|
Tænketank om tilpasset idræt
Der skal stilles krav til institutioner for mennesker med
funktionsnedsættelse (institutioner forstået bredt – eks. skoler,
værksteder, bosteder, fritidsordninger) om, at TIB / motion indgår /
prioriteres.
Referent Søren Jul Kristensen.
Deltagere i TIB-aktiviteter (mennesker med nedsat funktionsevne)
skal involveres og være med til at træffe valg.
Deltagere i TIB-aktiviteter skal lære at tage ansvar for egen idræt
/ motion / bevægelsesaktiviteter (indforstået at forskellen mellem
behandling og idræt er at man som patient ofte stoler blindt på sin
behandler og lader denne tage ansvaret for sin krop – mens man i
idrætten bliver nødt til at tage ansvar selv – der skal altså
foretages et holdningsskift fra et miljø til et andet – og hvordan
gør man det).
Behov for let adgang hjælpemidler til mennesker med svære
funktionsnedsættelser.
For næsten alle idrætsinstruktører herunder TIB-instruktører gælder,
at idræt er sjov, og de gerne vil give dette videre til andre. De
finder ofte konkurrence, det at presse sig selv mv. motiverende.
Dette er ofte ikke tilfældet for mennesker med nedsat funktionsevne.
Derfor kan man ofte ikke ”lokke” mennesker med nedsat funktionsevne
med, at idræt er sjov. Dette modsætningsforhold skal man som
TIB-instruktør være bevidst om.
De fleste idrætstilbud i den frivillige idræt herunder
handicapidrætten er ofte ”færdige idrætter”, hvor deltagerne i høj
grad skal tilpasse sig reglerne. Hvor der er faste regler er
tilpasningsmulighederne også begrænsede. TIB står for den modsatte
prioritering: Trods afsæt i genkendelige
idrætsdiscipliner/aktiviteter tilpasses aktiviteterne deltagernes
forudsætninger så de på deres egne præmisser er fuldgyldigt med og
har relevant udfordring.
Der er behov for afklaring af, hvad de forskellige sektorer kan byde
ind med ift. TIB. Eks. er det en udbredt opfattelse, at DHIF kan det
hele, når det handler om idræt for mennesker med et handicap. Det er
måske en fejl. Handicapidrætten har begrænsede tilbud for mennesker,
som ikke passer ind ift. de kendte idrætter.
Der er behov for TIB-baserede motiveringsmiljøer (idrætstilbud, hvor
det sikres, at alle uanset forudsætninger, præsenteres for
idrætsaktiviteter, som umiddelbart er motiverende). Disse
idrætstilbud kan også være afklaringsmiljøer, hvor den enkelte
finder frem til, hvilke idrætsaktiviteter han/hun finder
motiverende.
Svært for specialundervisningen at bygge bro til andre
idrætsmiljøer. Oplever, at de ”rigtige” tilbud ikke findes i andre
regier eks. den frivillige idræt. I specialundervisningen er
udgangspunktet den enkelte elev, mens ikke mindst den frivillige
idræt tager udgangspunkt i relativt ”regelfaste” idrætter og næsten
altid er holdbaseret, hvor den enkelte skal tilpasse sig ift. de
øvrige på holdet.
Behov for forbedret tilgængelighed. I England er man i gang med at
sikre, at et antal motionscentre skal være tilgængelige for
mennesker med handicap – ikke kun fysisk tilgængelige, men også klar
med relevant instruktion m.m.
I den frivillige idræt motiveres trænere og instruktører oftest af
selve idrætsgrenen og arbejdet med at blive bedre / konkurrencen /
stævnerne / resultaterne. Hvad skal motivere TIB-trænere/instruktører
i den frivillige idræt, hvor man ikke kan holde skarp fast i en
idrætsgren, deltage i stævner, være motiveret af at opnå gode
resultater i konkurrencen med andre? Det, der motiverer en TIB
instruktør, er den enkelte deltagers individuelle udvikling
idrætsligt og personligt – i vores samfund oftest lønnet personale.
Vigtigt af forstå gruppen af mennesker med nedsat funktionsevne
bredt for at få en bred interesse for TIB. Måske er ”handicapidræt”
for ”smalt” til, at der er interesse for det på universiteterne –
hvorimod vi måske kan få lydhørhed, hvis vi kan overbevise dem om at
TIB er et vigtigt redskab for en meget bred målgruppe. Eksempelvis
alle inaktive, som de fleste er enige om vil komme til at belaste
sundhedsvæsenet.
Et problem, at der efter Karen Inge Halkiers afgang ikke findes
undervisere / forskere på universiteterne, som brænder for
handicapidræt / TIB.
Der mangler TIB-uddannede personer og organisatoriske rammer, hvor
TIB kan foregå.
|