Kendt

- uden at ville være det!

Af Dorthe Christiansen

- Som kørestolsbruger går jeg ikke glip af ret meget. Man skal blot udnytte sine muligheder og være glad for det man laver. Egentlig tror jeg, at mange kørestolsbrugere i højere grad end gående bruger deres muligheder. For der findes jo uendelig mange muligheder, og vi bruger kun en brøkdel af dem, siger Cathrine Guldberg.

Cathrine Guldberg er 35 år og bor i Ballerup med sin mand og sin datter på snart seks år. Hun venter sit andet barn til august 2004. Cathrine har været paraplegiker siden 1989, hvor hun kom til skade på en skitur. Før skaden var hendes fremtidsplan at blive sygeplejerske. Det blev i stedet til en uddannelse som kontorassistent i Føtex, hvor Cathrine har arbejdet lige siden på almindelige vilkår. I de første år på fuld tid, siden på nedsat tid 28 timer om ugen.

Cathrine er gået ned i tid, fordi hendes datter Sarah er døv. Det har betydet, at Cathrine har lært tegnsprog og en masse andre nye ting. Hun deltager fortsat på tegnsprogskurser mindst fire uger om året. Og når man som Cathrine selv har et handicap og samtidig har et barn, som er døvt – så skal man regne med at bruge en del tid på læge – og hospitalsbesøg:

- Da jeg var på fuld tid betød det, at jeg ofte måtte bede om fri. Det fik jeg dårlig samvittighed over. Derfor er jeg gået ned i tid, så jeg har fri en dag om ugen. Det er muligt, fordi jeg har et døvt barn. Min fridag kan jeg så bl.a. bruge til hospitalsbesøg og møder med min datters sagsbehandler. Jeg arbejder dog fortsat på almindelige vilkår blot med nedsat timetal, og det har jeg det rigtig godt med, fortæller Cathrine.

Instruktør i siddende aerobic

Cathrine har altid været fysisk aktiv. Det betyder meget for hende at være veltrænet og velplejet. Som kørestolsbruger er det ifølge Cathrine svært at tabe sig – så hvis man som Cathrine ønsker at spise det samme som alle andre, ja, så kræver det, at man bruger sig selv fysisk. Der er også livskvalitet i at føle sig godt brugt fysisk.

Cathrine er Danmarks eneste instruktør i siddende aerobic, som selv har et handicap. Hun blev fanget af idrætten, da hun deltog på et siddende aerobichold:

- Derfor undersøgte jeg mulighederne for at tage en uddannelse som aerobicinstruktør. Jeg fik en snak med Bettina Borg fra Fitness Consulting som uddanner aerobic – og fitnessinstruktører. Hun anbefalede uddannelsen som fitnessinstruktør, fordi jeg kunne deltage i det meste, fortælle Cathrine.

Cathrine var den eneste kørestolsbruger på holdet. Hun gennemgik forskellige muskelgrupper og lærte, hvordan man træner dem. Efterfølgende tog hun en masse enetimer i siddende aerobic, hvor hun lærte, hvordan man bruger musikken og takterne. I dag instruerer Cathrine et hold i siddende aerobic hver søndag i Grøndalscentret. Hun vil egentlig gerne udbrede kendskabet til og tilbudet om siddende aerobic. Men hun mangler tiden – og ifølge hende selv – måske modet til virkelig at satse på siddende aerobic:

- Lige da jeg havde taget uddannelsen havde jeg planer om at komme ud og undervise på fx Hornbæk Fysiurgisk hospital og PTU. Men jeg havde ikke mod på at søge orlov et år og se om det kunne bære, siger Cathrine.

Arbejdet som instruktør og Cathrines aktive livsstil har haft den positive sidegevinst, at hun har holdt sig fri for skader og rygproblemer.

I søgelyset

En af de største ulemper ved at være kørestolsbruger er ifølge Cathrine, at der altid bliver lagt mærke til en, og så er hun godt træt af folks medlidenhed. Hun har et godt og spændende liv, som ikke er så forskelligt fra andres:

- Som paraplegiker er mit liv ikke anderledes end andre menneskers. Jeg har et godt liv som kørestolsbruger. Jeg ser ikke mig selv som kørestolsbruger, men som Cathrine. Det eneste tidspunkt, hvor det for alvor er besværligt at være kørestolsbruger, er, når jeg ikke kan finde et handicaptoilet…derfor kan man sige, at de ydre rammer kan skabe problemer, men ellers klarer jeg mig selv, præcis som alle andre. Så lad være med at have ondt af mig. Det har jeg overhovedet ikke brug for!

- Jeg går ikke glip af ret meget. Man skal blot udnytte sine muligheder og være glad for det man laver. Egentlig tror jeg, at mange kørestolsbrugere i højere grad end gående bruger deres muligheder. For der findes jo uendelig mange muligheder, og vi bruger kun en brøkdel af dem.

- Jeg er træt af at være kendt uden at ville være kendt. Jeg får meget opmærksomhed, som jeg ikke har bedt om. Som kørestolsbruger er jeg i søgelyset hele tiden. Men mit liv fungerer fint – jeg rummer så meget, som ikke har noget med kørestolen at gøre. Derfor kan jeg også være træt af bordherrer, som indleder vores samtale med at spørge, hvorfor jeg sidder i kørestol. Jeg gider ikke altid snakke om mit handicap. Jeg er et privat menneske, siger Cathrine.

Men Cathrine er et menneske, man lægger mærke til. Kørestol eller ej. Hun har en flot udstråling, og der er ikke tvivl om, at hun har meget at byde på som menneske. I Cathrines univers fylder kørestolen meget lidt – det er livets skrøbelighed, som har gjort størst indtryk:

- Det sværeste har ikke været at blive kørestolsbruger, det er nogle af de andre ting, som jeg har oplevet, som har været svære. At miste min far, da jeg var 17 år. Det gjorde også ondt i starten, da jeg opdagede, at min datter er døv. Jeg skulle lige lære hendes verden at kende. Nu ved jeg, at hun sagtens kan få et godt liv. Men angsten for at miste dem omkring mig sidder i mig. Det er i forhold til det, livet kan være svært, fortæller Cathrine.

Fremtid

Som mange andre filosoferer Cathrine en gang imellem over, om hun vil være kontorassistent resten af sit liv. Eller er der andre områder, hvor hun i højere grad vil kunne gøre nytte og samtidig bruge sig selv?:

- Alle disse tanker fik mig til for et år siden at starte på en fire-årig uddannelse som psykoterapeut. Jeg mener selv, at jeg har meget at give andre. At jeg kan bruge mine erfaringer til at hjælpe andre. Uddannelsen som psykoterapeut har jeg valgt for min egen skyld og ikke fordi, det er det mest fornuftige. Og selv om jeg er meget glad for mit nuværende arbejde, er det min drøm en dag at arbejde som psykoterapeut, fortæller Cathrine Guldberg.

Skrevet foråret 2004