Af Jette Lyhne

Forfatter og freelancejournalist

I denne artikel fortæller Louise Pedersen om sit liv med et handicap.

Om Louise

Louise Pedersen er 12 år og går i 6. klasse på Skipper Clement Skolen i Aalborg. Hun er den eneste elev på skolen med et handicap. Louise er født med »svømmehud« mellem fingrene, men ef­ter operation har hun nu tre brugbare fingre på hver hånd. Hun har samme handicap som sin far, Tom. Louise spiller fodbold i Gug Boldklub. Hun har også spillet bordtennis i Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg. I en del år har hun gået til rytmisk gymnastik, og hun syn­ger i kirkekoret.

Opereret mange gange

Jeg er blevet opereret mange gange i hænderne. Jeg bruger venstre hånd til alt, højre hånd er min hadehånd. Selv synes jeg, det er heldigt, jeg kun er ramt på mine fingre - det er synd for dem, der mangler noget af benet, de er uheldige.

Hvis der er noget, jeg gerne vil, og min mor siger: »Det kan du ikke, Louise!« Så siger jeg: »Jeg vil gerne prøve det – og se om det lykkes?« Jeg har gået til svømning, fra jeg var 2 år, og så har jeg gået til springgymnastik og bordtennis og ski og fodbold, og så går jeg til kor. Jeg synes ikke, der er noget, jeg ikke kan! Det er i hvert fald ikke noget, jeg tænker over, det kommer lidt hen ad vejen, hvis der er noget, jeg ikke kan.

Drillerier

Min barndom har været fin nok - indtil jeg startede skolen. I bør­nehaveklassen blev jeg meget drillet.

Jeg blev kaldt »3 fingrede abekat« eller »3 fingrede luder« - så blev jeg meget ked af det, det er jo ikke noget, jeg selv kan gøre for. Det kan jo ske for alle og enhver, at de bliver født med et eller andet.

De kan stadig finde på det, hvis vi kommer op at skændes. Men nu lukker jeg ørerne og lader som om, jeg slet ikke hører det. I de små klasser græd jeg, men så synes de, det er endnu sjo­vere, så jeg holdt op med at græde henne på skolen. Så græd jeg hjemme ved min mor, det var også bedre at græde sammen med én, man kunne snakke med. Det er kedeligt at græde alene.

Hvorfor tror du, de driller?

Nogen er ikke opdraget ordentligt hjemmefra, og forældrene har ikke fortalt dem, at man kan mangle noget. Andre synes nok bare, at det er sjovt at se, at andre bliver kede af det. De synes, det er sjovt at mobbe, som det jo hedder.

Er du blevet klog gennem modgang?

Ja, på en måde. Selv om der er nogen, der driller, skal jeg lade være med at sige noget tilbage, jeg skal lade som om, jeg ikke hører det, og bare sige det til lærerne. Ellers får jeg også skældud, hvis jeg siger noget tilbage.

Klasselæreren tog ikke rigtig hånd om det i de små klasser. Hun sagde bare: »Lad være med at drille Louise med hendes fingre!« Slut prut! Med hende, vi har nu, kan vi snakke en hel time om det, og hun siger: »Lad være med at drille Louise, for hun bliver ked af det!« Det er dejligt, når de tager det op, for der er nogen, der slet ikke tør komme i skole, fordi de bliver mobbet. Vi havde én i klassen, der blev kaldt »brilleabe«. Men jeg gør det ikke, for jeg har selv prøvet det på min egen krop, og så synes man, det er synd at gøre det ved andre! Men hun endte med at gå ud af klassen! Jeg blev drillet af to drenge med, at jeg var lille. Jeg bryder mig ikke om at blive drillet med min størrelse. Først ville de ikke sige undskyld. Men så sagde de begge to: »Und­skyld, jeg gør det aldrig mere!« Og det er jo dejligt for mig, og det er fint, hvis de bare siger, de ikke vil gøre det mere, så betyder det ikke så meget, om de siger undskyld.

Landsforeningen

Min far har det samme handicap som mig, og vi har været med i Landsforeningen for Arm- og Bendefekte lige siden, jeg var lille. Nu er min far blevet formand. Det er dejligt med landsforeningen, for mange børn tror, de er de eneste i verden, der mangler noget. Så det er en god idé, at man kan se, at der faktisk er mange, der mangler noget. Og man får mange venner. Majken fra landsforeningen er min bedste ven­inde. Hun er fra Fyn. Vi er sammen i ferierne.

Fodbold!

Jeg ville gerne have nogle veninder her i Gug, for jeg havde ikke så mange. Så jeg stoppede til springgymnastik og handicapbordtennis - og startede på fodbold i Gug Boldklub. Det er en sjov sport! Jeg har altid ønsket det, siden jeg var 9 år. De manglede spillere til lilleputholdet - det så vi i en annonce - og så syntes min far, at det kunne være sjovt, og så kunne jeg også få nogle veninder. Jeg vil hellere gå i en almindelig klub, og til fodbold behøver jeg ikke gå til handicapidræt, for det er jo benene, man bru­ger! Men håndbold fx dér er min hånd ikke stor nok til at gribe om en bold, og ved tennis kan jeg kun holde ketsjeren med to hænder, med én hånd har jeg ikke et ordentligt greb, så taber jeg ketsje­ren.

Til fodbold er jeg én af de mindste - de fleste skal jeg kigge op til! Men jeg kigger kun på bolden, og jeg er én af de hurtigste til at løbe! Så jeg er i angrebet, fordi jeg kan løbe så hurtigt. Jeg kan løbe fra 89erne og 90erne, selvom jeg er 91er! Selvom de har lange ben og er meget højere end mig! Det er jeg sådan lidt stolt over!

Får du også scoret mål?

I efteråret scorede jeg mit første mål! Det var jeg ret stolt over. I starten scorede jeg ikke, jeg afleverede bolden til en anden. Men så kommer der bare en anden og tager den. Efter jeg havde scoret det mål, så fik jeg mere mod, og så har jeg tænkt, at nu tager jeg den selv - og så har jeg scoret flere gange, måske fem gange. Når først man har scoret, så synes man, det er sjovt.

Vennerne

Synes du, du har let ved at få venner?

Jeg fik en masse venner, da jeg startede til fodbold.

Og så siger jeg til dem: »Hvis I vil vide noget, så kom hen til mig og spørg - for ellers bliver jeg ked af det, hvis I bare står og kigger og peger på én!« Og det virker! Det er bedre, end at de står og hvisker-tisker!

Da jeg gik til springgymnastik, stod de og kiggede mig over skuld­rene, og så vendte jeg mig om og sagde: »Er der noget, I vil spørge om?« »Ja, hvorfor mangler du dine fingre?« »Sådan er jeg født!« Så var der ikke noget siden.

Bordtennis

Før fodbold spillede jeg handicapbordtennis i Vadum. Jeg havde ikke prøvet at gå til handicapidræt før. I bordtennis har jeg proble­mer med at holde bordtennis-battet, men man kan godt sætte det fast med velcrobånd, så det gjorde jeg i begyndelsen. Det er sjovt at se, at handicappede spiller på hver sin måde. Nogle har en tung benprotese, så de løber jo ikke så godt, for det er ret tungt. Mens jeg mangler kun noget af fingrene, så jeg er hurtig på benene! Det er meget interessant at se. Jeg blev sat på et hold, hvor der både var nogen, der manglede noget af benene, og nogen, der havde klumpfod. Så jeg ville ikke skyde bolden for langt ud i siden - men det gjorde jeg alligevel nogle gange - for at se, om de kunne klare den! Men der var for langt at køre til Vadum og træne, og jeg fik ingen veninder ud af det, for jeg var den eneste pige, der spillede. Jeg kunne heller ikke nå at lave lektier. Men jeg synes, det er sjovt at spille bordtennis.

Bedst til matematik

Hvad er dit yndlingsfag?

Jeg elsker matematik! Og jeg er én af de bedste til matematik i klassen.

Og dit værste fag?

Jeg hader sådan set dansk. Men det kommer an på, hvad vi skal lave. Jeg hader at læse, der findes ikke noget værre end at læse! Jeg har ikke læst særlig mange bøger. Men jeg kan godt lide »Børnene i Bulderby«, og Astrid Lindgren er nok min yndlingsforfatter. Eller - det er hun! Og så kommer H.C. Andersen.

Idræt i skolen

Jeg har ikke haft problemer i skolens idrætstimer. Jeg er smidig og når man har gået til springgymnastik, kan man hoppe længere og højere.

Jeg har haft et problem en gang, hvor vi skulle spille ten­nis, og jeg tabte ketsjeren. Læreren sagde, at jeg ikke måtte holde med to hænder - så meldte jeg fra! Så gider jeg ikke, hvis det ikke kan blive sådan, så jeg kan. Men den lærer, han retter sig meget efter reglerne! Det gør jeg også, men hvis der er noget, jeg ikke kan, så retter jeg mig ikke efter det!

Klaver

Jeg har spillet klaver i et år, men det er én af de ting, jeg ikke kan med tre fingre. Jeg havde selv valgt det, selvom min mor sagde, man skulle have fem fingre for at spille klaver. Men jeg ville gerne prøve, og det lykkedes lidt, fordi den første lærer tog nogle nemme sange. Men den anden lærer tog ikke hensyn til, hvad jeg kunne. Jeg skulle sidde og brække rundt på hænderne. Det var ir­riterende, at han ikke tog hensyn, så derfor stoppede jeg! Så både min mor og jeg havde ret.

Drømme

Hvordan forestiller du dig din fremtid som voksen?

Jeg vil gerne være dyrlæge. Jeg elsker dyr. Bortset fra krybdyr. Men det kræver høje karakterer.

Har du en drøm?

Jeg kunne godt tænke mig at være med ved OL i atletik! Jeg har set det i tv. Jeg kan hoppe rigtigt langt, og jeg har nogle gode fif. Det er sjovt at lave atletik i skolen. Det kræver en hel masse øvelse selvfølgelig. Og man skal kunne holde til en hel del.

Men selvfølgelig - det skulle nok være handicap-OL - men det har jeg ikke set noget fra i tv.

Er der noget, du ville ønske, var anderledes?

Jeg vil selvfølgelig gerne være normal ligesom alle jer andre - det synes alle handicappede nok, men så ville verden jo være kedelig, for så ville der ikke være nogen, der var ander­ledes.

Jeg ville nok allerhelst have fem fingre i stedet for tre fingre. Men så skulle jeg jo til at lære at have fem fingre i stedet for tre! Men jeg tænker ikke så meget på det. Som mindre tænkte jeg, at måske kunne der lige pludselig vokse to fingre ud! Men mine forældre sagde, at det ikke kun­ne lade sig gøre, og så holdt jeg op med at tænke på det. Min lillesøster spørger mig, om jeg snart får fem fingre, men jeg siger »nej, sådan er jeg født!« Og hun skal også lære ikke at drille mig, så hun heller ikke gør det over for andre.

Læs også:

Artiklen er taget fra bogen Vi er med, hvor ti børn og unge fortæller om deres oplevelser med skole, fritid og idræt. De fortæller om kammeratskab, familieliv og følelsen af at være anderledes.