Af Dorthe Christiansen

Carsten er sidst i 30´erne og bor i en større dansk provinsby. Han er skilt og har 2 børn, som er hos ham hver anden weekend. Carsten droppede ud af universitetet et par måneder før den afsluttende eksamen. Han har haft forskellige jobs som fx lagerarbejder og biografoperatør, og han har gået på idrætsdaghøjskole. Han har flere gange været idrætsinstruktør, og er stadig aktiv i en idrætsforening for sindslidende. Carsten har haft problemer med angst siden 1983. Han har tidligere været i medicinsk behandling, men får ikke medicin i dag. Carsten går til gruppeterapi.

I denne artikel fortæller han om, hvad idræt har betydet for ham.

- Som barn dyrkede jeg meget idræt. Men som voksen var der en periode, hvor jeg ikke dyrkede idræt. Men så skete der noget. Jeg havde igennem længere tid gået og haft det dårligt psykisk. En dag var jeg ude at cykle en lang tur. Jeg opdagede, at jeg efter cykelturen havde det meget bedre psykisk. Jeg fandt en indre ro, samtidig med at pulsen kørte på 150 og lungerne på fuld kraft, det var nærmest som en åbenbaring. Derfor begyndte jeg igen at cykle jævnligt og blev samtidig involveret i en idrætsforening for sindslidende, hvor jeg også var med til at løbe, spille bordtennis osv.

- For mig er piller eller cykling sådan set lige godt, bortset fra at jeg bliver træt af piller og frisk af cykling!

- Da jeg igen kom i gang med at dyrke idræt, begyndte jeg at snakke med folk om deres oplevelser med idræt. Der var fx en skizofren fyr, som fortalte, at han havde haft nøjagtig de samme oplevelser med idræt, som jeg havde haft. Han havde bare haft det i forhold til styrketræning.

- Omkring 1992 startede jeg som idræts-instruktør. Min eneste baggrund var min interesse for idræt, og min tro på at psykisk syge får det bedre af at dyrke idræt. Jeg følte næsten en vis forpligtigelse til at være instruktør, fordi jeg havde et overskud til at gøre det.

- I foreningsregi har jeg forsøgt at organisere forskellige idrætsarrangementer for indlagte patienter og andre - det har været bordtennis, løb og mountainbike. Så har vi også en lille fiskejolle i foreningen, og det er dér jeg lægger mine kræfter nu.

- Det er min erfaring, at man gerne må presse sindslidende til at komme i gang med idræt. Mange har nemlig ikke overskud til at starte af sig selv, men de ville helt klart få det bedre, hvis de var idrætsaktive.

- Psykiatriens personale har ikke den rette indstilling til idræt for sindslidende. Jeg har ofte hørt personalet sige Ahvis du har det skidt i dag, så må du vist hellere sætte dig ned og slappe af@. Når der er blandet behandlere ind i idræt for sindslidende, så vil de altid først og fremmest se sig selv som nogle, der skal behandle på folk. Der vil altid være et skel mellem behandlerne og os. Men når det handler om idræt, så skal man kun fokusere på idræt og ikke på sygdom. Det er det, idrætsfolk er gode til: De ser ikke først og fremmest på, om du har haft en dårlig barndom, men om du kan ramme bolden! Derfor vil det være en fordel med nogle idrætspersoner i psykiatrien. For det er rart, når der ikke hele tiden bliver behandlet på én, samtidig med at man får det psykisk bedre af at dyrke idræt.

- Når man dyrker idræt, så leger man mange situationer, som indirekte konfronterer én med de problemer man har. I idrætten glemmer man alt andet end situationen: Man løber efter bolden, bliver forpustet osv. Jeg kalder det "de ærlige bens tyngde". Du fokuserer på aktiviteten og glemmer at tænke på, om du fungerer godt socialt, når du løber efter den samme bold som modstanderen. Dermed kommer du i praksis til at fungere bedre socialt, end du troede, du kunne.

- Det er ikke sådan, at man efter idrætsaktiviteten tænker "der lærte jeg sgu noget socialt". Men på en eller anden ubemærket måde, bliver de erfaringer og sociale øvelser du laver til idræt omsat til situationer, som intet har med idræt at gøre. Du får nogle reaktionsmønstre og noget tillid til dig selv, som du kan bruge i andre sammenhænge. Du får nogle kompetencer, som påvirker din dagligdag til det bedre. Man kan sikkert opleve den samme kompetence-overførelse andre steder end i sporten. Der kan sikkert ske det samme ved at synge i kor.

- Jeg har deltaget i flere forskellige idrætstilbud for psykisk syge: I en idrætsforening for psykisk syge, dagidræt for psykisk syge og idrætsfestivalen i Vejle. Jeg er meget glad for, at de tilbud eksisterer. For mig har det i perioder været de eneste tilbud, jeg har haft mod på at deltage i sammen med andre. Andre gange har jeg haft mod til at få fat i en kammerat og fået ham til at stille op sammen med mig i et cykelløb.

- Det er vigtigt med bredden i de tilbud der er til sindslidende. Man skal være opmærksom på, at sindslidende er lige så forskellige som alle andre, og derfor har brug for lige så forskelligartede tilbud. En anden ting er, at psykisk syge kan forandre sig. Man kan være meget syg i en periode, og så kan man forandre sig og blive rask. Dermed forandrer ens behov for idræt sig også.

- Jeg har sammen med 5 andre været med til at sætte et hold til idrætsfestivalen i Vejle. Vores ambition var, at vi ville stille et hold, som udelukkende bestod af psykisk syge. I modsætning til mange af de andre hold, hvor det ofte er sådan, at der er 3 plejere med til 3 idrætsudøvere, det kan der måske være gode grunde til. Men vi ville udnytte, at vi var nogle, som kunne lave et hold for os selv. Vi var det første rene brugerhold til idrætsfestivalen. Men når vi gør det ud fra vores egne interesser, vores egne oplevelser og ud fra vores egne evner, så gør vi det på en måde, som minder om den, man gør det på som almindelig borger, fortæller Carsten.