Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Idræt
 
  Idrætskonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Skole og uddannelse
  Rehabilitering
  Nordisk konference
  Friluftsliv
  Idrætsrum for alle
   
   
 

Mennesket i bevægelse

 

Peter Thybo anmelder Anne-Merete Kissows og Hanne Pallesens bog: Mennesket i bevægelse
 

FADL's Forlag, 2004
225 sider, sort/hvide foto, illustrationer, kr. 230,-

Hvis du interesserer dig for bevægelse, idræt, undervisning og pædagogik i forhold til raske mennesker og mennesker med et fysisk handicap, så er det værd at bemærke den nye og udvidede udgave af nyklassikeren "Mennesket i Bevægelse". Kapitler og layout er strammet godt op i forhold til tidligere udgaver, og der er tilføjet tre nye og væsentlige kapitler, der henvender sig til handicapområdet.
Bogen udfylder et behov som mange undervisere i bevægelse og idræt må have, nemlig en bog der på én og samme tid er teoretisk velfunderet, men også praktisk orienteret. Emnemæssigt ligger bogen i spændingsfeltet mellem kropsfilosofi, pædagogik og praktik. Det er en stor opgave at få ”enderne” til at hænge sammen, men når det lykkes, som det gør i "Mennesket i Bevægelse", så føler man sig godt klædt på som underviser; der er både forklaring, forståelse og inspiration at hente.
Teoridelen er meget anvendelig og gøres aldrig sværere end nødvendig. Kapitlerne er godt skrevet, ofte med en sympatisk eftertænksomhed som på sin egen stille måde opfordrer læseren til at tænke over sit egen undervisningssyn og praksis. Det er tydeligt, at de to forfattere, Anne-Merete Kissow og Hanne Pallesen, der begge er uddannede fysioterapeuter og tilsammen har en række videregående uddannelser bl.a. indenfor idræt, pædagogik, sundhed og medicinsk antropologi, øser af deres mangeårige erfaringer med undervisning i bevægelsesfag fra mange sammenhænge. Det kommer læseren til gode, bl.a. i emner som undervisningens filosofiske fundament, kropssyn og i det interessante kapitel om ”Læring af bevægelse”, hvor der med afsæt i teorier om motorik (også kaldet Movement Science eller på dansk Bevægelsesvidenskab) skelnes mellem læring om bevægelse, læring gennem bevægelse og læring i bevægelse (s. 32). Denne skelnen er et godt udtryk for det nuancerede syn på undervisning og bevægelse der findes bogen igennem.
Som et godt supplement til teorien præsenteres talrige forslag til øvelser og opgaver. Øvelserne knytter sig først og fremmest til det store kapitel ”Grundtræning”, som atter inddeles i byggestenene i al naturlig bevægelse: Bevægelighed, Styrke, Udholdenhed, Spændingsbalance og Koordination. Bogens teori gør, at den store idébank med øvelses- og opgaveforslag bliver sat i perspektiv, og man forstår bedre, hvad der ligger bag øvelserne.
Denne tredje udgave af "Mennesket i Bevægelse" er udvidet betragteligt med tre nye kapitler der omhandler de særlige forhold der gør sig gældende, når undervisningen retter sig mod mennesker med fysisk bevægelseshandicap. Kissow og Pallesen tager fat på genoptrænings- og rehabi-literingsområdet i forhold til krop og bevægelse. Det er spændende læsning der ligger fint i forlængelse af bogens øvrige kapitler, og der præsenteres pointer fra handicapforskningen, som er relevante for alle der har at gøre med personer med et handicap.
Bogen igennem findes små uddrag af interview med mennesker, der har deltaget i undervisningsforløb samt forskellige underviseres oplevelser og refleksioner. Det virker godt, da det perspektiverer både kropssyn, de faglige overvejelser i undervisningssituationerne og ikke mindst de oplevelser bevægelse kan give. Endvidere er der fotos taget fra undervisningssituationer, hvilket også virker forfriskende. Hvert kapitel sluttes af med en fyldig litteraturliste, hvor læseren kan gå videre på opdagelse i forhold til de emner der er blevet berørt, og der er meget godt at vælge imellem!
De to forfattere har gjort en god bog endnu bedre, og denne tredje udgave kan jeg anbefale på det varmeste.

Peter Thybo,
led. fysioterapeut, PD. alm. pæd. & udviklingskonsulent

NB! Se udvidet anmeldelse på www.peterthybo.dk. Klik ind under Anmeldelser.

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Forsiden til bogen Mennesket i bevægelse

 

'Mennesket i bevægelse' er anskaffet af biblioteket, Handicapidrættens Videnscenter. Der er mulighed for at

låne bogen.

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk