Tænketank om tilpasset idræt

Referat fra gruppediskussion ved det 3. tænketanksmøde i forbindelse med projektet om en national strategi for implementering af APA / TIB i Danmark.
København den 30. januar 2007.

Referent. Jan Sau Johansen

Deltagere: Rosa, Bente, Jens, Rolf, Bo , Harald, AnneMerete, Anne-Mette

Gruppen drøftede spørgsmålene fra oplægget lidt i flæng og det er min vurdering, at der var konsensus omkring nedenstående synspunkter.

Feltet omkring handicap- og specialområdet /TIB kan afmystificeres såfremt der sikres at organisatorer og instruktører har et grundigt teoretisk grundlag at arbejde på, det kunne være indenfor f.eks. diabetes. Tænkningen er at for at det ikke skal blive for specielt er det vigtigt at man ved lidt om det. Det ansvar man som leder og underviser påtager sig skal funderes på viden og kundskaber – tør man f.eks. at have nogle med epilepsi til f.eks. svømning.

Det blev i gruppen udtrykt, at der er forskel på om en given aktivitet foregår som undervisning, hvor målet er udvikling af særlige kompetencer, eller om det foregår i den frivillige idræt, hvor målet er mere lystbetonet og motivationsafhængigt for den enkelte deltager.

I forbindelse med afklaring af substansen i og iværksættelse af TIB er det vigtigt at formål og mål med aktiviteterne beskrives i højere grad end metoden – de enkelte fagområder/sektorer må så afgøre metoderne – en dynamik mellem deltagere – omgivelser (kan de tilrettelægges) – idrætstilbuddet(aktiviteten)

Det er et centralt succeskriterium for TIB, at idræt fungerer omdrejningspunktet . TIB skal være en del af det samlede idrætsbillede.


Under hovedoverskriften ”brobygning” fremkom en lang række synspunkter, hvor vi drøftede de mange overgange mellem tilbud indenfor forskellige områder og sektorer og geografisk indenfor samme lokalområde (kommune / region). Ofte er manglende kendskab til personer og indhold afgørende for om der orienteres og brobygges eller ej.
Vi ville gerne se TIB som et element i en samarbejdscirkel, hvor terapeuterne starter op med en given indsats, hvorefter der formidles og rekrutteres videre til specialskoleregi, hvor idrætten benyttes ift kompetenceudvikling – speciallærere /-pædagoger skulle derefter motivere til næste skridt, nemlig idrætten i det frivillige foreningsliv – processen stopper imidlertid ofte. Årsagaerne hertil kan være mangfoldige…
- Manglende forståelse mellem sektorerne idræt i genoptræning – idræt i undervisningen – idræt i fritiden
- modtagende instruktører skal være gearet til at modtage forskelligartede individder og personligheder og der opstår problemstillinger omkring tolerance og forståelse
- Klubberne er som organisatoriske enheder ikke gode nok til at tage imod forskellige grupper f.eks. personer med hjerneskade.
- Ofte er der tale om for små hold og en alt for lang transport
- Et godt hjerte og sund fornuft rækker langt, men ikke langt nok ift TIB for forskellige målgrupper
- Følelsen af sammenhæng – forståelige - overkommelige og meningsfulde

Der var blevet gennemført en kvalitativ undersøgelse, hvoraf det fremgik at ingen havde fastholdt fritidstilbud p.gr.a.manglende imødekommelse af særlige behov

Der blev ligeledes refereret til erfaringer med at folk der har ledsagelse kommer hyppigere med end de, der ikke har ledsagelse

Mange institutionstyper og måske særligt ift målgruppen: udviklingshæmmede, hvor det har vist sig at kun ca 10% af gruppen er idrætsaktive. Et virkeligt potentiale for udvikling af TIB, så man opnår en højere andel af aktive.
TIB kan også bringes på dagsordenen i forhold til den igangværende sundhedsdebat, da der er evidens for at der f.eks. blandt udviklingshæmmede er flere diabetes – flere epilepsi – diagnostisk psykisk sygdom – overvægt – hvad skal strategien være for at give disse personer et relevant tilbud?

Der må være en målrettet kontakt til værksteder – botilbud – væresteder – frivillige tilbud…. – indsatsen skal rettes mod de respektive væremiljøer.

Masser af voksne udviklingshæmmede skal være aktive i foreninglivet og for at dette sker kan spørgsmålet om, hvad det er der skaber problemerne være medvirkende til at give et billede af udviklingspotentialet. Nogle centrale faktorer er kontingentbetaling / afklaring af aftaler / spørge om, hvorfor de ikke kommer til træning. I forhold til det frivillige foreningsliv er det typisk LEDEROPGAVERNE der halter – trænerkapaciteten og styring af aktiviteten fungerer egentligt ok.

I en form for opsummering fremkom følgende udsagn, statements og informationer:
..
- Basiskvalifikationer: elementær kendskab til handicaplære og sygdomslære – epilepsi – astma – almen førstehjælp – det er vigtigt at informationen skal være funktionel i.f.t. det område man arbejder med - det kan være vanskeligt at læse vejledninger…
- Brobygning i form af person, der er med til at skabe det personlige møde – skabe kontakten og derefter forsvinde igen
- fastholdelse og opfølgning – det lange seje træk skal indarbejdes i overdragelser og brobygningsprocesser
- de professionelle skal også have en tilgang til træningen – f.eks. svømning i.f.t. halliwicksvømning…
- Samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige – støtte det frivillige men også holde det offentlige fast!! Man skal forpligtes på målsætninger og langsigtede samarbejdsprocesser.
- Idræt er leg, men også en målrettet indsats til at forbedre sig indenfor beskrevne områder.
- Idrætsuddannelsen er en pædagogisk faglig og teoretisk tænkning – færdighedstræning – anerkendelse af at der ligger en profession bag.
- Det er vigtigt at få anerkendt konkurrencen som et vigtigt element i idrættens natur.
- Det kunne være interessant at langere begrebet ”den rummelige idrætsforening.”
- Hvordan kan der etableres et samarbejde mellem de kliniske undervisningssteder og institutionsmiljøerne?
-
I Kulturministeriet er der en pulje p.t. som kan søges til den type aktivitet, hvor man støtter foreningslivet, der skal medvirke til brobygningen og inspirere til samarbejder, der medfører øgede aktivitetsmuligheder i forhold til børn med funktionsnedsættelser.