret! For selvom hvert af mine billeder har en personlig betydning for mig, er der plads til at andre kan få deres egne opdagelser og oplevelser ud af mine billeder”.

 

 

 


Fakta:

 

*HovedHuset åbnede på Frederiksberg i februar 2006 og er et specialiseret tilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade i den erhvervsaktive alder. Her tilbydes et arbejdsfællesskab for mennesker, som er ramt af hjerneskade og som ønsker et aktivt liv med beskæftigelse.  Læs mere om HovedHuset her: www.hovedhuset.dk     

 

 

Jeannes tidligere udstillinger: Hovedhuset på Frederiksberg, Vordingborg Kaserne, Cafeer og forretninger på Frederiksberg.

 

Se Jeanne Borlunds hjemmeside: www.galleriborlund.dk

 

Oplev Jeannes kunst: Permanent udstilling: Borups Allé 132, Frederiksberg.

 

Film med Jeanne Borlund: Jeanne er med i filmen ”Et nyt liv! – efter en blodprop i hjernen” af Stine Korst.
www.stopsteroider.dk

 

Kontakt: Jeanne Borlund – telefon 2765 2487, email:  jeanneborlund@hotmail.com

 

 

 

 

 

 

 

Juni 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 

 

 

 

Fernisering:

12. august 2010

 

 

 

Foto af Jeanne Borlund

Jeanne Borlund

 

 

 

 

 

 

Netværk:

"Livet med kunst og kreativitet".

 

 

 

Eksempler på Jeannes kunst:

 

"Kærligheds-ikon"

 

Foto af "Hjerternes blomst" af Jeanne Borlund

"Hjernernes blomst"

 

Billedet "Far og søn" af Jeanne Borlund

"Far og søn"

 

 

 

 

Se flere billeder på Jeannes hjemmeside

www.galleriborlund.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil du gerne vide mere om kunst og udstillinger i Handicapidrættens Videnscenter.

Kontakt:

Helle E. Cordua hc@handivid.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk