Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Idræt
 
  Idrætskonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Skole og uddannelse
  Rehabilitering
  Nordisk konference
  Friluftsliv
  Idrætsrum for alle
   
   
 
Gå til: Forside > Idræt > Friluftsliv > Antologi

 

Friluftsliv

- for mennesker med funktionsnedsættelse

 

En antologi om rehabilitering, habilitering, specialpædagogik, socialpædagogik og fritid.

 

 

Foto af forsiden på den nye antologi

 

Målet med denne antologi er at højne, dele og videregive viden og erfaring om inddragelse af friluftsliv i det pædagogiske arbejde med personer med funktionsnedsættelser. Det vil vi gøre ved – gennem 16 artikler - at svare på spørgsmålene: hvorfor friluftsliv? Hvad er det ved friluftsliv, som deltagerne har gavn af og på hvilken måde?

 

Vi benytter begrebet friluftsliv bredt om aktiviteter i naturen. Det kan være alt fra vandreture, bålaktiviteter, skiløb, kajaksejlads, sanseoplevelser i hængekøjemiljøer, naturvejledning, udeskole, særlige arbejdsopgaver omkring naturpleje og naturformidling, primitivt lejrliv og meget andet. Samtidig er det underforstået, at vi har et særligt fokus på krop og sansning og på de unikke værdier, man kan finde i naturens rum og som med fordel kan benyttes i både rehabilitering, habilitering, specialpædagogik, socialpædagogik og fritid.

 

Forfatterne til bogen er forskere og praktikere med et indgående kendskab til friluftsliv på hver deres specialiserede områder.

Bogen henvender sig til studerende, terapeuter, lærere, pædagoger, friluftslivsvejledere, forskere, naturvejledere, idrætsuddannede, friluftslivsaktive, spejdere m.fl.

 

Friluftsliv – for børn, unge og voksne med funktionsnedsættelse er udgivet af Handicapidrættens Videnscenter i Danmark i samarbejde med Valnesfjord Helsesportssenter i Norge. Udgivelsen er støttet af Friluftsrådet i Danmark.

                     

 

Indhold

Oversigt over artikler i Friluftsliv – for mennesker med funktionsnedsættelse

1. Indledning: Friluftsliv og Pædagogik
Af Tine Soulié, idrætskonsulent i Handicapidrættens Videnscenter

Dette første kapitel vil belyse friluftsliv i det pædagogiske arbejde med mennesker med funktionsnedsættelse og desuden diskutere spørgsmålet hvorfor friluftsliv?


2. Naturoplevelse og friluftsliv
Af Annette Bischoff, høgskolelektor i friluftslivsfag ved Høgskolen i Telemark

I dette essay giver Annette Bischoff overordnet beskrivelse af perspektiver på friluftsliv og naturoplevelse. Hvad er friluftsliv? Og hvad er det, friluftsliv kan gøre for den enkelte?


3. Friluftsliv for funksjonshemmede – et rehabiliteringstilbud
Af Inger Sjöberg og Tove Lise Jensen, idrætspædagoger ved Valnesfjord Helsesportssenter

Friluftslivskurset på Valnesfjord Helsesportscenter er et rehabiliteringsophold for voksne, hvor deltagerne gennem mange forskellige typer af aktiviteter får prøvet kræfter med ophold i naturen.

 

4. Det handler om min livskvalitet
Af Lillian Jørgensen, en bruger med erfaring fra egen krop!

En personlig beretning fra en dansker i Norge. Lillian Jørgensen beretter om, hvad friluftsliv betyder for hende og beskriver, hvorledes muligheden for fortsat at være aktiv er fuldstændig afgørende for hendes livsglæde og tro på egne muligheder i et liv med en funktionsnedsættelse.


5. Tradisjonelt nordisk friluftsliv kan gi gode opplevelser for alle, hvis man er tradisjonen tro!
Af Bård Bakke, lektor i naturfag på UCSyddanmark.

Naturen rummer en række unikke værdier, der kan give vigtige oplevelser for mange forskellige målgrupper - hvis man er tro mod traditionerne og undlader at spolere værdierne af mere moderne elementer som konkurrence og high tech-udstyr.


6. Idræt i naturen som et pædagogisk redskab
Af Line Storm, Anders Greve og Michael Landgrebe, lærere på Idrætsefterskolen Ulbølle

På Idrætsefterskolen Ulbølle er man ikke bange for at inddrage moderne teknologi og konkurrence-elementer. På skolens Idrætscross-hold udfordres elevernes kognitive, sociale, emotionelle og motoriske kompetencer.
 


7. Frilufsliv som sosialt læringslandskap for ungdom med adferdsvansker
Af Randi M. Sølvik, ph.d. stipendiat ved Institutt for Spesialpedagogikk, Universitetet i Oslo.

Friluftsliv kan opfattes som en arena, der åbner for social deltagelse og samvær, hvilket igen åbner for social læring – særligt for unge med adfærdsvanskeligheder. Randi M. Sølvik redegør i denne artikel for fordelene ved brug af friluftsliv for unge.


8. Det giver mening at være i naturen
Af Ulla Westendorp og Linda Urup Nielsen, ergoterapeuter ved Videnshus Dybkær.

I denne artikel fortæller Ulla og Linda, hvordan og hvorfor de bruger friluftsliv som metode i den vidtgående specialundervisning og som engagerende trænings- og fritidsinteresse for enkelt-integrerede skoleelever.


9. Grenseløs tur gjennom Sjunkhatten Nasjonalpark
Af Jonny Jakobsen, idrætspædagog ved Valnesfjord Helsesportssenter.

En fortælling fra den norske ødemark, hvor en gruppe børn med fysiske funktionsnedsættelser (bl.a. kørestolsbrugere) og voksne beslutter sig for at krydse vand, bjerge og bakkede sletter – absolut uvejsomt terræn.

10. Friluftsliv for døvblindfødte
Af Joseph Gibson, friluftskoordinator for Sense i Skotland.

Mennesker, der er født uden syns- og høresanserne står over for mange begrænsninger i hverdagen. Hvilke kvaliteter rummer friluftsliv for denne målgruppe, og hvordan kan man tilrettelægge friluftslivs-aktiviteter, så det giver mening for de døvblindfødte?


11. Naturvejledning for brugere af psykiatrien: Tør du kysse skrubtudsen?
Af Benny Jensen, naturvejleder ved Psykiatrisk Informationscenter i Region Syddanmark

Hvorfor er det gavnligt for lige præcis sindslidende at lede efter flækøkser fra stenalderen og lave mad over bål ude i naturen? Hvad gør det ved mennesker at fortælle historier rundt om et bål eller sætte sig i en kajak?


12. Udeholdet Gimle
Af Tine Soulié og Bo Therkildsen, hhv. idrætskonsulent og journalist på Handicapidrættens Videnscenter

På aktivitetscentret Gimle i Bjerringbro har man valgt at tage en lille gruppe brugere med ud i skoven fire dage om ugen. Deltagerne er voksne med udviklingshæmning og personlighedsforstyrrelse. Nogle har et udviklingstrin svarende til et barn på et halvt til et år, andre har svære psykiske problemer.


13. Arbejdsliv i naturen
Af Mads Madsen, stifter og leder af Amager Skovhjælpere

Amager Skovhjælpere løser forskellige opgaver i naturen, og de ansatte er både mennesker i beskyttet beskæftigelse, aktivering og arbejdsprøvning. Hvilke kvaliteter rummer det at arbejde i naturen for denne målgruppe og for mennesker i al almindelighed?


14. Friluftsliv og samtale i Arbeidsrettet Rehabilitering
Af Rolf Asplund, Kjetil Tennebø og Anders Bergkvist, hhv. psykolog og idrætspædagoger ved Valnesfjord Helsesportssenter

Friluftsliv har i flere år været brugt som et redskab i den Arbejds-Rettede Rehabilitering på Valnesfjord Helsesportssenter. Denne artikel giver et billede på, hvordan naturen kan bruges som samtalerum, og hvordan friluftsliv kan være en øjenåbner for mennesker med funktionsnedsættelse, der vil tilbage på arbejdsmarkedet.


15. Naturvern og friluftsliv for funksjonshemmede
Af Asbjørn Hagen, cand.scient. i biologi, projektansat på Valnesfjord Helsesportssenter

Sjunkhatten nasjonalpark er den første nationalpark i Norge, der skal være tilgængeligt for alle. Asbjørn Hagen beskriver i denne artikel de muligheder og udfordringer, der har været i forhold til at gøre den plan til virkelighed. For er det muligt at tage hensyn både til at værne om naturen og til krav om tilgængelighed?


16. Naturopplevelser for alle ved hjelp av standardiserte løsninger?
Af Karen Kjeldsberg Pihl Gunleiksrud, landskapsarkitekt.

Naturoplevelse over for tilgængelighed bliver udfoldet i denne artikel, hvor Karen Kjeldsberg Pihl Gunleiksrud reflekterer over og beskriver, hvad der skal til for at naturen kan bruges af alle. Hun udfolder blandt andet begrebet universel udformning.
 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bestil Friluftsliv for mennesker med funktions-nedsættelse her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsmail fra handivid.dk

Nu kan du blive ajourført om opdateringer på handivid.dk.

Læs mere her

  

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk