Tænketank om tilpasset idræt

Referat fra gruppediskussion ved det 3. tænketanksmøde i forbindelse med projektet om en national strategi for implementering af APA / TIB i Danmark.
København den 30. januar 2007.

Referent. Pia Hingebjerg



Nogle udsagn:

Der er nogle forudsætninger der skal være til stede for TIB kan blive en reel mulighed for mennesker med funktionsevnenedsættelse..
Bedre kvalifikationer hos de der arbejder med det i praksis og mere viden også hos andre faggrupper, sådan at der er opbakning til at gå i gang med idræt og bevægelse og sådan at der alle steder er opbakning til en bevægelseskultur, der anerkender glæden og lysten i forbindelse med idræt.
En organisatorisk tænkning, der gør det nemt at komme fra et system til et andet.
Centrale beslutninger der understøtter TIB i praksis, og nogle politiske prioriteringer, der understøtter TIB både som værdifuld og i forhold til ressourcer.

Vi skal vide hvad idræt er og vi skal vide hvad vi skal vælge.
Information, målrettethed, valgmuligheder, struktur og faglighed er væsentlige områder, der skal være til stede for at TIB kan realiseres.

Leg, begejstring og refleksion er kendetegnende for den gode kvalitet og afspejler et menneskesyn. DGI arbejder ud fra et værdiggrundlag hvor aktiviteten bevæger sig mellem udfordringer, fællesskab og sundhed.

Men det er måden at gøre det på der bliver det afgørende. Vi diskuterer om der skal uddannes specialister inden for TIB og mener at det kræver faglig indsigt, men i lige så høj grad, et menneskesyn af afspejler værdiggrundlaget i TIB – og hvordan læres det. Det faglige og pædagogiske skal hænge sammen.

Hvis alle skal have mulighed for at deltage kræver det at der skabes rum til at lyst og glæde i idræt vokser uanset muligheder og begrænsninger.
Tilgængelighed bliver både fysisk og i videre forstand et nøgleord. Den fysiske tilgængelighed og tilpasning, tilgængelig information til potentielle deltagere, tilgængelig information til instruktører, frivillige og professionelle, tilgængelig viden til politikere, der skal tage beslutningerne og skal kunne se TIB ind i den kommunale forpligtelse i forhold genoptræning og sundhedsfremme og forebyggelse.
Tilpasningen er det særlige, der skal være tryghed i regelsættet og i forhold til deltageren.

Forskellige sektorer spiller ind i forhold til hvilke rum eller arenaer TIB kan udspille sig på. Væsentligt at de forskellige sektorer har en ydmyg holdning til hvordan vi kan supplere hinanden. Det er lige nu svært at komme videre efter ’institutionen’ – hvor kan man fortsætte med at svømme som man lige har lært – i genoptræningsregi? Eller i offentlig svømmehal? – hvor går man hen når det gerne skulle være ’midt imellem’?

Vi diskuterede at kommunerne får en central funktion i udbredelsen af TIB, idet de sidder med nogle nye opgaver, og det kunne kvalificere både genoptræning, rehabilitering og sundhedsfremme at understøtte TIB.
Formidlingen til kommunerne og politiske systemer i det hele taget skal være enkel og klar. Den måde vi taler og skriver om TIB bliver hurtig indforstået og teoretisk, så budskabet sløres.
Så det anbefales styregruppen at skrive noget enkelt og konkret om TIB, som taler til politikere – resultater, cases, budskaber om potentialerne i TIB – vi kender dem jo og har resultater, der understøtter det.

Det bliver væsentligt at dokumentere praksis i forhold til cost benefit, livskvalitet, effekt/fremskridt. Video kan være en god metode at fastholde også små fremskridt på.

Forsøg på en sammenfatning:

Der er forskellige forudsætninger for at TIB kan blive en reel mulighed for mennesker med funktionsevnenedsættelse.

På det politiske niveau skal det prioriteres og der skal afsættes ressourcer til koordinering. Især det kommunalpolitiske niveau peges der på som en part der både er forpligtet og kan have interesse i området.

Det politiske niveau skal informeres om hvad TIB er i en enkel form, med ’den gode historie’ og med understregning af de fordele der ses både hvad angår det enkelte menneskes muligheder og mulighederne for at det på sigt kan betale sig at investere i dette område.

De forskellige sektorer der er potentielle indenfor TIB – det pædagogiske, det sundhedsfaglige, det idrætsfaglige og den frivillige sektor – må være ydmyge overfor hvordan de supplerer hinanden bedst mulig.
Det skal via uddannelse sikres at der er kendskab til mulighederne indenfor TIB og at der er anerkendelse af at idræt og bevægelse er en væsentlig del af menneskets mulighed for selvaktualisering.

Der skal skabes rum eller arenaer hvor TIB kan udspille sig, hvor der er plads til leg, glæde, begejstring, lyst og mestring.
Rummene skal være trygge og tilgængelige på alle måder. Konkret og i videre forstand – man skal have kendskab til mulighederne, der skal gives støtte til at komme i gang, reglerne skal være klare.

De der arbejder med TIB skal være skal både være fagligt kompetente, pædagogisk kompetente og ikke mindst have evnen til at se muligheder og til at begejstre.
Uddannelsesmæssige krav kan være en væsentlig forudsætning, men ikke nødvendigvis altid.
Tilpasningen er dog essentiel, det at være lydhør, at kunne se og eksperimentere med omgivelser, regler og krop- og bevægelsesmuligheder er en nødvendig kvalifikation.

’Vi’ kan have en tendens til at blive lidt indforståede omkring begrebet og vældig optaget af nuancer og diskussioner, men gruppen her mente at det var vigtigt at holde fast i det enkle, det formidlingsvenlige og målrette formidlingen til eksempelvis politikere, potentielle brugere, professionelle m.fl.