Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Idræt
 
  Idrætskonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Skole og uddannelse
  Rehabilitering
  Nordisk konference
  Friluftsliv
  Idrætsrum for alle
   
   
 
Gå til: Forside > Idræt > Idræts-SFO

 

Foto af pædagogerne i gang med leg og bevægelse

SFO-leder Birgitte Svensson Møller (i hvid trøje) deltager ligesom alle de 25 pædagoger i bevægelseskurserne.

 

 

Glæden ved bevægelse smitter af

 

Idræt og bevægelse er blevet en naturlig del af hverdagen for en flok børn i special-SFO’en på Skolen ved Skoven i Hillerød. SFO’en er ved at blive certificeret som idræts-SFO af DGI, og de 25 pædagoger bliver uddannet til at tænke bevægelse ind i alle aktiviteter. Det har indtil nu resulteret i, at både pædagoger og børn er blevet gladere for at bevæge sig, og børnene har fået mere energi i hverdagen.

 

Tekst og foto: Bo Therkildsen, december 2009

 

Med høje grin og store smil tumler 25 pædagoger rundt i en idrætshal i Hillerød. I midten står Max Rasmussen og Katja Bødtger fra DGI og dirigerer flokken gennem forskellige idræts- og bevægelsesøvelser og lege.

Pædagogerne er alle ansat i skolefritidsordningen (SFO’en) på Skolen ved Skoven – en specialskole for børn med svære generelle indlæringsvanskeligheder. Som den første special-SFO i landet er Skolen ved Skovens SFO i gang med at blive certificeret af DGI som Idræts-SFO. Det er derfor, pædagogerne bakser rundt i idrætshallen denne kolde onsdag i november.

 

SFO-leder Birgitte Svensson Møller forklarer:

”Hillerød kommune havde planlagt at få certificeret tre af kommunens SFOer til idrætsSFOér. Og så tænkte jeg: hvorfor er det kun for almindelige SFO’er – det er vel lige så vigtigt for børn på en special-SFO, at bevæge sig? Så ved hjælp fra kommunens idrætskonsulent, Kurt Curth, fik vi lov til at komme med ud over de andre,” siger hun.

 

Denne onsdags aktiviteter er 4. ud af 5 kursus-dage med DGI som instruktør. Målet er, at pædagogerne i SFO’en selv bliver bevidste om mulighederne i og virkningerne af at bruge idræt og bevægelse meget mere i hverdagen. For hvis pædagogerne/de voksne udstråler engagement og lyst til at bevæge sig, smitter det af på børnene, mener Birgitte Svensson Møller:

 

”Jeg ser det her som en gave for os som SFO. Vi – de voksne - får et fælles fokus på bevægelse, hvor ALLE løfter i flok, og vi får lov at lege og have det sjovt, hvilket giver energi til personalegruppen. Og det smitter af på børnene. Selv i regnvejr kan jeg fra mit kontor høre børnene uden for i gang med fangelege eller en skattejagt. Vi har simpelthen fået tilført både børn og pædagoger en glæde ved at bevæge sig, og det, at børnene går i idræts-SFO giver dem noget at gå til, ligesom deres søskende går til fodbold eller svømning. Det er sunde interesser og begyndelsen på et godt og sundt ungdoms- og voksenliv,” mener hun.

 

Og pædagogerne kan tydeligt mærke forskel på børnene efter idræts-projektet gik i gang. Flere af pædagogerne kan mærke, at børnene har fået mere energi. Tidligere var der fx nogle af børnene, der faldt i søvn i SFO’en trætte efter en lang skoledag, men det er der ingen, der gør længere.

 

”Et godt eksempel på forskellen er en af vores børn – en dreng med autisme. Før kunne han sidde og kigge ud af vinduet hele dagen. I dag er han startet til judo! Vi arbejder hele tiden med børnenes motivation – og det er en lang proces. Men forskellen fra før er, at selvom nogle stadig i dag siger: øv, skal vi lave bevægelsesaktiviteter – inden vi starter, så synes de det er rigtig sjovt, når vi er kommet i gang,” fortæller pædagog Christian.

 

Inden processen med at blive idræts-SFO startede var idræts-aktiviteterne i SFO’en næsten udelukkende traditionelle sportsgrene. I dag har pædagogerne ændret det til, at bevægelse bliver lagt ind i næsten alle aktiviteter og lege: Sanglege med tvist, diskotek med dans, dåseskjul, sækkeløb, funbattle. Altså helt almindelige lege/aktiviteter, som tvistes til at indeholde masser af bevægelse.

Pædagogerne i SFO’en har altså virkelig taget bevægelses-idéen til sig – og alle 25 pædagoger i SFO’en har deltaget i kursus-forløbet. Det er en afgørende faktor for hele projektet, mener instruktør Max Rasmussen fra DGI:

”At få mere idræt og bevægelse ind i hverdagen hænger på de voksne – og smitter derpå af på børnene. Vores udgangspunkt for at undervise er, at det er dem – pædagogerne – der er eksperterne i, hvordan deres børn helst skal håndteres. Udfordringen for os som instruktører er så at hjælpe dem med at omsætte deres erfaring til god praksis og dermed komme tæt på hverdagen. Nogle pædagoger kan blive lidt usikre, når de hører, at institutionen skal være en idræts-SFO. ”Det kan jeg da ikke”. Men det handler om små ting – fx kan man starte med at lade være med at skælde børnene ud, hvis de løber på gangene. For det er jo bevægelse. Man skal gøre tingene enkle og altid have en positiv indgangsvinkel. Begejstrede børn bøvler bedst, plejer jeg at sige. Det drejer sig om at give børnene en god oplevelse ved det at bevæge sig,” siger han.

 

Foto af Max Rasmussen

Max Rasmussen fra DGI introducerer næste aktivitet.

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg Skolen ved Skovens hjemmeside

(Åbner i nyt vindue)

 

Læs mere om idræts-SFO'er her(Åbner i nyt vindue)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsmail fra handivid.dk

Nu kan du blive ajourført om opdateringer på handivid.dk.

Læs mere her

  

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk