|
 Undervisning i kamp-dansen Capoeira.
Idrætskonsulent Anne-Merete Kissow i rød trøje trak sig vist
nok sejrrigt ud af denne dans...
Indtryk fra den anden side af kloden
ISAPA, Brasilien 2007 Tekst: Anne-Merete Kissow,
idrætskonsulent.
Fra 24.-28. juli 2007 var omkring 700 personer fra hele verden
samlet på et universitet i staten Sao Paulo i Brasilien for at
udveksle viden og erfaringer om Tilpasset Idræt og Bevægelse.
Begivenheden var 16th International Symposium of Adapated Physical
Activity, ISAPA.
Knap 100 deltagere kom fra Europa, heraf ni fra Norden.
Konferencens program var en farverig palet af praktiske workshops,
præsentation af forskning, posters og film. Hver dag blev deltagerne
i pauserne præsenteret for kulturelle aktiviteter, som pardans,
cirkeldans, capoeira, kørestolsdans, mavedans og danseteater med
dansere med nedsat funktionsevne. Der var rig lejlighed til at
deltage i disse aktiviteter, og det skortede ikke på lysten til at
bevæge sig, når man havde siddet nogle timer og lyttet til de mange
oplæg.
Mange aktiviteter foregik under åben himmel eller bare under et tag,
og hele konferencen emmede af musik og brasiliansk hjertelighed.
Deltagerne fra Norden bidrog med 4 præsentationer, bl.a. et
mini-symposium om Idræt og rehabilitering i Norge og Danmark. Dette
var et samarbejde mellem Inge Morisbak, Beitostølen Helsesportsenter,
Øyvind Standal, Norges Idretshøgskole og Anne-Merete Kissow,
Handicapidrættens Videnscenter.
|