|
Skyd fordommene i sænk
Artiklen er skrevet af journalistpraktikant Kir
Klysner og bragt i DGI magasinet Udspil, nr. 8, september 2006.
Kasper Bohmann mangler sin højre
hånd, alligevel spiller han højre fløj i håndbold. Vejen dertil
indebar et opgør med fordomme - faktisk mest hans egne.
»Jeg ved godt at det er en pudsig idræt at vælge,« siger Kasper
Bohmann, som faldt for håndboldspillet efter at have været rundt på
næsten hele paletten af idrætsgrene. Inden han turde begynde, skulle
han lige overvinde genertheden og skubbes i gang af sine forældre.
Første gang han tog til håndbold med tasken pakket, blev han stående
på sidelinjen. Hans mor måtte bede træneren opfordre Kasper til at
være med. Så gik han på banen.
»Træneren havde rigeligt at gøre med 25 unger på banen. Jeg ved ikke
om hun havde set at jeg manglede en hånd. Det skulle i hvert fald
komme hende til skamme, hvis det var det hun tænkte på,« siger
Kasper Bohmann, som startede for-sigtigt på mål. »Jeg tvivlede på
mine egne evner. Jeg har selv været min største stopklods. Man skal
prøve det for at finde ud af det,« siger han.
Snart fandt han sin plads på fløjen, en plads han siden har spillet
på topplan i håndboldligaen og i denne sæson i i. division for
Horsens Håndboldklub.
Han oplever ofte at folk kigger, men det er sjældent ubehageligt.
»Første gang jeg møder nogen, kigger de da, men det ville jeg også
selv gøre, så det går mig ikke på. Det var mest da jeg var yngre,
men nu har jeg spillet håndbold så længe at det sjældent sker,«
fortæller Kasper Bohmann.
Værst i kampens hede
Alligevel sker det indimellem at
der ryger nogle beskidte ord over banen. »Det sker i kampens hede.
De siger noget som de ikke mener efterfølgende,« siger Kasper
Bohmann.
Eksempler kan være énhåndet tumpe eller enarmet tyveknægt. Kasper
Bohmann svarer igen med selvironi. Peger måske på skulderen for at
vise at det ikke er hele armen der mangler. Det kan også ske at
modstandere eller tilskuere mener at han får en mildere behandling
af dommeren.
»De fleste har en skavank eller noget man kan sætte på dem. Nogen
har skæve ben, er små, rødhårede, og jeg mangler en hånd. Når andre
tror at jeg får særlige fordele, siger det mere om dem end det gør
om mig,« siger Kasper Bohmann.
Fordomme følger med
Alle har fordomme over for det fremmede. Der findes fordomme over
for personer med en anden etnisk baggrund, handicappede og også
overfor idrætsgrene der for eksempel også kan spilles hjemme i haven
- som kroket. Men ifølge Laila Ottesen, lektor ved Institut for
Idræt på Københavns Universitet og ansvarlig for undersøgelsen
"Integration og det frivillige foreningsliv" , bliver fordomme især
udfordret i for-eningerne - til trods for at der i foreningerne er
en stor chance for at man møder ligesindede. Dem der næsten er magen
til en selv. Som regel er det ren gødning for at man sammen kan have
fordomme over for "de andre". Alligevel trives fordommene ikke.
Fordomme nedbrydes i mødet
I foreningerne møder man nemlig
også mange forskellige mennesketyper. Det kan være personer med en
anden etnisk baggrund eller handicappede. Og her støder man ind i
mennesker der dyrker en idrætsgren man måske selv troede kun hørte
til i parcelhushaven.
»I den demokratiske proces i foreningen lufter man forskelligheder,
og man får en indsigt i hvorfor andre tænker lidt anderledes. Det
udfordrer fordommene, og
man er nødt til at bøje sig lidt,« siger Laila Ottesen og
understreger at de der kommer til idræt, er interesseret i møde og
dialog.
»De fleste fordomme nedbrydes ved mødet hvis man er interesseret i
at møde andre,« mener Laila Ottesen.
Undersøgelsen "Integration og det frivillige foreningsliv" viser at
foreninger og nydanskere vil hinanden. Men der er nogle
vanskeligheder fordi der er en forskellig forståelse af og
forventning til hvad idræt er. En anden barriere kan være sproget.
For selv om sproget ikke er så meget på banen, så er det vigtigt i
det sociale sammenspil.
Ingen kigger skævt
I Løgum Idrætsforening spiller en
halv snes bosniere fodbold. Foreningen var hurtig til at invitere
dem med på holdene da de kom til flygtningecentret i Løgumkloster,
så bosnierne er blevet hurtigt integrerede.
»En fodbold er jo rund, så selvom de ikke kunne sproget, blev de
gode til fodbold og en del af klubben,« fortæller formanden for
foreningen Vera Warncke.
Foreningen har den regel at bosnierne ikke må tale bosnisk på banen.
De har boet i Danmark siden 1990 og deltager også i det sociale i
klubben.
»Ingen har nogensinde kigget skævt til dem,« siger Vera Warncke. Men
de kan godt mærke kulturforskellene.
»Vi har nogle bosniske sigøjnerknægte, og når man siger til dem de
skal komme i morgen, så kommer de kun hvis vi henter dem.«
Nye fordomme skabes
Vi har alle sammen fordomme, og det er vanskeligt at forebygge. Men
ifølge Algot Øhlenschlæger, kultursociolog og integrationskonsulent
i DGI, er det sundt at konfrontere sine fordomme eksempelvis ved at
lære en nydansker at kende.
Algot Øhlenschlæger tror at det at være lille, tyk eller langsom
udløser ligeså mange fordomme som det at have et handicap eller en
anden etnisk baggrund.
Børn er umiddelbare med deres fordomme, og i skolegården er det
nådesløst.
»Hvis man vil måle en fordom, kan man gå ind i en skolegård og sætte
hold ved at udvælge en første og anden vælger. Den sidste der står
tilbage, er anderledes.«
I idrætshallen foregår det ikke nær så nådesløst som i skolegården.
»I idrætten kan man på trods af forskellighed vinde respekt i
forhold til det man er god til. Og så bliver man ikke udsat for
fordomme. Modsat kan det blive forstærket, hvis man ikke er god til
idræt,« siger han. Konfrontationen kan altså give bagslag.
»Hvis man får en dårlig oplevelse som kan knyttes til et bestemt
kendetegn, eksempelvis nationalitet, så kan det skabe en fordom.«
Fjern forskelligheder
Det er de sociale sammenhænge som
man oplever omkring idrætten der er afgørende for det succesfulde
lærerum, mener Algot Øhlenschlæger. Det er især tydeligt i
holdsport.
»Det kan gå begge veje. Enten passer børnene bedre på hinanden i
foreningen end de gør i skolegården. Men der kan også opstå
reaktioner over for dem der dummer sig,« siger han.
Løsningen er at tale om fordommene. Her er det især trænere og
instruktører som kan tage det op med udøvere.
»Det gælder om at fjerne forskellighederne, for det er dem der fører
til fordomme og hvisken i krogene.«
Taler man om det uden at nogen bliver udstillet, mener Algot
Øhlenschlæger at det kan forhindre fordomme eller i hvert fald de
negative konsekvenser af det.
Fordi det er så vigtigt, anbefaler Algot Øhlenschlæger at den snak
bliver en del af instruktørernes uddannelse.
Instruktøren har nøglen
Det forslag bakkes op af Laila Ottesen. Hun mener at det er vigtigt
at instruktørerne lærer at møde det fremmede, fordi de er døren til
idrætsverdenen - ikke foreningslederne.
»Instruktører skal have en forståelse for dem der ikke er
mainstream. Det er lige så vigtigt som at lære udøverne at mestre
idrætten,« siger hun og efterlyser kurser der handler om
kulturforskelle og kulturmøder.
Max Rasmussen, landskonsulent i DGI for håndbold og fodbold og
underviser på instruktørkurser, mener også at løsningen er at (lære
at) tale om det.
»Idrætten har den fordel at alt er så synligt. Derfor er idrætten et
godt sted at bekæmpe fordomme. Men det kan også være farligt hvis
man ikke er god til idrætten,« siger han.
Instruktøren kan hjælpe en udøver med det der er svært uden at
udstille svaghederne.
»Instruktøren skal kunne sætte sig i andres sted,« mener Max
Rasmussen. Derfor taler han for at instruktører og udøvere, især
nybegyndere, tager sig en snak om forventninger og intentioner.
»Spørg, hvorfor vil du gå til denne idræt? Så møder du mennesker et
andet sted og kommer dermed udenom fastlåste fordomme.«
Kræver ikke diplom
Både Laila Ottesen og Algot
Øhlenschlæger erkender at instruktører ikke skal kunne det hele. Det
kræves heller ikke i foreningerne der har handicappede medlemmer.
Der er mange som tror at det kræver diplomer at arbejde med
handicappede, men ifølge Kristian Jensen, leder i
Handicapidrættens Videnscenter, skal instruktører ikke være
eksperter for at arbejde med handicappede. De skal bare have modet.
Og det er der ifølge statistikkerne flere og flere der har. I de
seneste 10 år er der kun oprettet få handicapforeninger. Fire ud af
fem foreninger, der melder sig ind i Dansk Handicap Idræts-Forbund,
er rask-idrætsforeninger. »Fordommene er blevet mindre eller modet
større,« siger Kristian Jensen.
Ud over at give handicappede en masse gode oplevelser, oplever han
at det gør foreningerne mere rummelige over for andre mennesker hvis
de har handicappede i foreningen. Omvendt hvis der er fordomme når
handicappede træder ind over foreningstærsklen, synes psykiske og
fysiske skavanker at blive tydeligere.
Handicaphold finder plads
Næsby Boldklub er en af de
foreninger, der med stor succes har oprettet et hold for piger og
drenge med fysisk handicap. Ønsket fra bestyrelsens og trænernes
side har netop været at disse børn skulle kunne være medlem af en
almindelig idrætsforening ligesom deres jævnaldrende.
Men formanden Poul Jørgensen kunne ønske sig at de var en større del
af det sociale omkring foreningen.
»Vi har ikke opsat nogle grænser for dem, og der er da også
handicappede
som er tilknyttet andre hold eller har spillet hos os tidligere, som
deltager i vores arrangementer.« siger Poul Jørgensen.
"Aserne", som handicapholdet kalder sig, træner en gang om ugen om
aftenen. Men formanden ærgrer sig og over at deres turneringskampe
mod institutionshold foregår i dagtimerne.
»Der er så meget glæde på anlægget når de spiller. Det er berigende
og livsbekræftende, så jeg ville ønske at alle kunne opleve det,«
siger han. I de fem år holdet har eksisteret, har der ikke været
problemer. »Vi har ikke oplevet at de andre børn står og glor. Alle
ser det som en helt naturlig ting at de træner her,« siger
formanden.
Spiller fodbold og fejer for
sten
Når vi ser hvad der er muligt,
rykker det ved vores fordomme. Det gælder også hvis vi ser det på
TV, mener Laila Ottesen.
18-årige Kenny Wejlgaard har også oplevet at tv-eksponeringen har
gjort en forskel, men det har faktisk været negativt.
Han er vant til at hans idrætsgren bliver kaldt tabersport. Siden
han var 10 år, har han spillet curling, og han har lige været til
Junior-VM. Han har også spillet fodbold siden han var mikro, men det
er kun for hyggens skyld at han spiller det. Faktisk synes han at
fodbold er et mere underligt spil end curling, men det ved han godt
at han er ret ene om.
»Til fodbold er det 22 spillere der render rundt efter en bold.
Curling kræver meget mere tålmodighed og koncentraion,« siger han.
Men han kan godt forstå at det ser mærkeligt ud når man ikke ved
noget om det.
Alle trækker på smilebåndet
Kenny Wejlgaard går i gymnasiet og
oplever at hans kammerater ikke forstår at han går så meget op i en
sport hvor man fejer for sten. Faktisk trækker de altid på
smilebåndet.
»De synes man ligner en idiot når man spiller. Jeg synes at det ser
elegant ud når man placerer en sten.«
Han oplever også nogen der er nysgerrige og synes det virker
spændende, men der er aldrig nogen der siger "sejt", og de fleste
synes han er en taber når han fortæller om det.
»Det tog lidt tid før jeg fortalte om sporten. Det er svært fordi
folk har så forskellige fordomme. Der er mange der kun mener at en
eller to sportsgrene er seje.«
At Kenny Wejlgaard også spiller fodbold, bløder lidt op på deres
indstilling til ham.
»Så er jeg ikke helt fortabt.« Men at satiregruppen Gramsespektrum
lavede curlingsangen "Vi kaster med sten og fejer med koste", har
ikke gjort det sjovere at være curlingspiller.
Kenny Wejlgaard lader sig ikke gå på, men han er lidt træt af at
høre folk synge den sang.
»Jeg har hørt på det i mange år. Jeg glæder mig til nogen finder på
noget nyt.«
Krokets "benjamin"
Kroket har ikke fået tv-tid, men
det er også et smilebånds-trækkende spil. Men kroket er mere end et
havespil og gammelmandssport. Det mener 30-årige Brian Jensen, som
selv fik den åbenbaring da han prøvede det første gang for to år
siden. »Det handler ikke bare om at skyde igennem buer,« siger Brian
Jensen.
Når man spiller rigtigt, skal man samarbejde med en makker, og man
holder køllen i én hånd. Desuden finder Brian Jensen det ekstra
spændende at intet er afgjort før kuglen rammer pinden, og spillet
slutter.
Inden han selv prøvede spillet, grinede han også af det, men nu ved
han at det er mere end et havespil. Fordommen om at kroket kun er et
spil for gamle mennesker, holder heller ikke, siger han, selv om
alle han spiller med er mindst dobbelt så gamle som ham selv.
»Men det er mest i Vestjylland de er så gamle,« siger Brian Jensen.
Der er altså også yngre kræfter i kroket, men han er den yngste
kroketspiller - i hvert fald hvad han ved af.
»Der er mange der ikke fatter at jeg gider det, men de skulle bare
prøve det i stedet for at grine af det.«
Laila Ottesen, lektor ved Københavns Universitet, indrømmer at hun
også trækker lidt på smilebåndet over kroket.
»Kroket er noget man spiller i haven, tænker jeg. Men sådan var det
også med tennis engang.« Fordomme flyttes, men det kan ske langsomt.
Men det hjælper hvis alle i foreningen har modet til at tage fat i
fordommene.
»Maske skal man endda snakke fordommene ihjel,« lyder hendes
optimistiske forslag.
|
Videnscenter
Bibliotek
Idræt
