Jacob (i blåt) på banen på Honduras. Foto: Jon Holtze

De spiller også fodbold i Honduras!

Det kan godt være, at Honduras er et fattigt uland og at landet er hærget af kriminalitet og korruption, men Honduras er også et fodboldelskende land.  Det fandt undertegnede ud af, da han tog ned til landet der ligger i Mellemamerika for at undersøge handicappede børn og unges vilkår. 

Af Jacob Yoon Egeskov Nossell, Komiker og foredragsholder

Jeg står og kigger ud over et gammelt stadion. Det er varmt, ca. 34 grader. I midten af dette stadion ligger der en stor fodboldbane, målene er gamle og bygget af træ, de har ikke noget net i sig.  Jeg tænker for mig selv, at det er ikke her, at man skal tyre på mål, så bliver det i hvert fald nogle lange selvhentere. Omkring fodboldbanen ligger der en normal oval rød løbebane, uden om den, er der plantet tribuner støbt i beton.

Jeg ser op mod solen, jeg tørrer sveden af min pande.  Det er fandeme varmt i dag.  Pludselig råber min honduranske kontaktperson og ven, Fadua Ortez til mig, at jeg skal tage min fede røv sammen og komme over til hende nu.  Jeg binder mine fodboldstøvler en ekstra gang og smutter over til hende. Jeg mødte Fadua under et højskoleophold i Jylland i 2007. Under dette ophold kom jeg til at love hende, at jeg ville komme og besøge hende inden der var gået et år. Nu står jeg så her i Honduras på en brændvarm junidag i 2008 og smiler lidt for mig selv, i mens jeg slentrer over i mod Fadua.   

Klubben og organisationen som jeg befinder mig i hedder Olimpiadas Especiales. Det er en underafdeling af ”De paraolympiske lege”. Disse klubber findes rundt om i hele verdenen, de arbejder for at handicappede børn kan dyrke idræt.  Alle kan være med, de honduranske sportsudøvere er i alle aldre. Jeg møder både en håndfuld små børn og fuldvoksne mænd med gråt hår. Der er en fantastisk stemning på den lille fodboldbane. De glæder sig vist til at komme i gang med træningen.

Fadua Ortez ser på mig. Hun siger, at vi ikke kan få lov til at bruge fodboldbanen i dag, fordi den vandes i øjeblikket. Jeg kigger over i mod den store græsplæne, ca. 20 små sprinkler er placeret i græsset, de spytter store mængder af vand ud på plænen. Det kunne ellers være sjovt at spille der. Jeg bliver i stedet for henvist til en mindre fodboldbane, der ligger i den ene ende af løbebanen. Jeg hilser kort på de børn, som jeg skal spille med. Jeg giver også den frivillige træner hånden. Jeg får fremstammet et lille ”Hola” på spansk. Alt i Honduras foregår på spansk, kun hver tredje honduraner taler engelsk.  Det store problem er, at jeg er utrolig ringe til spansk. Jeg fik akkurat lige 0 i gymnasiet. Mit spanske ordforråd kan tælles på to fingre, så det er kun lige med nød og næppe, at jeg får hilst på børnene. Jeg skynder at spørge Fadua om opvarmningen ikke kan begynde. Hun griner lidt af mig, og siger noget på spansk til træneren. Han griner også lidt imens han kalder børnene ind i midten af banen.

Opvarmningen begynder. Til mit held er de øvelser, som vi laver, de samme som vi laver i Danmark. Det lykkes faktisk at fuldføre opvarmningsøvelserne, uden de spanske instruktioner og kommentarer. Jeg føler mig oven på, fodbold er et sprog, som jeg kan forstå.  Opvarmningen er slut. Jeg står og sunder mig oven på mine fysiske udfoldelser. Det var hårdt. Nu kommer Fadua med en stor pose fyldt med fodbolde. Jeg overrækker organisationen/klubben bag børnene 10 nye sponsoreret fodbolde. Børnene bliver meget glade, fodboldene bliver i hvert fald brugt med det samme. Træner fortæller, at de kun havde én fodbold før, nu har de 11. Han takker mig.

Efter opvarmningen står den på udstrækning. I mens jeg strækker ud, står jeg og betragter på børnene. De er i alderen 8-12 år. De fleste af dem er DAMP-børn, der er en nogle enkelte autister i mellem. De er vel 15-20 børn i alt. Efter udstrækningen skal vi endeligt spille kamp. Jeg har glædet mig sindssygt meget til selve kampen. - Som stor fodboldelsker, er det her virkeligt et højdepunkt på turen.

Spillet bliver sat i gang og bolden ruller for første gang. Der er masser af energi og fight i luften. Børnene går op i kampen med liv og sjæl. Det er superfedt at opleve, at børnene har en stor begejstring for spillet. De tackler og skyder på livets lyst. Jeg kan pludselig se, hvor vigtigt idræt er, selv i Honduras. Alle har brug for sejre, og disse børn får sejre ude på fodboldbanen.  Det er super fedt at spille med børnene.

Det er som om. at trods for, at vi kommer fra hver vores land og fra hver vores verdener, så kan vi forstå hinanden på banen. Vi kan spille bold med hinanden og score mål sammen. Det er det, der er genialt ved fodbold. Det kan godt være, at fodbold er en banal sport, hvor 22 mand løber rundt og sveder, men fodbold kan samle. Fodbold kan samle venner, hele nationer, næsten verdensdele. Fodbolden kan skabe fællesskaber. Det er fællesskabet, som jeg bliver en del af på den lille fodboldbane i Honduras.  Det var en fantastisk oplevelse.

Selve kampen ender 0-2 til modstanderes hold. Jeg er selvfølgelig lidt skuffet, men efter en god kop vand er jeg oven på igen Jeg møder også præsidenten for klubben, billeder bliver taget (af min fotograf og ven, Jon Holtze). Vi siger pænt tak for besøget og trasker hen til vores lejet bil.

Motoren sættes i gang. Jeg sidder på bagsædet og smiler…

Honduranske børn leger med de Adidas-fodbolde, som Jacob havde med som gave. De havde 1, nu har de 11.

Sted: Olimpiadas Especiales – en sportsforening for handicappede børn og unge. Foto: Jon Holze