Idræt i skolen, når man har muskelsvind

Tekst: Anne-Merete Kissow, idrætskonsulent

Alle elever har ifølge folkeskoleloven ret til undervisning i alle skolens fag. Det gælder naturligvis også faget idræt.

Børn med muskeldystrofi er altså ligesom alle andre berettiget til at modtage en kvalificeret idrætsundervisning i skolen.

At det også er vigtigt set ud fra barnets perspektiv, fremgår af dette udsagn:

Det er irriterende, når de andre spiller fodbold. Så kan jeg ikke være med – så går vi en tur, min hjælper og mig, og køber ind. Men det er sjovt at have gymnastik. Så det er nok gymnastik, der er mit yndlingsfag.

Kristian, 10 år, spiller el-hockey i sin fritid. Har muskelsvind.

(Citat fra bogen: Vi er med, af Jette Lyhne, Handicapidrættens Videnscenter, 2004).

Idrætsundervisningen giver eleverne mulighed for at være sammen på en anden måde end de boglige fag. Når man spiller, leger og bevæger sig sammen, oplever man mange forskellige sider af sig selv og hinanden. Man har mulighed for at øve sig i at være både med- og modspiller. Man kan prøve sine egne grænser af sammen med andre og lære at give udtryk for sine følelser på en konstruktiv måde.

I idrætsundervisningen har eleverne med andre ord mulighed for i et socialt fællesskab at lære sociale kompetencer, der kan være værdifulde i andre af livets sammenhænge også.

Desuden har det som bekendt stor betydning for sundhedstilstanden, at man er fysisk aktiv i sin hverdag. Hvad det angår, har skolens idrætsundervisning også en opgave i at vise veje og muligheder for den enkelte. Det kan blandt andet indebære, at man i skoleidrætten får erfaringer med idrætsaktiviteter, som man kan dyrke i sin fritid.

Elever med handicap bruger ofte en del tid på træning af de funktioner, de har problemer med. Træning kan derfor efterhånden opfattes som et ’arbejde’, der skal overstås, og som hele tiden sætter fokus på det, man ikke kan.

En del elever med handicap oplever tillige, at idrætsundervisningen for dem byttes ud med fysioterapeutisk træning, som naturligvis kan være gavnlig i sig selv. Men denne træning kan ikke erstatte deltagelse i idrætsundervisningen. Dels kan den ikke leve op til folkeskolens mål for idræt i skolen. Dels tilbyder den ikke på samme måde som idrætten oplevelser og udfordringer, der kan have positiv betydning for opfattelsen af, hvad man kan med kroppen.

Det er heller ikke uden betydning, at en person med handicap, der er idrætsaktiv, ofte får positiv opmærksomhed fra omgivelserne og dermed i mindre grad oplever isolation og stempling. Der er mere status i at være idrætsudøver end at gå til ’livslang træning’ hos fysioterapeuten.

"Jeg tror, der er mange handicappede, der ikke har venner. Mange er generte og indelukkede. Så er det rigtig godt at komme ud og lave noget – og så får de deres gode vennekreds,  fx gennem el-hockey."

Niklas, 19 år. Spiller el-hockey. Har muskelsvind.

Mange børn med muskeldystrofi går i almindelig folkeskole og er ofte den eneste i klassen, der har et handicap. Det er idrætslærerens opgave at tilrettelægge idrætsundervisningen, så alle kan deltage, føler sig udfordret og oplever glæde ved aktiviteterne. Undervisningen skal være inkluderende.

Et af de vigtigste redskaber idrætslæreren har i den sammenhæng, er tilpasning af aktiviteterne til den gruppe hun har foran sig. Alle menneskers behov er forskellige, og en person med handicap har brug for individuelt tilpasset undervisning, nøjagtig ligesom andre. Tilpasning kan være forandringer i undervisningsstil, regler / organisering, rammer eller redskaber. Justeringen kan være stor eller lille. Det vigtigste er, at læreren i samarbejde med deltageren bestræber sig på at skabe en aktivitet, som giver passende udfordring til alle.

Nogle aktiviteter kan være svære at tilpasse, så det giver mening for alle og aktiviteten stadig bevarer sin værdi. Fx kan fodboldspillet være svært at indrette, så man kan deltage i en el-kørestol, uden at ideen med spillet mistes. Når der er fodbold på programmet, kan det derfor være hensigtsmæssigt at dele gruppen op, så man gennem forskellige aktiviteter kan arbejde frem mod de samme idrætslige mål. Nogle elever kan evt. sammen træne basisfærdigheder, der gør deltagelse i andre fælles idrætsaktiviteter lettere.

Inkluderende undervisning er kendetegnet ved at dagsorden sættes med udgangspunkt i de personer, der aktuelt er til stede. Og det er vigtigt, at deltagerne selv er med til at sætte denne dagsorden. Når det gælder børn med muskeldystrofi, vil eleven ofte selv have ideer til, hvordan undervisningen kan tilpasses, så han / hun kan være med. Måske kan de andre elever også bidrage med ideer. Forældrene kan ligeledes være gode vejledere for læreren. Hvis alle parter gør sit yderste for at finde de bedste løsninger, er der gode chancer for at man kan skabe en kvalificeret idrætsundervisning, også for eleven med handicap. Den eneste løsning, der ikke er acceptabel, er, at eleven generelt fritages fra idrætsundervisningen.

"Det ville være kedeligt, hvis jeg ikke var med i idrætstimerne, for idræt er sjovt at være med til. I forhold til andre fag i skolen, så er det muligt at snakke sammen og grine i idrætstimerne. Det er det, der gør idræt til noget særligt."

Jakob, 13 år, har cerebral parese.

Man kan gratis hente hjælp og inspiration til undervisning af elever med handicap på Handicapidrættens Videnscenter. Her findes konsulenter, der kan hjælpe i konkrete spørgsmål eller hjælpe med at lave kurser i emnet. Desuden er der et specialbibliotek, hvor bibliotekarer hjælper med at finde bøger og artikler med ideer til aktiviteter.