|
Første
spadestik til nordisk Master
Bred nordisk enighed om at etablere en
nordisk Master uddannelse i tilpasset idræt og bevægelse.
Universiteter i Norden er gået sammen for at
udvikle en Nordisk Master i tilpasset idræt
og bevægelse Adapted Psysical Activity (APA) være en realitet. Både i Norge, Finland og
Sverige har undervisningsstederne givet positivt tilsagn, mens der i
Danmark mangler en endelig bekræftelse fra en interesseret
samarbejdspartner.
Idéen om at etablere en nordisk Master opstod
allerede i efteråret 2005, og siden er den blevet konkretiseret
gennem flere møder mellem potentielle samarbejdspartnere i Norden.
Deltagere i koordinatorgruppen i Masteren er indtil videre: Norges
Idrætshøjskole, Högskolan i Halmstad i Sverige, Universitetet i
Jyväskylä i Finland, Handicapidrættens Videnscenter sammen med et
universitet i Danmark.
Ifølge idrætskonsulent i Handicapidrættens
Videnscenter, Anne-Merete Kissow, skal uddannelsen være en
kombination af studier i hjemlandet og på et af universiteterne i
Norden:
”Tanken er at tilbyde det bedste fra Norden og
gøre det muligt for den studerende at stykke en Master sammen ud fra
interesse. En del af uddannelsen skal tages fra det nationale
universitet, mens en del tages fra samarbejdsuniversiteterne i
Norden. I princippet bliver det ligesom den europæiske master, men
grunden til, at vi vil etablere denne nordiske version er, at vi
mener der i den nordiske forståelse af tilpasset idræt og bevægelse er
nogle anderledes kvaliteter, end i resten af Europa. Dem vil vi
gerne bevare, for vi har noget andet at tilbyde end resten af
Europa.
Højne uddannelsesniveauet
Projektet er nu så langt, at der er lavet et
udkast for, hvordan man bliver optaget, for indhold og for varighed.
Men der er stadig et stykke vej før de endelige aftaler med et
medvirkende dansk universitet er på plads.
”For os gælder det også om at højne det
generelle uddannelsesniveau på området. Vi har kun få personer
uddannet på højeste niveau inden for feltet i Danmark, så en
Masteruddannelse vil både kunne skabe interesse for området, og
samtidig vil personer med en høj uddannelse trække niveauet op ved
at undervise og forske. Vi ved også, at en del af den gode
praksisudvikling, der sker i Danmark, går tabt, fordi den ikke
bliver tilstrækkeligt beskrevet rent teoretisk. Slutmålet med
Masteren er at give bedre muligheder for idræts- og
bevægelsesaktiviteter til mennesker med funktionsnedsættelser,”
siger hun.
Næste vigtige skridt i processen bliver at
finde en samarbejdspartner i Danmark.
|