Anmeldelse af Anne-Merete Kissow

Bogen ’Krop og Kompetence’ sætter sig for at skabe klarhed og sætte gang i en debat om centrale begreber og antagelser, som er dominerende i den aktuelle diskussion om sundhed, pædagogik og idræt. Målgruppen er alle, der arbejder professionelt med krop, læring og sundhed.

Bogen består af otte artikler af forskellige forfattere, som fra forskellige teoretiske vinkler tager fat på forholdet mellem krop og kompetence.

Niels Kayser Nielsen ser i sin artikel begrebet bevægelse i et historisk lys, og giver sine bud på, hvorfor det er moderne at tale om bevægelse.

Sine Agergaard forholder sig historisk til begrebet folkelighed og dets ændrede betydning i forhold til dannelse og læring.

Betydningen af kompetencebegrebet bliver i Gitte Wichmann-Hansens artikel set i et historisk og teoretisk perspektiv og anskuet fra mange vinkler. Hun konkluderer, at vi bruger og definerer begrebet som både viden og kunnen.

Via tre forskellige opfattelser af forholdet mellem krop og intelligens udfordrer Per Fibæk Laursen den gængse antagelse, at bevægelsesaktiviteter virker positivt på den intellektuelle udvikling. Han finder ikke belæg for denne antagelse, men pointerer, at kroppen er én blandt flere af menneskets intelligenser.

Ejgil Jespersen reflekterer over Polanyis begreb tavs viden. Han tager begrebet som udtryk for, at man anerkender, at der er noget i menneskets eksistens, der ikke kan udtrykkes ved hjælp af det konkrete sprog. Der er noget i vores gøremål, der foregår uden for bevidstheden som en ’kropslig medviden’.

Andrew Sparkes og Brett Smith nærmer sig en forståelse af, hvad en skadet krop kan betyde for personens selvopfattelse. Forfatterne tager udgangspunkt i fortællingerne om fire fodboldspillere, der får en rygmarvsskade. Her gøres det synligt, at det er vanskeligt at genvinde en følelse af værdi efter en så omfattende forandring i kropsfunktion og kropsopfattelse.

Mette Krogh Christensen skriver om erfaringsbegrebet set i forhold til udannelse. Om at lære gennem handling og derved skabe erfaringer, forstået dels som kropslig erfaring, dels som erfaring, der tilføjer elementer til livshistorien.

I bogens sidste artikel sætter Morten Hoff fokus på den aldrende krop. Han tager udgangspunkt i livshistorien og lægger vægt på forholdet mellem den oplevede krop og omverden som kilde til erfaringsdannelse.

Bogen skal ifølge forordet ses som en mosaik, og som sådan præsenterer den læseren for mange perspektiver, der ikke nødvendigvis peger i samme retning eller skaber en umiddelbar sammenhæng. Men antologien præsenterer på en overskuelig måde en række teoretiske anskuelser og begreber, som kan give værdifulde holdepunkter, når man som fagperson ønsker at reflektere over sin praksis.