Af Dorthe Christiansen

I juni 2001 brækkede Karina Lauridsen som 25-årig ryggen i forbindelse med en faldskærmsulykke. Efterfølgende var hun i lang tid indlagt til genoptræning på Klinik for Tetra- og Paraplegi - tidligere Hornbæk Fysiurgisk Hospital. I denne artikel fortæller hun - mens hun er indlagt - om sine oplevelser med at være igennem et genoptræningsforløb. Da interviewet finder sted, er der et par uger til hun skal udskrives.

- Jeg har været indlagt siden sidst i juni 2001. Det første stykke tid, var jeg tilfreds med genoptræningen. Men efter jeg har lært en masse ting, har det ikke været tilfredsstillende. Jeg synes, at stedet skal være med til at motivere de indlagte til at gøre nogle ting, i stedet har jeg oplevet det som om, de forsøger at tage modet fra mig. Jeg spurgte fx om mine idrætsmuligheder, og de var bare så dårlige til at vejlede mig. De var nærmest ligeglade. De sagde blot til mig, at jeg kunne kigge på internettet.

- Personalet er ufatteligt dårlige til at lave noget for unge mennesker. Jeg har hørt, at de skulle have en idrætsforening heroppe, men jeg er aldrig stødt på den. Det er sikkert fordi, der er mange ældre indlagt - og så laver de programmet efter dem. I øjeblikket er vi ret mange unge indlagt, men de bliver ved med at køre programmet efter samme rille. Fysioterapien er også for ringe, de er ikke gode til at motivere en, de stiller ingen krav.

- Idræt bliver ikke brugt som en del af genoptræningen. Men når man er ung har man brug for mere end almindelig genoptræning. Man har brug for at finde ud af, at man godt kan komme ud i samfundet og møde andre mennesker. At man kan tage i svømmehallen, selv om man er afhængig af offentlige transportmidler. De har en idékasse heroppe. I den har jeg lagt en seddel med et forslag om, at vi får en idrætskonsulent herud eller besøger en idrætsforening for at se, hvad man kan. Der er intet sket. Men når de kan arrangere, at vi tager på besøg til Christiania, så er det vel også muligt at arrangere et besøg i en idrætsforening? Men problemet er, at turene skal være for flertallet - og de ældre er måske ikke så vilde med idræt.

Der sker ingenting efter kl.16.00

- Efter kl. 16.00 er der fuldstændig dødt her. Du kan se fjernsyn, spille computer osv. Det er op til dig selv at søge mulighederne. Der ligger blade rundt omkring på stedet, som fortæller om nogle af mulighederne. Men for mange er der langt fra at læse om idræt i et blad og så rent faktisk tage ud i en forening - for hvad med transporten? Fx ville jeg gerne ud at ride, men det har ikke været muligt at komme frem med offentlig transport. Til gengæld har jeg udover kørestolsbasketball gået til handicap-svømning i Lyngby svømmehal. Jeg har haft en af de andre indlagte med til svømning, så han kunne opleve det. Jeg har helt sikkert brugt idræt til at komme lidt væk herfra, siger Karina.

- Jeg har altid været idrætsaktiv: Faldskærmsudspring, svømning, dykning og surfing. Jeg har i det hele taget dyrket mange frilufts-aktiviteter. Derfor har det også efter ulykken været naturligt for mig at søge idrætten. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden idræt. Det er en sund måde at komme væk fra hverdagens strabadser.

- Da jeg hørte om Dansk Handicap Idræts-Forbunds idrætslejr på La Santa Sport, Lanzarote, fangede det derfor også straks min interesse (Idrætslejren foregik i uge 48 2001). Jeg glæder mig meget til at tage af sted. Jeg betaler selv for turen, og jeg har ikke hjælper med. Det her er noget JEG har brug for at gøre på egen hånd. Jeg har stadig brug for at flytte nogle grænser - jeg har egentlig nok mere brug for at gøre det nu end tidligere. Det er en måde at bevise over for mig selv, at jeg godt kan gøre ting på egen hånd, selv om jeg bruger hjælpemidler.

- Jeg tager også af sted for at opleve mere handicapidræt og være på ferie med nogle andre handicappede. Jeg har tænkt mig at satse meget på svømningen, og umiddelbart kunne jeg godt tænke mig at blive konkurrencesvømmer - eller i hvert fald dyrke svømning på højt niveau.

- Jeg er da blevet inspireret af handicappede eliteidrætsudøvere, og de har motiveret mig til at gøre noget ekstra. Jeg vil da også gerne have mit billede i Handicapidræt næste gang der er Paralympic. Desværre hverken ser eller hører man så meget til handicapidræt.

- Jeg kan bruge eliteidræt til at bekræfte over for mig selv, at jeg godt kan yde noget ud over det sædvanlige. Jeg er god til at motivere mig selv. Jeg er stædig og giver aldrig op. Der findes en plakat med en stork, som har en frø i munden. Teksten til plakaten er: "Never give up". Det er mit motto.

- Jeg vil gerne vise omverdenen, at de ikke skal behandle mig anderledes, selv om jeg er kørestolsbruger. Jeg er stadig den samme og vil behandles som før. Men desværre er mange mennesker ufattelig uvidende og bange. De tror, at der også er noget galt med hovedet, når man sidder i kørestol.

- Jeg prøver at være mere glad og udadvendt nu, end jeg var før. Før tog jeg alting for givet, livet var en selvfølge. Nu sætter jeg mere pris på alting. Når man er glad, smitter det af på andre. På en måde er jeg tvunget til at være mere udadvendt. Jeg er nødt til at opsøge tingene, de kommer ikke til mig.

- Jeg er glad for, at min kæreste blev hos mig. I starten var jeg meget bange for, at han ville forlade mig, fordi han ville synes, jeg var en hæmsko. Men vores forhold er kun blevet stærkere af det. Vi har begge to fået øjnene op for flere ting. Meget af det, som vi plejer at gøre, kan vi måske ikke gøre, som vi plejer, men så finder vi bare en anden løsning. Vi skal bare være opfindsomme og kreative. Og først og fremmest skal vi have gå-på-mod. Vi har fx altid vandret meget i fjeldene og overnattet i telt, hvor vi nu kom frem. Vi kan stadig vandre, men vi er nødt til at planlægge det lidt mere: Følge stierne, bruge campingpladserne.

- Men jeg er sikker på, at vores dagligdag bliver den samme. Nu har vi fået en ny lejlighed, hvor jeg kan komme rundt. Vi kan stadig være fælles om alting, siger Karina Lauridsen.