Idræt giver mod på mere

Af Dorthe Christiansen

Bo Petersen er født i 1965 og opvokset i Roskilde, hvor han stadig bor. Bo var ude for en badeulykke i 1985 i Tyskland. Han sprang på hovedet og ramte bunden og kunne straks mærke, han blev lammet. Han måtte holde vejret, indtil en ven fik ham op af vandet. Efter ulykken var Bo på hospitalet i Tyskland i 10 uger, hvor han lå i stræk. Derefter otte uger på Rigshospitalet og dernæst til genoptræning på Hornbæk Fysiurgisk Hospital i ni måneder. På det tidspunkt var han meget træt af hvide kitler!

Bo arbejder i et skånejob ca. 15 timer om ugen, som medhjælper hos handicapidrætskonsulenten i København og Frederiksberg kommune. Han er landsholdsspiller i kørestolsrugby, og træner rugby et par gange om ugen plus evt. kampe i weekenden. Samtidig styrketræner han ca. 3 gange om ugen.

Da Bo blev udskrevet fra Hornbæk var han langt fra færdigtrænet. Faktisk er der her efter snart 20 år stadig mulighed for at blive bedre. Han oplever, at han fortsat kan udvikle sig bl.a. ved at dyrke idræt:

- At dyrke idræt og være i god fysisk form betyder et større overskud, styrke og udholdenhed. Overskud til at gøre flere ting i hverdagen. Alting bliver nemmere. Pludselig er det ikke en kamp at flytte kørestolen ind og ud af bilen eller at forflytte sig. Jeg tror, at utrænede må bruge meget mere tid på sådan nogle hverdagsting – hvis de da ikke har nogen til at hjælpe sig. At være i god form giver mere selvtillid og tro på, at man kan klare tingene på egen hånd. Jeg tror faktisk, at det er endnu vigtigere at være i god form, når man har et fysisk handicap. Når man først har mærket forskellen på at være i god og dårlig form, så bruger man den tid, det tager at være i god form.

- Samtlige spillere i vores klub, som træner jævnligt, er blevet betydeligt bedre, end da de startede. Bare siddestillingen. Når de starter, sidder de i stolen, som om det er en lænestol. Når de har været i gang med idrætten et års tid, så bliver stolen pludselig brugt mere aktivt, holdningen i stolen er bedre, og de har fået mere selvtillid.

En anden sidegevinst ved at dyrke idræt er, at man oplever andre med samme handicap som en selv tackle forskellige praktiske ting, og det kan man måske lære noget af:

- Når vi er ude til kampe - især i udlandet - sidder vi og lurer hinanden af: Hvordan gør de, når de forflytter sig, spiser, skifter tøj osv. Vi lærer nogle tricks af hinanden, siger Bo Petersen.

Erfaringerne fra idrætten kan altså ifølge Bo bruges i andre sammenhænge:

- Da jeg startede med idræt og skulle til turneringer i udlandet, så gjorde jeg mig mange bekymringer om alting: Var døren til toilettet bred nok, kunne jeg komme op i flyveren osv. Når man så har prøvet det nogle gange sammen med andre, så er det pludselig ikke så farligt at tage af sted på egen hånd. På den måde kan man overføre erfaringerne fra idrætten til noget nyt.

- Vi skulle fx have en ny spiller med til Tyskland. Han var meget bekymret for, hvad der skulle ske, når han skulle på toilettet – for han ville kun tisse bag en lukket dør! Men nogle gange skal man altså tisse, hvor der ikke lige er et handicaptoilet i nærheden, så gør man det måske bag en bil. Og når han ser, vi finder udramatiske løsninger på de problemer, der opstår, så lærer han også at finde sine egne løsninger. Derfor lærer man som nyskadet utrolig meget af at se, hvordan andre gør. Vi lærer i det hele taget utrolig meget af hinanden på de ture, fortæller Bo.

Idrætten har ikke blot givet Bo et bedre funktionsniveau. Han har også fået mod til at kaste sig ud i flere aktiviteter:

- Når man er i god form, får man tid til noget andet. Så tager det pludselig ikke tre timer at få tøjet på, men måske kun et kvarter, og så får du overskud til noget andet. Til et job, til frivilligt arbejde, til at gå i biografen osv, siger Bo.

For syv år siden startede Bo i et skåne. Ikke så meget af økonomiske grunde – han har sin pension og det økonomiske udbytte ved at arbejde i skånejob er begrænset. Men der er en tilfredsstillelse i at yde et stykke arbejde, som andre får glæde af. Men samtidig er det vigtigt for ham, at han arbejder med noget, han kan stå inde for – især fordi det ikke koster arbejdspladsen noget at have ham ansat. Bo udfører også frivilligt arbejde som formand for Ballerup Kørestolsrugby Klub og som kasserer i den andelsboligforening, hvor han bor. For:

- Det er min holdning, at når man er medlem af noget, så skal man også engagere sig i det og bidrage med noget, fortæller Bo.

Idrætten har ifølge Bo også været med til at få ham til at acceptere sig selv, som han er. Det betyder noget i mødet med andre:

- I starten føltes det ubehageligt at færdes ude på gaden. Jeg følte alle kiggede, og det brød jeg mig ikke om. Nu har idrætten givet mig så meget selvtillid, at det kan godt være, folk kigger, jeg ser det ikke - og jeg bekymrer mig heller ikke mere om det.

Og ikke nok med det. Bos aktive idrætsliv har betydet, at han klarer sig selv i stort set alle sammenhænge uden hjælp fra andre – bortset fra rengøringshjælpen hver 14. dag. Det betyder meget for Bo, fordi han bedst kan lide at klare sig selv. Han er dog klar over, at det ikke er alle mennesker med handicap, der har det som ham. Alligevel synes han generelt, at det er vigtigt, at mennesker med handicap forsøger at klare så meget som muligt selv, for ellers har man lagt sit liv i andres hænder – og det er der ingen, som kan være tilfredse med, mener Bo:

- På Hornbæk satte de et parameter op for den hjælp, som jeg skulle have. Men jeg vil helst klare mig selv. Jeg prioriterer at være så selvhjulpen som muligt. Jeg tror, der er mange, der automatisk får hjælpeordninger, som er givet lidt for hurtigt ud. Hvor folk måske kunne lære at klare tingene selv.

- Det kan umiddelbart virke rart at andre gør tingene for en, men hvis man ved træning kan lære at gøre det selv, så synes jeg, man skal det. For ellers kommer folk jo ikke videre med deres liv. Så tror de, at de altid skal være hjælpeløse og afhængige af andre. Det er da bedre at forsøge at presse folk lidt og vise dem, hvor meget man kan opnå gennem træning. I stedet for at have ondt af folk og i den bedste mening give dem al mulig hjælp, når de bliver udskrevet. I hvert fald burde det være sådan, at man efter et par år ser på, om der stadig er behov for al den hjælp.

Og der er heller ikke tvivl om, at Bo tilhører dem, som presser sig selv til det yderste:

- Lige da jeg blev udskrevet kørte jeg på grænsen af, hvad man egentlig kan klare. Der skulle komme en hjemmehjælper og hjælpe mig i tøjet hver morgen – men i stedet stod jeg op kl. 5.00 om morgenen for at være klar, når hun kom kl. 8.00 – jeg skulle nok selv klare det! Til gengæld faldt jeg om kuld på sengen af træthed, når hun gik! Lidt skørt, men igen – efter et stykke tid tog det mig måske kun to timer, og sådan skete der hele tiden fremskridt. Og det er altså en god fornemmelse, man får, når tingene hele tiden udvikler sig i den rigtige retning. Det motiverer en til at kæmpe lidt mere. Jeg kan jo også se det på de nye, som starter til rugby. De fleste bliver opmuntret af at se, hvor meget man kan opnå som tetraplegiker. Sådan havde jeg det også selv, da jeg startede til idræt, fortæller Bo Petersen.