Et sted midt i de norske fjelde samler der sig hvert år en masse mennesker iklædt varmt tøj, solbriller og ski. Nogen af dem har ingen ben. Nogen kan ikke se. Nogen har kun en arm, mens andre har en helt fjerde funktionsnedsættelse. Fælles for dem alle er dog, at de er kommet til Beitostølen for at opleve en uge med sol, sne og masser af ski. Og så selvfølgelig det sociale sammenhold, der har været grundstenen i Ridderennet siden det første løb i 1963.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, april 2006

Viljestyrke. Det første ord, der falder én i tankerne, når man som tilskuer har stillet sig helt op til banderne ved målområdet og betragter deltagerne passere mållinien en efter en. For når man selv lige har været ude og prøve kræfter med fem kilometers langrend og indset, at det altså kræver masser af kræfter at stage sig fremad selv med begge ben, begge arme og begge øjnes hjælp, kan man godt blive imponeret over at se mennesker gennemføre enten de fem, ti eller 20 km. som Ridderrennets tre langrend-ruter består af. Især, når man tænker på, at nogle af deltagerne ikke kan se og er afhængige af guidens øjne og tilråb for at navigere. Eller at nogle af deltagerne ikke kan bruge deres ben og derfor kun får fremdrift med stavene. Ordet er viljestyrke. Det fornemmer man tydeligt der ved mållinien.

Den treogfyrretyvende udgave af det traditionsrige Ridderrennet er netop afviklet. Næsten 400 funktionshæmmede fra hele verden har i en hel uge i slutningen af marts konkurreret i forskellige former for vinteridræt som skiskydning, slalom og langrend i forskellige længder kulminerende med langrendsløbet Ridderrennet den sidste dag. Lige så vigtigt som aktiviteterne på ski var dog samværet med de andre deltagere.

Grebet fra første gang

”Det er på grund af det sociale, jeg kommer herop. Ridderrennet er et socialt sportsstævne, og vi er rigtig mange synshandicappede fra Danmark, som bor i hytter sammen. Jeg har været her 11 år i træk, for jeg blev simpelthen grebet af det første gang,” siger 32-årige Brian Rasmussen fra Ejby på Fyn. Brian er en af Danmarks bedste svagtseende skiløbere, og han fik da også gode placeringer i alle de discipliner, han stillede op i. I skiskydning blev han nummer to i klassen svagtseende 20-34 år, i Erling Stordahl Supercuppen (eliteløbet) blev han nr. 3 og i selve Ridderrennet vandt han sin klasse. Og på en af ugens tidlige langrendsetaper satte Brian simpelthen sin guide af, løb to kilometer alene, inden han indhentede en anden deltager, som havde en ekstra guide, han kunne låne.

For 60-årige Leif Heiner fra Lyngby Handicapidræt er det både det sociale og det fysiske, der trækker.

”Der er rigtig dejligt heroppe, og nordmændene er gode til at arrangere. Det er skønt at være aktiv og så er det sociale meget stort med fællesspisning og baren. Jeg har været med 7 gange, startede på langrend, men fik en inflammation i skulderen, så jeg ikke kunne bruge armene. Så begyndte jeg på slalom, da en norsk soldat, Kjetil, hev mig med op på bakken og gav mig de rette instruktioner. Og så kunne jeg med det samme. Nu løber jeg kun slalom i Ridderuken,” siger Leif Heiner, der fik amputeret det ene ben i 1985.

Planen var hygge, men...

Danmarks måske bedste skiløber med funktionsnedsættelse, Anne-Mette Bredahl på 41 år, havde planlagt at årets Ridderren skulle være en kærkommen lejlighed til at drosle lidt ned ovenpå udfordringerne ved Paralympics i Torino. Men som det konkurrencemenneske hun er, holdt planen om en stille og rolig Ridderuke ikke helt…

”OL i Torino var meget seriøst og man skulle gøre alt optimalt, her er det mere hyggeligt. Det var planen, at jeg skulle hygge mig lidt ovenpå OL og tage den med ro, men så snart jeg får et nummer på, glemmer jeg at tage det roligt og drøner af sted,” griner Anne-Mette Bredahl.

Den danske skiløber mistede synet som 22-årig og blev den første blinde til at få lov at gennemføre psykolog-studiet på Københavns Universitet.

”Det var meget hårdt at skulle finde alle løsningerne selv, da jeg var den første. Så bagefter trængte jeg virkelig til ferie og tog herop på Beitostølen og prøvede langrend for første gang i mit liv. Og så var jeg solgt. Ridderrennet er årets højdepunkt for mig. Jeg synes det er hyggeligt at møde gamle og nye venner heroppe, og det er hyggeligt at kunne tage folk med herop, og se dem opdage stemningen,” siger Anne-Mette Bredahl, der deltager for 18. gang i træk. Anne-Mette bor til daglig i London, men arbejder på Beitostølen i Norge.

Fakta: