Af Dorthe Christiansen

Som 17-årig er Jackie Christiansen godt i gang med en uddannelse som møbelsnedker, da et brækket ben ender med, at det ene underben bliver amputeret. Tre år senere tager Jackie med på en sportslejr for unge handicappede – og her opdager han lidt tilfældigt, at han er en talentfuld kuglestøder. I dag er Jackie Danmarks bedste kuglestøder inden for sin klasseficering, allerede udtaget til OL i Athen 2004 med det mål at vinde to guldmedaljer!

Jackie Christiansen er på interviewtidspunktet (sommer 2004) 27 år og bor i Århus sammen med sin kæreste. Han læser på 3. år til ortopædist. Jackie blev underbens amputeret, da han var 17 år. Et brækket ben var endt i koldbrand i foden. På det tidspunkt boede han i Roskilde og havde absolut ingen idrætsplaner, bortset fra at han spillede lidt fodbold for sjov. Ifølge ham selv var han lidt af en rod. Men efter amputationen skulle han bruge en masse tid på hospitalsophold og genoptræning. I starten var Jackie naturligvis lidt rundt på gulvet over, hvad der var sket. Hvorfor var det lige sket for ham? Men til sit held mødte han to livsglade damer, som også havde fået sat et ben af:

- Deres livsglæde smittede mig i en sådan grad, at jeg ikke siden har været nede over at have mistet et ben. Siden hen mødte jeg også René Nielsen (eliteidrætsudøver i atletik), og det var også en oplevelse, der gav mig gå-på-mod. Den mand har jo tacklet sit handicap helt fantastisk. Det var af stor betydning for mig som nyskadet at møde nogle rollemodeller, som kunne vise mig, at livet stadig er værd at leve, selv om man har et handicap, siger Jackie Christiansen.

Ind i idrætten

Efter sin skade begyndte Jackie at spille lidt siddende volleyball, men blev først for alvor fanget af idrætten, da han i 1997 deltog i Dansk Handicap Idræts-Forbunds idrætslejr for unge med handicap, som foregår på La Santa Sport, Lanzerote:

- På La Santa prøvede jeg kuglestød sammen med den daværende landsholdstræner i atletik Peter Brogaard og atletikudøveren Jacob Mathiesen. Det gik godt. Jeg satte uofficiel dansk rekord. Landstræneren mente, jeg havde talent, så jeg kom hurtigt med i landsholdstruppen, fortæller Jackie.

Talentet skal afprøves

Det var første gang, Jackie oplevede, at han havde et særligt talent for en sportsgren. Derfor satte Jackie sig hurtigt for at afprøve, hvor langt talentet rækker. Nu er det blevet en livsstil. Han træner seks dage om ugen i 2½-3 timer af gangen. Så dagene går med arbejde og træning. Fritid er der ikke så meget af.

Jackie flyttede sammen med sin kæreste til Esbjerg for bl.a. at få optimale træningsmuligheder op til de Paralympiske Lege i Sydney 2000 (både den daværende landstræner og Jacob Mathisen bor i Esbjerg). Men et kort øjeblik så det ud som om, Jackie måtte opgive sine drømme: I 1999 blev han opereret for en diskusprolaps, og han havde derefter blot et halvt år til at kvalificere sig til OL 2000. Til de Tyske Mesterskaber skulle han støde 13 m., men stødte 12,98 m….og kom så alligevel med:

- Man kan godt sige, at jeg var uerfaren. Men det var en kæmpe gulerod at komme med og opleve konkurrencen. At være sammen med nogle som er total sportsidioter lige som en selv. Folk går op i det med liv og sjæl.

- At gå ind på stadion i forbindelse med åbningscermonien er de fedeste 400 m. i mit liv. Publikum gik fuldstændig amok, da Australien kom ind på stadion. Det var helt vildt. Det giver automatisk lyst til, at man gider blive ved med idrætten, siger Jackie.

Jackie satte personlig rekord i kuglestød, men det rakte ikke til en medalje. Nu er kursen sat mod Athen 2004, som Jackie allerede er udtaget til i kuglestød og diskoskast. Og denne gang er målet at slå verdensrekord i kuglestød og vinde guld i diskoskast!

- Lige nu tænker jeg kun på OL. Når det er så stort, så er man meget fokuseret, fortæller Jackie.

Eliten mangler opmærksomhed

Jackie Christiansen synes, det er ærgerligt, at handicapidrætten ikke har større opmærksomhed i medierne. Når pressen endelig dukker op, handler det ofte mere om handicappet end om sporten. Det er selvfølgelig frustrerende, når træningsindsatsen og konkurrencen er stenhård – præcis som inden for raskidrætten. Tilsyneladende er der blandt sportsjournalister en formodning om, at folk ikke gider se handicapidræt:

- Folk ved ikke så meget om handicapidræt. Måske tror de, at alle vinder et eller andet. Men vi træner hårdt og skal opfylde strenge krav for at blive udtaget. Vi kontaktede en gang TV2-sporten, men de mener tilsyneladende ikke, at folk gider interessere sig for handicapidræt. Men hvordan kan de vide det, når de stort set aldrig har vist det? Hvis folk er sportsinteresserede, så er der lige så meget konkurrence i min kuglestødskonkurrence, som der er i Joakim B. Olsens (Danmarks bedste kuglestøder inden for raksidrætten, red.), siger Jackie.

Nye døre åbner sig

For Jackie giver sporten livskvalitet. Det samme gør kæresten og arbejdet. Til daglig tænker han ikke særlig meget over, at han p.g.a sit handicap har andre vilkår end de fleste andre. Det er mest, når smerterne melder sig, at han bliver irriteret over sit handicap:

- Når det gør ondt i mit ben, så tænker jeg over, at jeg har et handicap. Og så kan jeg godt være lidt negativ over det. Men man kan vende det om og sige, at hvis jeg ikke havde mistet benet, så var der mange oplevelser, jeg ikke havde fået: Fx OL i Sydney og andre store konkurrencer. Så ville mit liv havde været helt anderledes – så havde jeg måske stadig været en rod i Roskilde!, slutter Jackie Christiansen af med at sige.