De fleste, der dyrker idræt, gør det, fordi kropslig udfoldelse har værdi og mening i sig selv. Idræt er en måde at udfolde og udtrykke sig på som menneske Men der er efterhånden mange erfaringer der viser, at idrætsdeltagelse også kan have værdier, der ligger uden for selve aktiviteten. Idrætten antages f.eks. at være med til at udvikle individets selvopfattelse og identitet (1).

For et menneske, der har nedsat funktionsevne, kan disse ’sidegevinster’ få ekstra stor betydning. Idrætten kan være en vej til at blive deltager i det sociale liv. Især Hutzler (2) har vist, at idrætsdeltagelse indebærer mange psykologiske og sociale fordele for mennesker med handicap. Han var den første, der introducerede begrebet ’empowerment’ i forbindelse med handicapidræt, og en række andre forskere har taget tråden op. Hutzler knytter empowerment sammen med Banduras begreb ’self-efficacy’ - oplevelse af handlekraft (3).

Idéen om empowerment har rødder i pædagogiske idéer fra 70’erne (4). Den bygger på troen på, at mennesket har magt til at tage styring i deres eget liv og være involveret i de mange små ’samfund’ som deres liv består af. I forhold til handicapidræt kan følgende definition anvendes: Empowerment er processen mod at øge sin personlige, sociale eller politiske magt, så man kan handle mod at forbedre sin livssituation. (5).

Hovedprincipperne i denne proces er ifølge Hutzler (2) at a) fysisk udfoldelse fører til forbedret funktion, b) mestringsoplevelser medfører øget oplevet handlekompetence,

c) større tillid til kroppen forbedrer selvopfattelsen og selvagtelsen

d) mentale problemer som store følelsesmæssige udsving bliver mindre alvorlige og e) højere aktivitetsniveau fører til øget social accept.

Blinde & Taub (6) finder at deltagelse i idrætsaktiviteter er forbundet med tre elementer, der bidrager til empowerment: Oplevelse af sig selv som social aktør, forbedret evne til at nå sine mål og social integration.

Det har også vist sig, at idrætsdeltagelse i fritiden kan udvide den sociale radius og erfaring hos de enkelte og anspore til at igangsætte aktiviteter på andre områder.

Denne sammenhæng bliver tydelig i forholdet mellem idrætsdeltagelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Schüle (7) har vist, at idrætsaktive mennesker med handicap er erhvervsaktive i dobbelt så høj grad som ikke-idrætsaktive. De idrætsaktive føler sig desuden mere selvstændige og oplever sig selv som et aktivt og produktivt medlem af samfundet

FN giver følgende definition af rehabilitering:

En målrettet og tidsbegrænset proces med det formål at gøre en skadet person i stand til at opnå et optimalt mentalt, fysisk og/ eller socialt funktionsniveau og således give ham/hende redskaber til at forbedre hans/hendes eget liv (8)

Set i ovenstående perspektiv kan deltagelse i idrætsaktiviteter ses som både mål og middel i rehabiliteringsprocessen, og kan som sådan være et supplement til og en forlængelse af genoptræningsforløbet.

I dette projekt undersøges, hvilken betydning det har, set ud fra såvel deltagernes som personalets perspektiv, at der tilbydes idrætsaktiviteter som en del af genoptræningsforløbet på Klinik for Para- og Tetraplegi (KPT).

Formålet er at skabe et aktivitetstilbud til de patienter, der til enhver tid er indlagt på KPT. Tilbuddet skal ses som et supplement til den daglige, målrettede genoptræning, og det skal have et rehabiliterende sigte. Det betyder, at det skal give den enkelte mulighed for at opleve egne ressourcer og opfatte sig selv som kompetent deltager i et socialt fællesskab. Desuden skal aktiviteterne støtte deltagerne i at etablere et aktivt fritidsliv og dermed understøtte den handicappedes tilknytning til samfundet.

Formålet er derfor ligeledes at øge kontakten mellem den organiserede frivillige idræt og KPT.

Beskrivelse af Klinik for Para- og TetraplegiKlinik for Para- og Tetraplegi (KPT) er en afdeling af Rigshospitalet, Nerurocentret, som har til opgave at behandle patienter med rygmarvsskader. Hospitalet modtager sine ialt 42 patienter fra Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm samt Færøerne og Grønland og i mindre udstrækning fra Fyn og Jylland.

Patienter har ved indlæggelsen ofte udbredte lammelser, som kun i et vist omfang fortager sig igennem en lang genoptræningsperiode på gennemsnitlig 6-8 måneder.

For langt de fleste patienter bliver der tale om et varigt handicap. Dette enten som permanent kørestolsbruger og/eller med en nedsat gangfunktion som oftest ved brug af specielt tilpassede hjælpemidler. Øvrige handicaps såsom blære-tarm problemer og nedsat håndfunktion kræver også specielle hjælpemidler, der ligeledes søges tilpasset under indlæggelsen.

Under indlæggelsen på KPT genoptrænes flest mulige af de mistede funktioner gennem et intensivt træningsprogram, så patienterne kan fungere i hjemmet og i samfundet med den bedst mulige livskvalitet.

I langt de fleste tilfælde må patienterne under indlæggelsen tage stilling til stort set hele deres livsgrundlag, da den nye situation ofte kommer til at have indvirkning på bolig, arbejde, fritid samt deres sociale liv i øvrigt.

Et projekt som dette vil antagelig have en stor og positiv indvirkning på en organisation som KPT. Man vil være i stand til at benytte/udnytte husets faciliteter i eftermiddags- og aftentimerne til gavn for patienterne, som ofte oplever huset som værende ’dødt’ efter kl. 15.45.

Vi tror samtidig på, at det vil øge det sociale fællesskab i huset på tværs af personalegrupper og på tværs af afdelinger.

Et af Perspektiveringprojektets formål er at øge kontakten imellem den organiserede frivillige idræt og KPT. Herigennem anspores sandsynligvis et øget antal patienter til at fortsætte med at dyrke idræt efter udskrivelsen evt. med tilknytning til én af de mange handicapidrætsklubber rundt om i landet. Dette vil støtte DHIFs bestræbelser på at rekruttere nyhandicappede til den frivillige idræt.

Aktivitetstilbuddet skal bygge på en pædagogiske tænkning, der kendetegner frivillig idræt og bevægelsesaktivitet:

Aktiviteterne sættes i gang på en idrætsdag i samarbejde med ’Sportsgruppen’ (tværfaglig gruppe der arrangere sportsdage ca. 4 gange årligt) på KPT, hvor deltagerne kan afprøve forskellige aktiviteter. På baggrund heraf vælger deltagere og undervisere i fællesskab, hvilke aktiviteter der skal tilbydes de næste tre måneder.

Det er realistisk med 2-3 parallelle aktivitetstilbud, alt efter, hvordan interessen og ressourcerne er hos den aktuelle deltagergruppe. Efter tre måneder arrangeres en ny idrætsdag, og man vælger evt. andre aktiviteter for den næste periode.

En tre måneders træningsperiode skal give deltagerne mulighed for at opleve, at de udvikler færdigheder og bliver dygtigere inden for det område, de har valgt. Dermed vil de kunne få en klarere fornemmelse af, om det er noget, de har lyst til at arbejde videre med.

Mulige aktviteter kan f.eks. være:

Bordtennis, basketball,styrketræning, aerobic, kørestolsdans, svømning, vandgymnastik, vandleg, vandvolleyball, boccia, skydning, bueskydning, hockey, kørestolsfodbold, sejlads, præcisionsorientering, udeliv, fægtning, Tilbuddet tænkes koordineret med de aktiviteter, der arrangeres af ’Sportsgruppen’ og evt. også med den eksisterende holdtræning på KPT.

Som udgangspunkt tilbydes træning to gange om ugen. Det er tænkt at tilbuddet skal ligge udenfor den almindelige træningstid, d.v.s. sidst på eftermiddagen og om aftenen. Dette kan dog tilpasses efter, hvilke aktiviteter, der er i gang, og efter hvor selvstændigt de aktuelle deltagere kan træne.

Træningen organiseres og styres af idrætsinstruktører ’udefra’ i samarbejde med 1 terapeut fra KPT.

Idrætsinstruktørerne skal have en idrætslig baggrund og gerne have praktisk erfaring med handicapidræt.

Der vil også være mulighed for at deltage i træningen i lokale idrætsforeninger. På tværs af igangværende aktiviteter kan etableres fælles tema-aftner med emner, der kan være af fælles interesse for alle, f. eks. kropsbevidsthed, afspænding etc., hvilket evt. vil være i samarbejde med en ’gæsteinstruktør’.

Undersøgelsen fokuserer på de involverede personers oplevelse af aktiviteternes betydning. Der vælges derfor et kvalitativt undersøgelsesdesign (9). Data indsamles gennem interviews af de personer, der deltager i aktiviteterne samt af udvalgte nøglepersoner inden for personalegrupperne terapeuter, instruktører, plejepersonale og sportsgruppe på KPT. Der anvendes interviews af et analytisk, problemcentreret tilsnit, hvilket indebærer, at feltet forinden afgrænses via litteratur og samtaler med patienter, der tidligere har gennemgået et længere rehabiliteringsforløb på samme eller tilsvarende institution. Der er tale om semi-strukturerede interviews, styret af en interviewguide. Interviewguidens spørgsmål opstår gennem en operationalisering af undersøgelsens problemstillinger. Der er således tale om to forskellige sæt af spørgsmål, henholdsvis til de deltagende patienter og til personalet.

Alle interviews transskriberes og renses for fyldord og passager, der vurderes som ubetydelige for undersøgelsens fokus. Materialet analyseres med metoden ’Meaning Condensation’ (10). De udsagn, som vurderes at være essentielle i forhold til problemstillingen, tematiseres ud fra de hovedtemaer, der udgør operationaliseringen af problemstillingen, og som også er hovedtemaer i interviewet. Der kan desuden i analysen opstå nye temaer af datamaterialet. Ud af de tematiserede udsagn trækkes en komprimeret, kortfattet formulering af, hvad den enkelte deltager udtrykker om problemstillingens hovedtemaer.

’Meaning Condensation’ anses som en fænomenologisk funderet metode, der forsøger at forstå fænomenet ud fra den enkelte informants perspektiv. Metoden gør det imidlertid også muligt at kategorisere udsagn og dermed opnå en indikation af udbredelsen af en given oplevelse i hele den undersøgte population. Fordelen ved dette er, at den samme metode vil kunne anvendes i en undersøgelse af en større population, hvis det viser sig at være relevant eller ønskeligt.

Validiteten af undersøgelsen søges sikret gennem en strategisk udvælgelse af informanterne, gennem en interviewmetode, hvor svarene søges valideret i løbet af samtalen, og ved at der er åbenhed om kriterierne for fortolkning af data.

Desuden forankres resultaterne i fagteorier og begreber på området, hvilket også anses for at øge validiteten.

Afhængig af tildelig af økonomiske midler vil projektet kunne begynde i foråret 2003, og projektperiodens varighed er 1 år.

Herefter opsamles resultaterne, og en vurdering af forløbet foretages. Dette kan forventes afsluttet i december 2004.

Mette Molin Nefling, Hornbæk og Anne-Merete Kissow, Handicapidrættens Videnscenter tilbyder at udarbejde ansøgning om fondsmidler til projektet og være med i organiseringen af det praktiske forløb.

Jesper Hviid, handicapidrætskonsulent i Frederiksborg Amt, tilbyder at være kontakten til den frivillige idræt og kan dermed i et vist omfang lægge kræfter i at få projektet i gang.

Der tages kontakt med konkrete personer med idrætserfaring inden for handicapidrætten for at undersøge, om de vil være med til at ’løbe projektet i gang’.

Projektbeskrivelsen er udarbejdet af: Mette Molin Nefling og Anne-Merete Kissow / 27.09.02.

1. Stelter,R.(1995):Med kroppen i centrum. Idrætspsykologi i teori og praksis. Dansk Psykologisk Forlag.

2. Hutzler,Y.(1990): The Concept of Empowerment in Rehabilitative Sports. I: Doll-Tepper,G. m.fl.(red):Adapted Physical Activity: An interdiciplinary Approach. (s. 43-51) Springer- Verlag, Berlin.

3. Bandura;A.(1997): Self-efficacy: The Exercise of Control. W.H.Freeman and Company, N.Y.

4. Freire,P.(1974): De undertryktes pedagogik. Gyldendal, Oslo.

5. Pensgaard & Sorensen (2002): Empowerment Through the Sport Context: A Model to Guide Research for Individuals With Disability. I: APAQ, vol.19, nr.1, januar 2002.

6. Blinde,E.M. & Taub,D.E. (1999): Personal Empowerment through Sport and Physical Fittness Activity: Perspectives from from Male College Students with Physical and Sensory Disabilties. I: Journal of Sport Behaviour, 22, s.181-202.

7. Schüle,K: (1987): Effektivität und Effizienz in der Rehabilitation. Zum Stellenwert von Bewegungstherapie und Sport. Sankt Augustin: Richarz.

8. United Nations (1982): World Programme of Action Concerning Disabled Persons. New York.

9. Knizek,B.L. (1998): Interview – design og perspektiv. I: Lorensen,M.(red): Spørsmålet bestemmer metoden. Forskningsmetoder i sykepleie og andre helsefag. Universitetsforlaget, Oslo.

10. Kvale,S.(1997): Interviews- An Introduction to Qualitative Research Interviewing. SAGE Publications. Californien.