Konferencens yngste deltager, Lise Nielsens datter, tager en slapper imens politikerpanelet og konferencens deltagere debatterer  og lytter opmærksomt. Fotos: Sonja Iskov

Tanken fik noget at tænke over

Kvalificerede opponenter og engageret debat gav Tænketanken i Tilpasset Idræt og Bevægelse (TIB) masser af stof til eftertanke. Især Keld Fredens ramte ifølge medlem af tænketankens styregruppe, Jan Johansen, præcist med sin kritik, og styregruppen skal nu vurdere, om strategien og målet skal ændres.

Tekst: Bo Therkildsen, september 2007

Den er for pæn, for lang og består ikke ”elevatortesten”. Sådan lød nogle af de ord, som det første udkast til en national strategi for implementering af Tilpasset Idræt og Bevægelse i Danmark fik med på vejen på konference for Tænketank i TIB den 20. september. Kritikken – som var både høflig og saglig – kom først og fremmest fra to inviterede opponenter, men også fra politikerpanelet bestående af Anne Baastrup, SF, Elsebeth Gerner Nielsen, Radikale Venstre og Hans Andersen, Venstre, samt fra plenum i salen.

Konferencen afsluttede det arbejde, som en Tænketank bestående af omkring 35 aktører med vidt forskellig baggrund og tilknytning til tilpasset idræt og bevægelse har udført igennem det seneste år. Målet er at få udarbejdet en national strategi for implementeringen af TIB i Danmark.

For at kvalificere rapporten havde to eksterne opponenter fået til opgave at kigge udkastet igennem med kritiske øjne. Og især ledelseskonsulent på Vejlefjord Neurocenter, Keld Fredens, gik hårdt, men retfærdigt, til værks.

”Udkastet er alt for pænt, og hvis man skal have gennemslagskraft skal man overbevise – ikke overtale. Til det formål mangler der nytænkning og konkrete tal og konsekvenser. Det er jo et meget sympatisk projekt at ville have mere idræt og bevægelse, men jeg mangler dog et centralt punkt i dette oplæg – og det er sundhedsbegrebet. Jeg mangler sundhedsbegrebet i selve definitionen af TIB, for netop nu sidder politikerne og søger med lys og lygte efter midlet til sundhedsfremme. Og I sidder jo netop med den viden og de svar, som politikerne ikke aner, eksisterer,” sagde Keld Fredens.

Så han tog sig den frihed at komme med sine egne bud på hvad en national handlingsplan om tilpasset idræt og bevægelse i Danmark burde indeholde. Startende med definitionen på TIB:

”Jeg vil definere TIB således: Aktivitetsformer rettet mod personer med funktionsnedsætninger. Aktivitetsformer, som er tilpasset den enkeltes formåen og læringsforudsætninger med det sigte at fremme dennes sundhed.

Og hvis TIB er svaret – hvad er så spørgsmålet? Og hvilke spørgsmål søger politikerne netop nu? Mit svar er, at TIB skal være en del af en national strategi til national sundhedsfremme. Se blot på, hvordan politikerne søger med lys og lygte efter midlet til sundhedsfremme. Det kan udnyttes. Derfor bør TIB sigte mod en bredere målsætning; mod sundhedsfremme. Fremhæv idrætten og udvid sundhedsvæsenets opgave. Der er brug for nytænkning inden for sundhed – det er det, politikerne søger netop nu. Men hvor er de nye tanker i denne handlingsplan?” spurgte Keld Fredens.

Kommunerne bliver centrale aktører

Søren Riskær, projektleder i DGI, mente, at Tænketanken skal tænke mere i, hvilke arenaer idrætten foregår på.

”Når man tænker bevægelse er det ikke nok at tænke i enkelte sektorer. Man skal definere en række arenaer, hvor der foregår bevægelse, aktivitet, leg, idræt. Arenaer som hjemmet, familien, foreningen, skolen, trafik, daginstitutionerne. Vi kan ikke forvente, at disse arenaer alene kan løfte opgaven om tilpasset idræt og bevægelse. Derfor vil jeg pege på noget, der burde have større fokus i strategien: kommunernes rolle. For kommunen er den eneste aktør, der binder arenaerne sammen, og kommunerne bliver den centrale aktør i fremtiden. De sidder på alle ressourcer og har fået meget ansvar – ikke mindst inden for forebyggende arbejde. Vi i DGI har derfor inviteret kommuner til at deltage i partnerskaber. Og det kunne være en vej for jer at gå - at tænke jeres overvejelser om TIB ind i sådan en sammenhæng og at lave partnerskaber med kommunerne om at løse disse udfordringer. I har masser af kompetencer og ideer, og kommunerne har en enorm interesse for at indgå partnerskaber. De har nemlig en stor opgave at løfte,” sagde Søren Riskær, som også mente, at begrebet TIB fejler i en vigtig prøve:

”Jeg kalder det elevator-testen. Hvis jeg kan nå at forklare begrebet i en elevator på en tur fra 1. til 2. sal, er det til at forstå, ellers er det for ukonkret og svævende. Begrebet TIB består ikke elevatortesten,” mente han.

Stof til eftertanke

I Tænketankens styregruppe har konferencen givet stof til eftertanke, mener Jan Johansen.

”Jeg synes det var en god konference med en meget konstruktiv dialog og debat, der giver anledning til refleksion. Vi ved, at området og emnet er relevant, men jeg er blevet usikker på, om vi er langt nok med at få budskab ud over scenekanten. Vi har måske i Tænketanken været for enige i, at vi har en god sag, men den er foreløbigt primært relevant for os selv. Vi skal have en skarpere profil på, hvad vi vil. Vi er for pæne fortalere for personerne i vores målgruppe, men er nødt til at have fat i dem, det drejer sig om, dem, der har haft en oplevelse af eksklusion. Så kan budskabet blive kraftigere. For jeg synes, vi har et problem, når vi stiles over for det spørgsmål, om Tænketankens ærinde ikke er det samme som DGI’s? For jo, det er det jo, men plus noget mere. Og det er det plus, som skal beskrives skarpere,” siger han.

Jan Johansen mener samtidig, at Keld Fredens rammer plet i sin kritik af oplægget til en national handlingsplan.

”Keld Fredens fik på mesterlig vis sat fingeren nøjagtig på vores svage punkter. Han er med sine kritiske spørgsmål og bud på handlinger med til at vise os en vej, vi ikke selv kunne finde. Et eller andet sted er han bare lidt klogere end os andre, og i fik fuld valuta for pengene. Hans kritik var både konkret og generel, og han kom med forslag til retningen, som var relevante. I styregruppen må vi nu overveje, om vi er klar til at fremlægge en national strategi, eller om vi skal starte med nogle satspulje-pilotprojekter. Det vi har skrevet skal i hvert fald omformuleres, og blyanten skal spidses. Så kan det være, at pilotprojekterne kan løftes og ende med en national strategi.

Søren Riskærs kommentarer opfattede Jan Johansen som en indbydelse til et samarbejde mellem DGI og Tænketanken:

”Han spejlede de begreber, vi har i spil i det, man kan kalde DGIs udviklingsaktiviteter. Men samtidig blev det klart for mig, at når man når ned i selve praksis, er der stadig en forskel i vores måde at gribe tingene af på. Vi bruger overordnet de samme begreber, men i praksisudførslen er der forskel. Jeg så det meget som en indbydelse til, om ikke de to koncepter kunne mødes og samarbejde om at udvikle praksis,” siger Jan Johansen, som mener, at tænketanken nu skal kigge indad.

Handleplan eller pilotprojekter?

”Vi skal finde ud af, om vi på trods af bekymringer og udsagn der viste, at der måske er et stykke vej til målet, kan lægge den energi, der skal til for at bringe projektet i mål og lancere TIB i forhold til Folketinget og ministerierne. Og uanset om vi vælger en strategi med pilotprojekter eller en reel national handleplan, skal vi lave den to siders henvendelse til politikerne, som vores poltikerpanel opfordrede til. Men jeg må nok sige, at jeg er begyndt at tænke over, om vi er klar til den nationale strategi. Jeg synes kommentarerne var for vægtige, og vi kunne ikke give tilstrækkeligt klare svar. Måske skal vi i stedet for den nationale plan vælge to eller tre af anbefalingerne og så forfine og konkretisere dem helt ud i det yderste led. Der er for mange bolde i luften på samme tid i øjeblikket,” siger Jan Johansen.