|
September 2009

Lisbeth Larsen i færd med sin favorit-beskæftigelse. Foto:
Trollemose Rideklub
Ridestævner for alle
En gruppe nordsjællændere vil ændre på det
kedelige faktum, at der kun er meget begrænsede stævne-muligheder
for handicapryttere. Projekt Heartgames skal gøre det enklere at
arrangere stævner, der kan rumme alle.
Af Bo Therkildsen
Lisbeth Larsens ride-dage er hellige. Dem kan
intet andet pille ved. For ridningen rummer så mange positive
elementer, at Lisbeth ville kunne fortælle i timevis om dem. Og rent
fysisk er ridningen rigtig god for den leddegigt og fibromyalgi, der
giver hende et handicap i hverdagen. Desværre mener hun, at der er
én alvorlig mangel: Der eksisterer stort set ingen konkurrencer og
stævner for ryttere med handicap.
”Jeg elsker ridning, det er det, der holder mig
oppe i hverdagen, og jeg ved, hvor meget glæde det giver mig og kan
give andre. Men hvorfor skal det være så besværligt at dyrke ridning
som idræt?
For det er altså ikke nok kun at ride frem og
tilbage inde i en ridehal hver onsdag. Vi vil noget mere – vi vil
have udfordringer og måle os og konkurrere med andre. Men der findes
meget begrænsede muligheder for ridestævner for bredden i Danmark,”
siger Lisbeth Larsen. Og det har hun tænkt sig at gøre noget ved!
Derfor er hun gået sammen med ligesindede i sin
klub Trollemose Rideklub i Nordsjælland om at starte et
pilotprojekt, der skal gøre ridestævner tilgængelige for de rigtig
mange handicapryttere, der ikke har noget tilbud i dag. Heartgames
kalder arbejdsgruppen det ambitiøse projekt. Målet med projektet er
at skabe bedre mulighed for, at handicapryttere kan deltage i
ridestævner, hvilket på sigt vil kunne få endnu flere mennesker med
nedsat funktion til at gå til ridning. Projektets konkrete arbejde
går derfor på at få nedbrudt de barrierer, der i dag står i vejen
for, at handicapryttere som Lisbeth Larsen kan tage til ridestævner.
”Der eksisterer i dag ingen ridestævner
specifikt arrangeret for handicapryttere på breddeniveau. For selvom
det er så logisk, at det mangler, er der ingen, der har gjort noget
ved det. Og så kræver det jo både ressourcer og viden at arrangere
et godt ridestævne for handicappede – i dag findes der ingen faste
retningslinjer for, hvordan et sådant stævne skal bygges op. Derfor
vil vi med udvikle ensartede regler, så der bliver nogle faste
konkurrencerammer. Det kunne fx være ved at indføre et
handicap-pointsystem som i golf. Desuden vil vi lave en drejebog
for, hvordan man arrangerer stævner, så alle kan være med – uanset
handicap,” fortæller Lisbeth Larsen.
At få etableret en handicapridestævne-kultur og
få professionaliseret breddestævne-arrangementerne i Danmark er et
omfattende projekt. Derfor søger arbejdsgruppen penge til at oprette
to fuldtidsstillinger til arbejdet med at lave drejebog, udvikle
ridesporten samt oprette en materialetrailer med det nødvendige
udstyr, som klubberne kan låne.
”Vi brænder for denne sag og vil gerne have
endnu flere i gang med at dyrke handicapridning. Det er også derfor,
vi lægger så stort et arbejde i det. Men vi har brug for ressourcer
til at komme helt i mål,” siger Lisbeth Larsen, der selv har lagt
rigtig mange arbejdstimer i projektet. Forhåbningen er, at projekt
Heartgames kan blive gennemført i løbet af 2010.

Handicaprytter Camilla gør klar til en tur på hesten.
Foto: Trollemose Rideklub.
|