 |
Jesper, Jeanette og Kim på vej ud i naturen i
Dybkær Specialskoles egen motorbåd "Katrine". |
Med naturen
som terapeut
På Dybkær Specialskole i
Midtjylland er frisk luft, kajakker og fiskestænger vigtige
undervisere for en gruppe børn med forskellige former for
udviklingshæmning. Gennem aktiviteter i naturen opnår eleverne en
række færdigheder, som er vigtige for deres personlige udvikling, og
som traditionel klasseundervisning ikke kan klare på samme måde.
Tekst og foto: Bo Therkildsen,
september 2007
Kim sætter tålmodigt prop og
lodder på fiskesnøren. Han koncentrerer sig nøje og bruger lang tid
på at få det gjort rigtigt. Han får lidt hjælp med krog og orm, og
så er han klar til at kaste ud. Det vælter ned med regn denne onsdag
formiddag ved Gudenåen, men Kim er ligeglad. Han kaster gentagne
gange snøren ud, selvom han allerede har konstateret, at de aldrig
fanger noget. Alligevel er Kim vild med at fiske.
”Jeg er begyndt at fiske rigtig
meget, og jeg har engang fanget en gedde på 7 kg. Så bøjede
fiskestangen SÅ meget,” fortæller han stolt.
Kim går i 9. klasse på Dybkær
Specialskoles ungdomsafdeling i Lemming lidt uden for Silkeborg.
Dybkær Specialskole er en skole med vidtgående specialundervisning
til børn med udviklingshæmning.
Kim har aldrig været god til at
sidde stille på skolebænken, og tidligere kunne temperamentet godt
løbe af med ham. Men ude på fiskebroen ved Brassø nær Sejs er der
masser af luft og plads, og oplevelserne herude med fiskestangen har
gjort noget ved Kim, mener de tre hovedansvarlige for Dybkær
Specialskoles friluftsaktiviteter, lærer-uddannede Jesper Homann og
ergoterapeuterne Linda Nielsen og Ulla Westendorp:
”Kim er med luften og pladsen
uden for blevet bedre til at falde til ro. Han er blevet vist tillid
og er blevet bygget op, så han er god til nogle ting. Nu fungerer
han faktisk som en praktisk hjælp for os voksne, når vi er af sted,
og det har givet ham selvtillid at opleve, at han er dygtig til
noget,” siger Jesper Homann
|
Mens Kim bakser med loddene
i baggrunden, hjælper Jesper Kasper med at få fiskestangen
klar. |
 |
Mere end bare sjov
Friluftsaktiviteterne på Dybkær
Specialskole begyndte så småt, da skolen i 2002 fik motorbåden
Katrine. En af lærerne var ivrig fisker og søgte en masse fonde.
Samtidig var Ulla Westendorp bidt af at sejle kajak, og med midler
fra Friluftsrådet og forskellige fonde kunne skolen købe tre
kajakker, cykler, fiskegrej, klatreudstyr og redskaber til at lave
bål. Alt sammen pakket klar i en trailer, så det er nemt at tage af
sted. Så i dag er friluftsaktiviteterne blevet en væsentlig del af
elevernes hverdag, fortæller Ulla Westendorp:
”Der er så meget, vi kan bruge
kajakkerne til. Rent motorisk er der koordinations- og
balancetræning, og så er der noget pædagogisk træning i det, for
eleverne vil gerne ud og sejle kajak. Her får de en mulighed for at
være tæt på vandet. De multihandicappede sidder bare i kajakken og
mærker vandets bevægelser. Og så er der planlægningsdelen. De SKAL
styre og koordinere, ellers sejler de ind i sivene eller i kanten.
Desuden er forberedelsernes forskellige faser god træning i, hvornår
skal vi pakke, og hvad vi skal have med,” siger hun.
Ulla Westendorp, Jesper og Linda
er enige om, at friluftsaktiviteterne har en større betydning end
bare at være sjove for eleverne. Både i forhold til
ergoterapi-træning og elevernes personlige udvikling, kan
naturoplevelserne bidrage positivt.
Linda: Vi bruger
udeaktiviteterne aktivt i ergoterapien. Vi forsøger at gå væk fra 25
min. daglig ergo-træning til i stedet at kombinere træningen med
udeaktiviteterne. Der skal være en funktion i træningen, som har
relation til hverdagen. Fx skal de spise madpakker udenfor, når vi
er på tur. Det træner deres evne til at være fleksible. Verden går
ikke i sort, hvis de skal med familien på skovtur. For de har prøvet
de modstande, der vil kunne opstå. De skal lære at være på skovtur,
og det gør de ikke i et lille skolelokale. Eller toiletbesøg. De
skal forholde sig til forskellige toiletter. Det giver dem en øget
aktivitetsradius, når de kan omstille sig til forhold, der er
anderledes, end de er vante til. At kunne forholde sig til halvkolde
toiletter gør det mindre farligt i hverdagen. Og så bliver de bedre
til at kunne komme ud senere i livet.
Mange er børnene her er på det konkrete plan, de kan ikke
tænke abstrakt. Og vi ser, hvordan elever med finmotoriske
problemer, som ikke kan knappe knapper i jakken eller holde på en
blyant pludselig kan sidde i en båd og knytte knuder på en
fiskesnøre. Måske fordi omgivelserne er de rette,” mener hun.
 |
Trods silende regn var flere af eleverne
vilde for at komme med Ulla (bagerst) ud i kajakken. |
Vi starter med den gode
oplevelse
Jesper: Igennem
friluftsaktiviteterne kan eleverne få succesoplevelser, som kan
betyde meget for deres personlige udvikling. I stedet for bare at
sætte dem på en skolebænk for at lære dem at skrive/regne – hvilket
er fint nok – får de også nogle oplevelser i naturen. Og det tror
jeg kan give dem mere end den traditionelle klasseundervisning. Bare
det at være uden for i luften og få en kropslig oplevelse. Vi
starter altid med den gode oplevelse. Nå vi skal fiske sørger vi for
at rigge udstyret til, så det bliver en god start. Senere skal
eleverne så selv sætte orm og prop på, men så kender de belønningen
fra tidligere. Vi skal altid starte med den gode oplevelse for at
sørge for motivationen, og så kan vi stille krav senere,” siger han.
Ulla Westendorp uddyber:” Vi
arbejder generelt meget med motivation. Det er meget vigtigt at
finde motivationen hos den enkelte – det gør vi ved at præsentere
dem for aktiviteten uden al for meget forklaring. Det skal være
konkret. Det handler om elevens alsidige personlige udvikling. Vi
kan nå meget længere, fordi de er motiverede. Her skal de tage
redningsvest på, når de skal sejle og tage regntøj på, hvis det
regner. Det er meningsfulde aktiviteter, som giver motivation.
Bevægelse. De er jo teenagere med alt det, det indebærer af
dovenskab og slængen sig i sofaer og stole. De skal holdes i gang,
de skal have glæden ved at bevæge sig. Vi skal udvide deres
aktivitetsmuligheder – især aktiviteter med henblik på bevægelse - i
hverdagen,” siger hun.
|
Michelle, Karina D. og
Karina S. har fundet læ for
vandmasserne i et shelter. |
 |
Elever i nye roller
En ekstra gevinst ved
friluftsaktiviteterne er det sociale element eleverne imellem.
”Alle får en funktion og et
ansvar. Når vi laver bål er der fx brug for alle. En elev var
normalt en kilde til irritation for de andre. Pludselig samlede han
brænde til bålet og fik ros af kammeraterne. Vi har set eleverne i
nye roller, og hierarkiet bliver rykket rundt. En af pigerne var
ikke den mest populære eller respekterede, men da vi skulle klatre i
træer og på klatremur, var hun hurtigst og højest. Derefter kunne
hun hæve hovedet, og de andre fik respekt for hende,” fortæller Ulla
Westendorp.
Dybkær Specialskole har
friluftsaktiviteter hver onsdag fra påske til efterårsferien. Dog
afhængigt af vejret, for det er ikke altid, eleverne har fået
regntøj og gummistøvler med hjemmefra. Men så længe de voksne er
engagerede, betyder en smule regn ikke altid aflysning, og lidt
ekstra indkøbt regntøj klarer de værste problemer.
”Friluftsliv kræver tydelige
voksne, der har kontrol og som virkelig vil. For de her elever har
ikke den egen indre drivkraft, så de har brug for at blive smittet
af de voksne. Det er også vigtigt, at de voksne er med 100 %. Hvis
de voksne synes, det er kedeligt, synes børnene det også. Det
smitter af,” siger Ulla Westendorp.
|