Et frikvarter fra bekymringerne

Med forholdsvis simple midler har idrætstilbuddet "Frikvarteret" i Aalborg formået at samle en stor, trofast brugergruppe af mennesker, der med mange forskellige typer af skavanker og funktionsnedsættelser ikke tidligere har haft et passende idrætstilbud. Kodeordene er tryghed, godt humør og socialt samvær.

Tekst: Bo Therkildsen, januar 2012

Foto: Tao Lytzen

Johnny Sort traver med raske skridt rundt i Nordkrafts enorme velkomsthal. Han er iklædt træningstøj og højt humør, og får en sludder med både pakkeposten, viceværten og alle andre, der kommer inden for rækkevidde. Konstant holder han øje med, hvem der nærmer sig udenfor eller fra de andre indgange, for han er ude for at indfange alle, der ligner at de er på vej til at deltage i idrætstilbuddet ”Frikvarteret”, byde dem velkommen og vise dem vej op til idrætssalen. For han ved, at hvis nogen af de nye, han forventer vil komme, ikke lige kan finde rundt i den kæmpe betonklods, kan de hurtigt miste motivationen og vende om.

”Min vigtigste opgave er at byde folk – både nye og gamle - velkommen og sørge for, de føler sig trygge. Det er alfa og omega, når man har en brugergruppe som vores. Der skal ikke ret meget til, før motivationen for at komme kan forsvinde, så de skal føle sig godt modtaget fra allerførste øjeblik,” siger Johnny Sort.

”Frikvarteret”, er et idrætstilbud i Aalborg, som fra starten var målrettet mennesker med funktionsnedsættelser - f.eks. efter erhvervet hjerneskade, men som nu er åbent for alle. Tilbuddet består af en times idræt hver tirsdag efterfulgt af hjemmebagte boller, kaffe og snak. I begyndelsen var ”Frikvarteret” finansieret af midler fra breddeidrætskommuneprojektet ”Fra vane til vandring” under Aalborg kommune – midler der slipper op i første halvdel af 2012. For at sikre tilbuddet er der nu i stedet lavet et samarbejde med AOF, der betaler udgifterne til løn til instruktøren Helle samt husleje for lokalerne i Nordkraft. Lønnen til projektleder Johnny Sort forsøges finansieret andet steds i kommunen.

Stor og blandet deltager-skare
Efterhånden har Johnny Sort fået sendt alle deltagere op på den rigtige sal, hvor ”Frikvarteret” råder over et lille lavloftet lokale med spejle på væggene og forskellige idrætshjælpemidler stablet op langs væggene. Der småsnakkes og grines blandt deltagerne, hvoraf flere tydeligvis kender hinanden. Der er mødt ca. 25 deltagere op denne kolde januar-dag, hvilket er langt flere, end Johnny og Helle havde forventet. For det er første gang siden juleferien, og der har måske været lidt usikkerhed om tilbuddet ville fortsætte.

Da Helle med høj og bestemt – men venlig – stemme kommanderer aktiviteterne i gang, holder hyggesnakken for en stund op, og deltagerne sætter sig i rundkreds rundt om instruktøren. Og linet op på rad og række afsløres det virkelig, at deltagerne består af en meget blandet skare; På sin rollator sidder en mand i 50’erne, som efter en blodprop i hjernen nu bor i plejebolig sammen kun med ældre. En ung fyr i 20’erne, som har pådraget sig en mindre hjerneskade efter et trafikuheld, men som ligner en professionel atlet. En kvinde i 40’erne med rygmarvsbrok, som ikke har nogen følelse i benene og som indtil for kort tid siden aldrig dyrkede idræt. Et par krigsveteraner med Post traumatisk stress syndrom (PTSD). Lige mange mænd og kvinder, jævnt fordelt aldersmæssigt og med vidt forskellige skavanker og funktionsnedsættelser. Men fælles er lysten til at bevæge sig – men måske også følelsen af ikke at høre til i hverken den organiserede handicapidræt eller i rask-idrætten.

Grin og kække kommentarer
Programmet denne dag består af en række forskellige bevægelsesaktiviteter. Helle dirigerer den brogede flok gennem både armstrækkere, bold-lege, moderat løb, afspænding mm. Konstant med blik for, at nogle af deltagerne måske har svært ved at klare øvelsen helt perfekt. Men så hjælpes de til at klare det på deres egen måde.
Og konstant kan man høre grinen og humoristiske kommentarer – ofte sat i gang af Johnny, der deltager fuldt ud i alle aktiviteter. Johnny mistede selv den ene arm, da han var 18 – og han er bestemt ikke bange for at spille lidt på sit ”handicap” undervejs.
”Det er diskrimination!”, udbryder han, da Helle instruerer i at kaste med skiftevis venstre og højre hånd i boldspillet – til stor morskab for resten af holdet.

”For mig er det enormt vigtigt, at det virkelig ER et frikvarter for deltagerne. De skal kunne slippe for at spekulere over deres bekymringer i hvert fald de her par timer om ugen. Så jeg forsøger at bidrage til en afslappet og uformel tone. Men samtidig forsøger vi også at give deltagerne noget med, som måske kan bringe dem videre. Vi snuser til forskellige idrætsgrene som klatring eller boccia – tager dem med uden for ”Frikvarterets” -rammer. For ”Frikvarteret” må gerne fungere som en slags bro tilbage til det almindelige liv for deltagerne – selvom de har nogle begrænsninger. Vi har i Danmark en stærk kultur med foreningsliv, og vi forsøger at etablere kontakter mellem almindelige idrætsklubber og deltagerne,” siger Johnny Sort.

Kaffe og boller

Da Helle blæser aktiviteterne til ende, venter det, der for mange af deltagerne i ”Frikvarteret” er mindst lige så vigtigt som selve idrætsaktiviteterne, nemlig kaffe, boller og snak. Imens deltagerne har svedt i idrætssalen, har IHÅ sørget for, at der er dækket op i deres klublokaler ovenpå.

”Det sociale er ret vigtigt. Vi har det godt med hinanden, og det er rart at komme lidt hjemmefra. Så sker der noget i hverdagen, fortæller 68-årige Ole Jensen hen over samtaler om kostomlægning og madlavningskurser. Flere af deltagerne er tydeligvis i gang med at lægge deres liv om i en sundere retning, og der udveksles gode råd på kryds og tværs. Og efter bollerne, frugten og kaffen er fortæret, fortrækker deltagerne en efter en. Selv beskeden fra Johnny Sort om, at det fra næste gang kommer til at koste 20 kr. at deltage, kan ikke pille ved det gode humør og den løftede stemning, som de to timers bevægelse og sociale samvær har bragt den brogede deltagerflok i.

Ole Jensen, 68 år. KOL-patient.
”Min sygdom medfører, at jeg taber pusten ret hurtigt – så det handler om at yde, det man kan. Inden jeg blev syg havde jeg aldrig trænet før. Jeg tænkte, at det ikke var nødvendigt. Nu forsøger jeg at være mere aktiv – jeg er begyndt at cykle og tager altid trappen i stedet for elevatoren. Så jeg synes, ”Frikvarteret” er et rigtig godt initiativ.”

Malene Hey, 43 år. Rygmarvsbrok.
”Tidligere kunne jeg aldrig drømme om at dyrke idræt, for jeg syntes, det var helt forfærdeligt. Men efter min kæreste begyndte at arbejde i IHÅ prøvede jeg at køre Petra-cykel. Og jeg elskede det.
Min sygdom gør, at jeg ikke har nogen følesans i mine ben. Jeg kan faktisk slet ikke mærke benene. Hele mit liv har jeg fået at vide, at der er en masse ting, jeg ikke kan – men her i ”Frikvarteret” overskrider man pludselig nogle grænser.
Jeg lider også af depression og angst, og så er det mentale aspekt ved at dyrke idræt rigtig vigtigt. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får løbet eller kommer her i 2-3 uger, så kommer nogle af tingene tilbage.”

Frank Olsen, 43 år. PTSD, bipolar sindslidelse, maniodepressiv. Piskesmæld. Hovedskade fra ulykke.
”Først og fremmest handler det om at få brugt sig selv – at få rørt sig. Og få gang i kroppen. Det er en del af at skabe indhold i tilværelsen; jeg har min pension, men vil gerne have noget forpligtende at være en del af. Jeg har forsøgt med andre idrætsting som fx fitness, men jeg kommer simpelthen bare ikke af sted. Her kan jeg finde overskud og være noget for nogen, der måske har det sværere end mig. Her er en god stemning og en god blanding af folk. Og da de sagde, at ”Frikvarteret” måske ikke kunne fortsætte, kunne man mærke, hvordan det løb koldt ned ad rygge på alle. Det er jo skideskægt at være her.”