Tænketank om tilpasset idræt

Referat af gruppesamtale, 3. møde i tænketank til udvikling og afklaring af en national strategi for implementering af TIB i Danmark

Referent Anne-Merete Kissow

Vi skal have et temmelig grundigt teoretisk fundament at arbejde på. F.eks. Diabetes: Man skal vide, hvad problemet er i forhold til fysisk aktivitet. Det kræver uddannelse. Når man går ind som leder, påtager man sig et ansvar, og det kræver viden. Bl. Andet for at få afmystificeret problemet. Den viden skal ligge som et element i uddannelserne. Det er også vigtigt at man kan få den information, der er nødvendig, af deltagerne selv – det kræver uddannelse at blive i stand til at gå i dialog med deltagerne og finde ud af, hvilke begrænsninger og muligheder de har i forhold til fysisk aktivitet.

Spørgsmålet er, om det er de samme krav vi sætter op i de forskellige sektorer. I den frivillige idræt behøver man måske ikke at tænke på andet, end at det skal være sjovt – men det medfører alligevel noget andet også.

Det er vigtigt at præcisere, hvad formålet skal være med aktiviteten. Man kan arbejde forskelligt hen mod det samme formål i forskellige sektorer. Det, det handler om, er, om vi kan tilrettelægge omgivelserne, så de passer til de deltagere, der er til stede. Deltagerne skal ind på banen.

Det handler også om hele idrætsbegrebet. TIB skal defineres ind, som en del af idrætsbegrebet som sådan.

Brobygningen mellem de forskellige sektorer fungerer ikke. I specialundervisningen for voksne, f.eks., bruger vi idræt til at træne samarbejde, koncentration etc.. Men det er ikke et tilbud, der findes i den etablerede idræt. Senioridrætten giver et tilbud til den med den bedste funktionsevne, men ellers fungerer brobygningen ikke. Det ville være optimalt, hvis det gjorde, men instruktørerne er ikke gearede til det. Det kræver større viden om, hvordan deltagerne kan reagere. Klubberne er ganske enkelt ikke gode nok til at tage imod disse deltagere.
Spørgsmålet er: Hvor springer kæden af?
Fra rehabiliteringafsnit til specialskole går det egentlig godt. Men fra specialskole til frivillig idræt går det ikke. Der er ikke nok tilbud, og der er væsentlige mangler, som forhindrer, at det kan fungere. Man må se på holdstørrelse: Det kræver mindre hold. Man må forholde sig til transportproblemet – det er for mange svært at komme frem til eventuelle tilbud. Instruktøruddannelsen må justeres, så der kommer instruktører, der kan løfte opgaven. Og man må tænke i støttepersoner – mange af disse deltagere har brug for støtte, især nogen, der tager initiativ og skubber til dem.
Der ligger en væsentlig opgave i at støtte den enkelte i at blive bedre til at planlægge sin egen tid. Der må man bruge støttepersoner.

Vi skal definere nogle bagvedliggende begreber, som skal være til stede. Det kan f.eks. være følelsen af sammenhæng. At det er forståeligt, overkommeligt og meningsfuldt. Det er begreber, der er forudsætning for alt det andet. Disse forudsætninger skal være til stede i den fysiske aktivitet.

Når det drejer sig om voksne udviklingshæmmede, er 10% af dem idrætsaktive. Det kunne være bedre. Flere af dem har andre sygdomme – det er en udsat gruppe i forhold til ’normalbefolkningen’. Hvis vi skal gøre noget, der rykker i forhold til den gruppe, skal det være noget, der griber ind i deres forskellige livsverdner, f.eks. deres væremiljøer, hvor man kan bruge noget af arbejdstiden til fysisk aktivitet.
Det var selvfølgelig væsentligt, at de var i almindelige idrætsforeninger, men der er en række problemer. Bl.a. at de skal betale kontingent, at de skal huske, hvornår de skal være der og fortælle deres vejleder, hvornår de skal af sted, ændringer, informationer etc.
Vi kan kompensere idrætsklubber for det ekstra, der skal til, for at det kan fungere, f.eks. hjælp til at huske at møde op. Der kan sættes en person på klubben, som hjælper med den slags – en person, der betales af kommunen. Denne person skal have nogle basiskvalifikationer – kendskab til handicap, 1. hjælp etc. Hans opgave kan også være at informere træneren om særlige forhold ved funktionshæmningen / sygdommen.

Problemet er at få viden ud til igangsættere og instruktører. Hvad er det for en viden, man behøver?
Mange har problemer med at forstå begreber fra sygdomsforståelse

Det vil være godt at have en person, der akn følge den enkelte på vej og skabe et møde med foreningen – det skal i så fald være en lønnet person, så man kan stille krav og forvente et vist uddannelsesniveau.
Idrætsforeningerne kan også trækkes ind i rehabiliteringsinstitutioner, værksteder etc. Man må prøve at tænke bredt i forhold til brobygning mellem sektorerne.

Tanken om at lave særlige hold for funktionshæmmede er brugbar. Når man integrerer funktionshæmmede på almindelige hold, skal det kun være nogle få personer – de må ikke fylde for meget. Den grundlæggende politik i den henseende bør være tanken om en naturlig fordeling – et forhold mellem ’det særlige’ og ’det almindelige’, som er til at arbejde med, når det gælder idræt.
Og så skal man ikke pakke folk ind i vat – kan man undervise professionelle i ikke at pakke folk ind i vat?

Uddannelse er vigtig på alle niveauer. Man bruger mange kræfter på at hyre folk til den frivillige idræt. Det vil hjælpe, at der kommer en pose penge til klubberne, men det er svært at kræve noget af en frivillig.

Hvor er brobygning nødvendig? Der er forskellige holdninger i de forskellige sektorer. Men der findes nu nogle puljer i kulturministeriet, som skal gøre det muligt at skabe et samarbejde mellem nogen, der normalt ikke samarbejder.

Ofte er der også barrierer hos de andre idrætsudøvere i forhold til deltagere med handicap. Det kan være nødvendigt med forklaringer og informationer. Man bør arbejde for ’den rummelige idrætsplads’ analogt til ’den rummelige arbejdsplads’.

En ide kan også vær at tildele den enkelte en ’idrætspartner, som han/hun kan følges med ud i den frivillige idræt. Man kan her samarbejde med uddannelsesinstitutioner. Personer med handicap kan inviteres ind på uddannelserne som en del af undervisningen, og studerende kan fungere som idrætspartner for personer, der gerne vil videre i den frivillige idræt.