Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret
 Idræt
 
  Idrætskonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Skole og uddannelse
  Rehabilitering
  Nordisk konference
  Friluftsliv
  Idrætsrum for alle
   
   
 
Gå til: Forside > Idræt > Friluftsliv > Valnesfjord

 

Foto af mand, der fisker

Fiskeri i en af søerne. Foto: VHSS

 

Friluftsliv som rehabilitering

 

På Valnesfjord Helsesportssenter i det nordlige Norge bruges friluftsliv og idræt i stort set alle dele af rehabiliteringen, der retter sig mod både børn, unge og voksne med nedsat funktion. Selv i Helsesportssentrets arbejde med jobrelateret rehabilitering spiller friluftsliv en afgørende rolle.

 

Tekst: Bo Therkildsen 

 

Omgivet af bjerge med tinder over trægrænsen, endeløse skove og seks måneders snedække ligger Valnesfjord Helsesportssenter en times kørsel uden for Bodø og ca. 70 km. nord for polarcirklen i det nordlige Norge. Sneen ligger normalt i 1½ meters højde og hjælper med til at give lidt lys i de ellers meget mørke vintermåneder. I år har vinteren dog været nærig med sneen, så mens meteorologerne lover årtiers snestorm hjemme i Danmark, må Handicapidrættens Videnscenters to udsendte medarbejdere nøjes med 20-30 cm Sne – men dog 15 graders frost.

 

Valnesfjord Helsesportssenter (VHSS) er en landsdækkende rehabiliteringsinstitution med 120 ansatte, der hvert år har ca. 900 personer med funktionsnedsættelse på rehabiliteringsophold i 1-5 uger. Rehabiliteringstilbuddene er opdelt i tre hovedområder: Rehabilitering, som er for voksne, Habilitering, som er for børn og unge, samt Arbejdsrettet Rehabilitering, som er for voksne, der er sygemeldte fra deres job og på sygedagpenge. Fælles for alle tre indsatsområder er brugen af tilpasset idræt og bevægelse både indendørs – og især udendørs. For brugen af den storslåede natur omkring Helsesportscentret er central i alle ophold.

 

”Tilpasset fysisk aktiv er hovedvirkemidlet på VHSS. Det ved vi har en gavnlig effekt også både psykisk og socialt,” siger teamchef for Habilitering, Tove Pedersen Bergkvist.

Alle deltagere på de forskellige rehabiliteringstilbud er derfor fysisk aktive hver eneste dag. Selvfølgelig tilpasset hver enkelts evner og forudsætninger. Udgangspunktet er dog, at alle kan deltage.

 

Mestring

”Det at mestre noget er enormt vigtigt. Vi tilrettelægger aktiviteterne så ALLE oplever at mestre noget. Fx at lære at ride, hvilket kan være en skræmmende ting også for funktionsfriske. På den måde tager deltagerne noget med sig – at de tør ride. Vi har en målsætning om, at deltagerne får fokus på det, de kan – på mulighederne – i stedet for på begrænsningerne. Det er idrætten et godt middel til,” forklarer Tove Pedersen Bergkvist.

 

Helsesportssentret har et samarbejde med Norges idrætsforbund om hjælp til idrætstilbud, når folk vender hjem efter endt ophold. På den måde sørges der for, at deltagerne forbliver aktive. Af samme grund gør VHSS meget for, at forældrene til de børn, der deltager i habiliteringsopholdene bliver engagerede i processen:

”Forældre er forbilleder for deres børn, og vi ønsker, at de skal vise ansvar ved også selv at være fysisk aktive. Derfor får de en introduktion til aktiviteter, de kan lave selv, ligesom de inviteres med i aktiviteter for deres børn. Forældrene skal føle, at de har fået mere kompetence i forhold til bevægelse og sundhed i løbet af opholdet her - for det kommer deres barn til gode i det lange løb, forklarer Tove Pedersen Bergkvist.

 

 

 

Alle deltagere på Valnesfjord Helsesportssenters rehabiliteringskurser søger om opholdet gennem deres egen læge eller speciallæge. VHSS vurderer så selv, om den enkelte er egnet til et ophold. Regningen sendes til Helse Nord, som er en regional del af Norges sundhedssystem. Helse Nord har fuld tillid til, at VHSS kun tager relevante personer ind.

 

Arbejdsrettet rehabilitering

Siden 2007 har Valnesfjord Helsesportssenter haft et selvstændigt program om arbejdsrettet rehabilitering. Et forløb, der primært retter sig mod sygedagpengemodtagere, som har et ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Valnesfjord Helsesportssenter bruger i høj grad idræt, bevægelse og friluftsliv i arbejdet med deltagerne motivation og afklaring med deres egen situation.

 

Teamchef for Arbejdsrettet Rehabilitering, Jann-Hårek Lillevoll:

”Vi bruger tilpasset fysisk aktivitet blandt andet fordi, kursusdeltagerne simpelthen er i dårlig fysisk form, og derfor har de ikke overskud til et job eller anden aktivitet. At være fysisk aktiv har indvirkning på de psykiske funktioner – det løsner på fastlåste ting. Og uden for i den friske luft er der en række forskellige arenaer til refleksion. Naturen indeholder forskellige kvaliteter, som kan påvirke kursusdeltagernes humør og stemninger – for eksempel i forskellen mellem åbent landskab og et lukket skovområde. Desuden kan deltageren se sig selv i en større sammenhæng uden krav til at skulle præstere. For at være i arbejde indebærer ofte elementer af præstation og ydelse, mens man i naturen kan opleve at give slip – eller at måtte give slip – på præstation og kontrol,” siger han.

 

Ifølge Jann-Hårek Lillevoll kommer de fleste kursusdeltagerne tilbage i det det job, som de havde inden sygemeldingen. Men selve jobformidlingen er det NAV (Norges Arbejds- og Velfærdsforvaltning – modsvarer de danske jobcentre), der står for. VHSS skaber ikke job – men afklarer og forbereder kursusdeltagerne på at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er også NAV, der hidtil har betalt for kursisternes ophold på VHSS.

 

Foruden de tre rehabiliterings-teams satser Valnesfjord Helsesportssenter mange ressourcer på at blive nationalt kompetencecenter, hvilket modsvarer det at blive et nationalt videncenter herhjemme. VHSS har derfor en stor afdeling for forskning og uddannelse.

 

 

Foto af hundeslædekørsel

I den 6 måneder lange vinter er der godt ski- og hundeslædeføre! Foto: VHSS.

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om Valnesfjord Helsesportssenter på deres hjemmeside

 

 

Nyhedsmail fra handivid.dk

Nu kan du blive ajourført om opdateringer på handivid.dk.

Læs mere her

  

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk