Beboerne på El Arca - Et bosted for hjemløse handicappede - arbejder med forskelligt håndarbejde. Foto: Jon Holze

Honduras at first sight! - En koreansk spasser drager på langfart

Komiker og foredragsholder Jacob Nossell stødte under et højskoleophold på Fadua Ortez. Fadua er fra Honduras og har en lillesøster, der er autist. Mødet med Fadua pirrede Jacobs nysgerrighed så meget, at han besluttede at rejse til Honduras for at beskrive forholdene for mennesker med handicap i det fattige land. Læs her, hvordan Jacobs generelle indtryk af landet var, og læs en beretning om, hvordan en handicapidrætsklub fungerer i landet. For i Honduras spiller de også fodbold...

Af Jacob Yoon Egeskov Nossell, Komiker og foredragsholder

Ja, hej. Jeg har jo lovet Handicapidrættens Videnscenter at fortælle om min tur til Honduras. Mange læsere vil straks tænke, hvorfor tager en koreansk spasser ned til et land som Honduras? Hvad vil han dernede? Spise bananer eller hvad? Sagen er den, at under et højskoleophold anno 2007, mødte jeg en Fadua Ortez. En festlig pige med et stort hjerte og stort temperament. Hun kom fra Honduras og var her i lille Dannevang som udvekslingsstudent i et år. Det første halve år underviste den lille latina i spansk på et jysk gymnasium, og det sidste halve år valgt hun at gå Brandbjerg Højskole, hvor jeg også gik. Vi var og er meget forskellige på mange områder, men vi elsker begge at snakke og at diskutere. Jeg tror, at det var sådan, at vi blev venner. Vi snakkede uafbrudt på Brandbjerg Højskole.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Fadua havde en lillesøster med autisme. Jeg fandt også ud af, at det er meget svært og dyrt at være handicappede i Honduras. Honduras er et meget fattigt uland. Et af de fattigste lande i verdenen. Hver tredje indbygger i Honduras lever under 6 kr. om dagen.  Der er ingen velfærdstat eller omfordeling i Honduras, nærmere det omvendte. Der er en ekstrem stor ulighed i det honduranske samfund. Du kan se honduranere, der går i dyrt mærketøj, kører rundt i store biler og bor i dyre villaer, imens andre honduranere bor i små blikhuse, tigger på gaden og sulter. Der er også meget korruption i det honduranske samfund. Ifølge Transparency International (En NGO der arbejder med korruption) ligger korruptionen i Honduras på to ud af ti på en skala, hvor 1 er det mest korrupte. Til sammenligning ligger Danmark på 9,5 i den anden ende af skalaen.

Det siger selv sig selv, at Honduras ikke er et sted for svage borgere. Især ikke for handicappede. Faduas familie betaler selv for alt behandling af søsteren. Der er ikke noget gratis hjælp at hente.

Det berørte mig meget, jeg er jo selv handicappet. Her i Danmark synes jeg, mange handicappede brokker sig over den mindste ulighed eller uretfærdighed i det danske system. Jeg fik en stor lyst til at se vilkårene i Honduras med mine egne øjne. Jeg ville gerne beskrive dem og oplyse om dem.  Jeg ville rejse til Honduras!

Der var bare et stort problem. Sådan en rejse kræver penge, mange penge. Jeg havde ingen penge efter højskoleopholdet, og som ung handicappet er det meget svært at komme i arbejde. De jobs der normalt tilbydes unge i min alder er enten hårdt fysisk arbejde, eller så kræver de, at man har mundtøjet i orden. Hårdt fysisk arbejde og snik-snak bliver aldrig mine spidskompetencer. Jeg bliver således aldrig kassemand, postbud eller en stor telefonsælger. Det må jeg blankt erkende.

Der sad jeg så og havde en rigtig god ide, men var økonomisk på røven. Hvad gør man så? Jeg blev irriteret. Jeg synes, at det var uretfærdigt. Alle mine andre venner, blev pædagogmedhjælpere i et halvt år for at spare penge sammen, og så tog de ud og rejste i den store verden. Det kunne jeg ikke, jeg skulle bare sidde her hjemme og klø mig i røven.  

Jeg hader at have ondt i røven, og det havde jeg vist der. Så jeg begyndte at udtænke en plan for, hvordan jeg kunne komme ud at rejse. Jeg synes, at min problemstilling omkring de handicappede i Honduras var interessant og væsentlig. Jeg kunne skrive nogle artikler omkring min tur, og så sælge dem til aviser og blade bagefter. På den måde kunne jeg finansiere noget af min tur, og med hjælp fra de diverse fonde kunne turen blive en realitet.

Lige efter julen 2007 begyndte jeg at søge de første penge til turen. Hen ad foråret kom de første penge til turen ind. Jeg blev meget glad og taknemlig over, at nogen gad kaste penge efter mit projekt. Jeg mødte en stor velvillighed fra en masse fonde og organisationer, herunder Handicapidrættens Videnscenter. Det var superfedt at føle, at mit projekt begyndte at forme sig.

I maj 2008 blev turen økonomisk sikret af Udenrigsministeriets DANIDA-fond. Jeg fik pludseligt meget travlt med at arrangere program, ordne visum, pas og papirer. Det var en ret stresset periode der i maj, omvendt var det en meget spændende periode; alting skulle bare klappe. Det var meget spændende, for projektet var min ide, mit ansvar. Så hvis der gik noget galt, så var det min røv der brændte. Heldigvis beholdte jeg min røv på køl måneden ud, og den 8. juni 2008 pakkede jeg min kuffert og fløj fra Københavns Lufthavn imod Honduras.  

I de næste to uger besøgte jeg 4 honduranske handicaporganisationer, der arbejdede med handicappede børn og unge. Det var en stor oplevelse at opleve, hvordan de behandlede handicappede børn i et uland.  Mine oplevelser i Honduras satte mange ting i perspektiv. Jeg kunne ikke lade være med at føle en naiv taknemlighed over, hvor godt jeg egentligt havde det i Danmark. Hvilket var på grænsen til at være patetisk, for man kan jo altid finde nogen eller noget, der har det værre end en selv. Alligevel fik jeg øjnene lukket op for, hvordan det er at være handicappet ude i den store verden.

De handicaporganisationer, jeg besøgte, var meget fattige. Under i opholdet i Honduras, besøgte jeg en handicapforening der hed ”Funchae”. Foreningen blev oprettet af en gruppe af honduranske mødre til handicappede børn. De følte ikke, at der var nogen ordentlige tilbud til deres børn, så de oprettede selv ”Funchae” og begyndte at træne deres børn efter Doman-metoden (en træningsmetode, der menes at have positiv virkning på børn med medfødt hjerneskade).

Mit besøg på ”Funchae” var en fantastisk oplevelse: At se disse mødre træne og kæmpe for deres børn. Mange af børnene havde brug for flere timers intensiv træning hver dag. Derudover havde de fleste af mødre fuldtidsarbejde ved siden af. Det er selv sagt hårdt at være forældre til et handicappet barn i Honduras. Det var en stor oplevelse at mærke den store moderkærlighed, der var på stedet. På trods af, at der ikke var offentlig støtte at hente, og på trods af, at de bygninger, hvor foreningen holdt til var gamle og slidte og deres behandlingsmuligheder af børnene var langt fra optimale. - Alligevel så duftede der lidt af håb og ikke mindst af gejst. Her var der moderkærlighed så det batter.

Denne duft af håb, gejst og vilje fulgte mig igennem hele turen i Honduras. Hver gang jeg besøgte et nyt sted eller en ny organisation, sporede jeg et lille glimt af håb. Jeg fik store ambivalente følelser over disse spor af håb. Jeg kunne se med mine egne øjne, at de børn der var i foreningerne og i organisationerne, dem var der håb for. – Men jeg vidste godt, at det var en meget lille procent af de handicappede børn, der havde disse håb og forhold. Ifølge en international rapport modtager hvert 1/3 handicappede ikke behandling pga. pengemangel.

Denne ambivalente følelse var nok essensen af hele min tur. Jeg fandt ud, at der var håb for de handicappede børn og unge i Honduras.  Håbet er bare ikke så stort.