|

Therkel (tv.) i gang med en bom-øvelse sammen med en klassekammerat
Therkel skal være med til det
hele
Therkel på 12 år er enkeltintegreret i en 5.
klasse på Stagstrup skolen i Thy. Og for hans klasselærer, Jonna
Yde, har der aldrig været tvivl om, at Therkel skal deltage fuldt ud
i hele undervisningen. Også idræt!
Tekst og foto: Bo Therkildsen
Dagen starter med morgensang og fadervor på den
lille Stagstrup skole lidt syd for Thisted i det nord-vestslige
hjørne af Danmark. Alle ca. 100 elever skråler højlydt med på ”Jeg
er en glad lille cowboy” – også 12-årige Therkel, der står sammen
med sine klassekammerater og synger. Therkel står i sit specielle
Crocodile-gangstativ, fordi han ikke kan stå selv, da han har dårlig
balance og generelt svært ved koordination pga. en skade i hjernen. Therkel går i 5. klasse og er en af fire elever på Stagstrup skolen,
der har et fysisk handicap. Men Therkel er fuldt inkluderet i
undervisningen. Også i idrætsundervisningen, som Therkel kun har
haft i to år.
”Therkel havde slet ikke idrætsundervisning på
den gamle skole. Det kan man jo så græmme sig lidt over i dag,”
siger Therkels klasselærer og souschef på skolen, Jonna Yde. Jonna
har været primus motor i inkluderingsprocessen af Therkel og med vel
nok lige dele stædighed og hårdt arbejde, fungerer Therkel på stort
set lige fod med alle de andre elever i klassen.
”At have fået Therkel og Julie ind i klassen
har givet en fantastisk udvikling. Klassekammeraterne har fået stor
forståelse for forskellighed. Jeg kan blive helt rørt over, hvordan
de reagerer. Når læreren eller støttepersonen er optaget, tager
klassekammeraterne bare over. I frikvartererne tager de ham med og
drøner rundt i kørestolen. – jeg tænker: ”det går aldrig godt det
der”, men de har det rigtig sjovt, og Therkel er med. Han klarer sig
generelt helt selv frikvartererne, vi er der kun på sidelinien. De
andre elever er gode til at få ham med,” fortæller Jonna Yde.
 |
I frikvarterene er Therkels klassekammerater
gode til at få Therkel med i legene. Her gynger Dennis
Therkel i den store gynge. |
Therkel startede på Stagstrup skolen i august
2007, da han begyndte i 4. klasse. Han kom fra en helt almindelig
folkeskole på Mors, hvor han gik i en almindelig klasse. Men nogle
gange, når hverdagen ikke hang sammen pga. sygdom eller særlige
arrangementer, var Therkel sammen med skolens specialklasse med
andre meget handicappede børn. Det fungerede ikke så godt for
Therkel, og hans forældre ville gerne have ham i en anden almindelig
skoleklasse. Så da de flyttede fra Mors til Thy, åbnede muligheden
sig for at komme på Stagstrup skolen. Her var Jonna Yde med det
samme indstillet på, at skulle Therkel starte i skolen, skulle det
gøres ordentligt. Han skulle deltage i alle fag og i alle
aktiviteter.
”Inden Therkel skulle starte gjorde jeg mig
nogle overvejelser og krævede af min skoleleder at få alle de
kurser, der var relevante. Det kræver ressourcer og stædighed at
gøre det ordentligt – man skal være på forkant og tænke kreativt -
vi skriver fx dagbog på Therkel hver eneste dag og har møder med
forældrene en gang om måneden. Vi har fra starten valgt, at alle
aftaler skal være skriftlige, så alle er 100% klar over, hvad der
bliver aftalt. Vi vil ikke finde os i, at Therkel sidder over i
undervisning eller arrangementer som svømning, lejrture,
klassefester, børnefødselsdage, forældreaftener eller cykelture.
Therkel skal være med til det hele!,” slår hun fast.
Ud over Jonna Yde, der er fast knyttet til
Therkel i mange af ugens timer, har Therkel også en støtteperson i
27 timer om ugen. Og Jonna har selv fået 20 timer om året til
Therkel.
En særlig udfordring for inklusionen af Therkel
var idrætsundervisningen. For fysisk er der stor forskel på, hvad
Therkel kan i forhold til de andre elever, så rent fagligt har det
krævet mere at få Therkel med i idræt end i de boglige fag. Men også
her har Jonna og hendes kollegaer ved hjælp af kreativitet og vilje
fået Therkel til at deltage.
Astronaut-træning
Denne fredag, da Handicapidrættens Videnscenter
er på besøg, er 5.-6. klasses idrætsundervisning delt op i et
drengehold, der er indenfor i den lille, men moderne gymnastiksal,
og et pigehold, der skal ud i kulden. De ni drenge skal gennem et
såkaldt ”astronaut-program”, der består af en række forskellige
stationer med forskellige fysiske træningsøvelser. Fx armbøjninger,
englehop, ribbe-øvelser og hæve-øvelser i bommen. Therkel kravler
selv rundt til de øvelser, han kan tage, og læreren hjælper ham med
at lave små tilpasninger. Allerbedst passer øvelsen i bommen ham.
Liggende på ryggen skal han hæve sig op i armene. Og Therkel knokler
på. Sammenlignet med nogle af de andre lidt teenage-dovne drenge, er
Therkel absolut en af dem, der yder den største indsats. Faktisk
bliver Therkel så begejstret for bom øvelsen, at han stædigt
forsøger at overbevise sin far, der kigger forbi, om, at de da skal
have sådan en bom derhjemme… Andre gange løber Therkel i sit
Crocodile-stativ eller i sin Petra-cykel, hvis aktiviteterne passer
bedre til det.
 |
Therkel er især glad for øvelserne i bommen,
hvor han kan bruge sine armkræfter. |
”I idrætsundervisningen deltager Therkel i det,
han kan. Vi laver ikke særlig undervisning for ham, men tilpasser
den almindelige idræt og reglerne. Og ingen af de andre elever
brokker sig over, at der er differentierede regler,” forklarer Jonna
Yde.
”I starten var forældrene lidt nervøse over, at
jeg insisterede på at tage ham med i svømmebassinet, for Therkel har
tidligere været bange for vandet. Men vi var to mand på ham, og vi
holdt fast i ham og gik langsomt frem og tilbage. Nu svømmer han 500
m. uden problemer, og hans rygsvømning er perfekt! Det går så godt,
at vi har overvejet at tage svømmebælterne af ham, og han er også
begyndt af sig selv at vende sig og svømme på maven – det ville han
slet ikke tidligere. Og svømningen har givet ham en række sejre – fx
da han til en idrætsdag svømmede længere end klassens sejeste dreng,
der er fodbold-helten og god til alle slags sport, men er
skrækslagen for vand. Til idrætsdagen svømmede han kun 200 m., mens
Therkel svømmede 500 m. Det var en kæmpe sejr for Therkel, der
næsten ikke kunne forstå det,” siger hun.
Motorisk udvikling
Jonna Yde er sikker på, at idrætsundervisningen
er med til at inkludere Therkel endnu mere i de andre elevers
bevidsthed, og lærerne kan også se en stor udvikling i Therkels
motorik og fysiske formåen.
”Vi kan se en kolossal forskel. I starten
kunne Therkel ikke gribe en bold, nu er han helt vild med at spille
med bolde,” siger Jonna Yde, som understreger vigtigheden af at gøre
den rigtige indsats, hvis inklusion af elever med særlige
forudsætninger skal lykkes:
”Det er ikke kommet af sig selv, at Therkel nu
deltager i det hele. Det handler om dialog – at man synliggør de
forskellige behov. Therkels personlige støtte er rigtig god – også
til lige at være der for de andre elever. Og man skal som lærer
sige: ”der findes ingen problemer, kun udfordringer.” Så derfor er
Therkel efterhånden fuldt inkluderet – og med til det hele!” siger
hun.
 |
Jonna Yde besluttede sig med det samme for,
at Therkel skulle være med til al undervisning. Her i
matematiktime. |
Marts 2009 |