Referat af foredrag holdt af Kari Koivumäki fra Finlands undervisningsministerium på netværksseminar i Vejle-Centret d. 15. september 2005.

Jeg har arbejdet inden for området "tilpasset fysisk aktivitet" i ca. 30 år. Siden 1980 har jeg arbejdet i undervisnings-ministeriet, hvor ansvaret for den nationale idrætspolitik ligger.

Videnscentret har bedt mig fortælle om vores lokale system for tilpasset fysisk aktivitet (APA) i kommunerne. Det er noget, ikke alle skandinaviske lande har. Når jeg taler om APA mener jeg ikke kun handicapidræt, og jeg vil fortælle jer lidt senere, hvorfor konceptet APA har været lidt bredere.

Jeg har deltaget i mange internationale konferencer om APA siden 1982, da UNESCO arrangerede et internationalt symposium i Washington.

Først vil jeg fortælle jer om den nationale administration for tilpasset idræt/adapted sport i Finland. I Danmark har I kulturministeriet, sundhedsministeriet, og undervisnings-ministeriet, der alle har del i sporten, men i Finlands undervisningsministerium har vi afdelinger for sport, undervisning og sundhed. Når jeg repræsenterer APA skal jeg arbejde sammen med 14 andre kolleger fra de andre afdelinger, for APA kan ikke håndteres, hvis det er for adskilt fra andre sektorer af fysisk aktivitet.

For 25 år siden lavede vores ministerium en national plan for, hvordan man skulle udvikle tilpasset fysisk aktivitet / APA i hele Finland på lokalt plan. I 1990 lavede vi et service-tjek på planen: Hvad virker, hvad virker ikke, hvad skal der gøres nu?

Planen er baseret på følgende principper:

1. princip: Så meget græsrods-aktivitet som muligt. Det sker ude i kommunerne, på lokalt plan. Vi må have lokale APA-instruktører. Vi kan ikke overlade det hele til handicapidræts-foreningerne, for det er ikke alle med handicap, der melder sig ind i en klub. Derfor må vi have andre tilbud også.

2. princip: Ligestilling af handicapidrætten. Dvs. flere penge fra staten til handicapidrætsorganisationerne. De sidste 30 år er tilskuddene steget lidt efter lidt hvert år.

3. princip: Samarbejde mellem idrætten og sundhedssektoren. Idrætssektoren kan ikke håndtere disse opgaver alene.

4. princip: Uddannelse af APA-eksperter er meget vigtig. Ministeriet talte meget med universitetssektoren og sportsinstitutterne, og spørgsmålet var: Hvordan kunne man forbedre uddannelsen af idrætslærere i forhold til APA.

I dag har vi i Finland ca. 100 idrætslærere som er specialiseret på dette område.

5. princip: Flere handicap-tilgængelige idrætsfaciliteter. Vi har udgivet bøger om tilgængelighed. De må omskrives ca. hvert 5. år. Ligesom i de andre skandinaviske lande er der stadig lang vej igen, før alt er tilgængeligt.

6. princip: Aktivt internationalt samarbejde om APA.

7. princip: Landsdækkende koordinerende organ. Det Europæiske Charter for Idræt for Handicappede (1986), udarbejdet af Europarådet, foreslår, at der skal være et nationalt koordinerende organ for APA i hvert land.

8. princip. Den nationale sportsadministration skal forpligte sig på APA-området. For 25 år siden var der ikke meget fokus på APA, men det er der nu. Der skal være en specialiseret enhed for APA i den nationale sportsadministration.

De ældre udgør en femtedel af Finlands befolkning, svarende til 1 million borgere. 60 pct. af dem har et handicap eller en kronisk sygdom af en eller anden slags. Det svarer til 10 pct. af hele befolkningen.

For de ældre er det endnu vigtigere end for de yngre at tage del i bevægelsesaktiviteter af en eller anden slags. APA-instruktørerne skal kunne noget på det område.

Mennesker med handicap udgør ca. 500.000, også ca. 10 pct. af befolkningen: Bevægelseshandicap, sanse- og kommunikationshandicap, psykiske handicap.

Kronisk syge udgør 1 million personer, svarende til en femtedel af befolkningen. Den største gruppe er hjerte/kar sygdomme.

Så dette er ikke en minoritets-bevægelse!! Den bør spille en stor rolle i den nationale idrætsbevægelse.

Jeg vil ikke gennemgå historien, for den er kendt i de andre skandinaviske lande også.

Det er 40 år siden, handicapidrætten blev stiftet i Finland. For 30 år siden startede vi uddannelse i APA på universitets-niveau. I 80’erne lavede vi den nationale udviklingsplan, som var færdig i 1981. Jeg var sekretær i den komité og er stadig aktiv på området. Fra en idrætspolitisk vinkel er det et spændende og vigtigt område at arbejde i. 1980’erne var en spændende periode, hvor vi fik stadig flere penge og mere opmærksomhed (ligesom i de andre nordiske lande).

Statens idrætsbudget for 2005 er ca 90 millioner Euro. Heraf går 5 pct. til APA.

Staten giver tilskud til kommunerne (850.000 Euro pr. år), så de kan hyre APA-specialister. Vi har i Finland ca. 90 fuldtids APA-specialister i de 90 største byer i landet. Kommunerne betaler halvdelen af udgifterne til deres løn, godt og vel. De organiserer APA-aktiviteter for ca. 3.000 grupper hver uge.

Vi har 14 nationale handicapidrætsorganisationer (ikke 1 som i Danmark!), og de deler 2,1 millioner Euro.

Der er afsat ca. 15 millioner Euro til at gøre idrætsanlæg tilgængelige – det er en af mine opgaver at være i kontakt med den person i ministeriet, som fordeler dem.

Der er også et budget til børneaktiviteter, og nogle af dem skal bruges til børn med handicap, enten som inkluderende aktivitet eller som handicapidræt.

Som nævnt er der fordelt over kommunerne ansat ca. 90 idrætsinstruktører for særlige grupper, eller APA-specialister, som vi kalder dem. De organiserer aktiviteter for flere end 80.000 mennesker hver uge, fordelt i 3.000 grupper. Det er ikke de samme mennesker, som går til handicapidræt, men det er noget ekstra for dem, som ikke er med i handicapidræts-klubber eller pensionistforeninger. Som I ved, er det kun et mindretal, der er så aktive, at de deltager i handicapidræts-klubber eller andre klubber. Så vi organiserer på kommunalt niveau aktiviteter, som de kan tage del i uden at være medlem. Disse 3.000 lokale grupper får desuden hjælp af ca. 400 deltidsansatte idrætsinstruktører, hvoraf nogle måske kun arbejder 3-4 timer pr. uge, andre mere.

De ældre er den største deltagergruppe. Det er ikke nok at gå til idræt/bevægelse i 1 x 45 minutter om ugen, men det hjælper, og det gør dem aktive, og de møder nogle venner, så de bedre kan gøre noget selv også.

Der er ca. 450 grupper for bevægelseshandicappede, ca. 300 grupper for mennesker med psykisk udviklingshæmning, 200 grupper for mennesker med neurologiske lidelser som CP, MS, Parkinson etc., 100-150 grupper for mennesker med astma o.lign., 200 grupper for mennesker med psykiatriske lidelser, og også mange grupper for mennesker med hjerte/kar-sygdomme.

Så vi prøver at få organiseret lokale grupper for disse mennesker så vidt som muligt.

Hvis kommunen har 10.000 indbyggere, er det nok til at have en APA-specialist. Det er grænsen. Hvis du har en lille by med 15.000 indbyggere, vil der være ca. 3.000, der har behov for en eller anden slags APA! Hvis du får 20 pct. af dem til at deltage, er det 7-800 mennesker - det svarer til 40 grupper pr. uge! Så der er nok at gøre for en APA-specialist!

De mest udbredte aktiviteter er vandaktiviteter: svømning, vand-aerobics, boldspil i vand mv.

Jeg skal ikke tale om den frivillige idræt i dag, men vil bare nævne, at der på toppen af handicapidrætten er en Paralympisk komité, bestående af 3-4 organisationer, som kun tager sig af topidrætten. De fleste af de 14 nationale handicapidrætsorganisationer (de små) får lige netop så meget statsstøtte, at de kan have hver 1 ansat sports specialist. (Fx. er der en sports organisation for personer med sclerose).

1 pct. af Finlands befolkning bor i institutioner: Institutioner for ældre, for psykisk syge, rehabiliteringscentre osv. De skal også have mulighed for at deltage i fysiske aktiviteter. Det kan undervisningsministeriet ikke klare. Det skal sundheds-systemet være involveret i. Her er ialt 22.000 involveret, det er 20 pct. af målgruppen. Er det nok eller ikke? Hvordan kommer vi videre herfra?

De meget gamle, 75-100 årige, som bor på plejehjem, udgør ca. 10.000 mennesker. De skal ikke bare have mulighed for at være aktive i hjemmet, hvor de bor, men også have transport, så de kan komme ud og være aktive andre steder. Det kræver samarbejde mellem to ministerier. Undervisningsministeriet kan ikke klare det alene. Jeg hører, at Handicapidrættens Videnscenter i Danmark også får tilskud fra to ministerier, og har kontakter i to ministerier. Det er virkelig vigtigt, det skal være sådan.

Vi prøver at få vores social- og sundhedsministerium til at hyre flere APA-specialister!

Hvordan børn bliver håndteret i skolen, er et pædagogisk spørgsmål. De vigtigste er klasselæreren og idrætslæreren: Hvordan kan de håndtere situationen? Vi har udgivet bøger om det for lærerne.

For 30 år siden var der næsten ingen anvendelige, tilgængelige idrætsanlæg. Vi har renoveret sportsanlæg ved at bruge statspenge, idet vi særligt har fokuseret på svømmehaller. Vi har renoveret 100 svømmehaller de sidste 10 år, så de nu er 100 pct. barrierefri.

I 1986, da det Europæiske Charter blev offentliggjort af Europarådet, var der en retningslinje for tilgængelighed til idrætsanlæg for alle. Vi oversatte bogen og delte den ud til alle kommuner og forsøgte at få arkitekterne til at forstå, at det var vigtigt, at de designede sportsfaciliteterne sådan, er de er tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser.

Spørgsmålet om gode bøger er noget, nationale idrætsorganisationer må betale til. Jeg ved ikke, hvordan Handicapidrættens Videnscenter får penge til at udgive bøger. Det er ikke så kommercielt interessant, at man kan sælge de rigtige bøger til en høj pris, så der er brug for noget støtte til det.

Vi giver ca. 10 pct. af den årlige idrætsforskningsstøtte til APA-relateret forskning. En del af denne forskning er international, og de internationale kontakter omkring forskningen har ført til godt undervisningsmateriale. Her har jeg Thenapa's uddannelses CD-rom, som er meget vigtig. Den er oversat og udkommet i 15 europæiske lande. I Finland købte vi 1.000 kopier af CD-rom’en for to år siden, og nu er de spredt over universiteter og idrætsinstitutter. Det er et vældig godt materiale.

Efteruddannelse og supplerende kurser er også noget, ministeriet tager sig af. Idrætsinstruktører, APA-lærere, fysioterapeuter m.fl. skal hvert år have kurser med supplerende træning. De, som har arbejdet længe i faget, har ikke fået uddannelse i APA, hvis de er uddannet for 15-20 år siden, så ministeriet hjælper institutterne med at arrangere denne type efteruddannelse.

Vi kan få vigtige ideer fra andre lande. De vigtigste organisationer er IPC (International Paralympic Committee) og IFAPA (International Federation of Adapted Physical Activity).

IPC har udviklet sig de sidste 10 år, og især efter de fik deres nye hovedkvarter i Bonn for 5 år siden. De er nu 50 ansatte personer, som ikke alene arbejder med Paralympics, men også med konferencer osv. De prøver at udvide interesseområdet, så de ikke kun tager sig af topsporten.

IFAPA er organsationen for hele APA-området, og de organiserer deres verdenskonference hvert andet år skiftende steder i verden. Der er en europæisk underorganisation: EARAPA, og herunder i de senere år Thenapa-netværket, som er et samarbejde, der har udviklet mange vigtige uddannelsesmaterialer. Fx 3 CD-rom’er og to bøger, senest "Vocational Training in Adapted Physical Activity", samt "Inclusion and Integration through Adapted Physical Activity".

Hovedkvarteret for Thenapa er i Bryssel, og det er let at komme ind og være med i Thenapa-systemet.

Det er let for os i Norden at sammenligne vore systemer, og vi har rigtig mange kontakter med hinanden.

IPC-konferencer, IFAPA-konferencer, Thenapa-konferencer... det er vigtigt at have koordination, så de rigtige mennesker kommer af sted, og vi får mest muligt ud af det. Vi har et nationalt sportsråd i Finlands undervisningsministerium: 14 specialister, 4 underkomiteer: bl.a. 1 for sportsvidenskab og 1 for APA (som jeg er med i). Komiteerne rådgiver ministeriet.

Før jeg kom her, har jeg læst på Handicapidrættens Videnscenters hjemmeside, DHIFs og DGIs hjemmeside, talt med kolleger i ministeriet, læst nogle rapporter – og på den baggrund har jeg formuleret nogle spørgsmål:

1. Hvad er den nationale samlende organisation for APA? I Danmark måske Handicpaidrættens Videnscenter og DHIF.

2. Hvad er ministeriets rolle? Er der nok kontakter?

3. Er der personer i ministeriet, ved de nok om APA? Der har været en reorganisering i ministeriet for nylig. I skal arbejde tæt sammen med dem! De skal vide, hvad der sker indenfor APA. Gør de ikke det, får I ikke nok penge til dette område.

4. Jeg har læst om det danske netværk for APA og om DHIFs 15 regionale konsulenter. Et det nok? Det tror jeg ikke! Bør alle større byer ikke have egne lokale APA-specialister?  Hvordan kan de få det? Øremærket statsstøtte til kommunerne har hjulpet i Finland, kan det gøre det her? Det må diskuteres.

5. På lokalt plan: Mange steder er der handicapidræts-foreninger, men er det nok? Det brede APA-koncept handler ikke kun om klassiske handicap (bevægelses-, sanse- osv.) Hvad er organisationsmodellen på lokalt plan for APA-aktiviteter i forhold til andre grupper?

6. Kontakter med universiteter og andre uddannelses-institutioner, fx fysioterapeutuddannelse osv. I må have kontakt med dem, de kan hjælpe meget, i årtier frem!

7. Der skal være et koordinerende organ, som spænder over disse ting!!

De sidste 50 år har været en succeshistorie for handicapidræt og tilpasset fysisk aktivitet, APA. Koryfæer som Sherrill i USA o.a. siger altid, at Skandinavien er et godt eksempel, men jeg svarer: Vi har ikke så mange gode bøger, som I har. Vi prøver at oversætte nogle af dem, men nu om dage lærer de unge så meget engelsk, at de kan bruge engelske, amerikanske, australske bøger, når de læser til fysioterapeut el. lign.

Jeg håber, I har fået en slags billede af, hvad der sker i Finland på dette område. Jeg vil gerne svare på spørgsmål, men vi bør også holde kontakt efter denne konference.

Ref: Kristian Jensen