Brugerne: "Vi har glemt vores begrænsninger!"

Hvad har idrætsprojektet på Bjerggårdshaven haft af betydning?

Tekst og foto: Bo Therkildsen, april 2007

Bjarne Bøje Henriksen, 45 år. Fik en hjerneblødning i januar 2006. Har tre mdr. tilbage af sine i alt ni mdrs. ophold på Bjerggårdshaven. Har arbejdet 30 år som møbelsnedker.

"Idrætsprojektet har været et godt projekt. Rimeligt udfordrende. Jeg har en venstresidelammelse, så noget har været svært rent fysisk. Alligevel kan jeg ikke lade være med at give det sidste – vindergenet kommer frem i mig. Når vi spiller boldspil med noget konkurrence går man noget ud over grænserne. Jeg har tidligere været bange for at vælte, men det glemmer jeg i konkurrence-situationen. Bagefter kan man så sidde og tænke: hov, det turde jeg da egentlig ikke, det jeg lige gjorde, og så mærker man en indre glæde ved at have gjort det alligevel. Jeg har højest kunne gå stærkt, men nu kan jeg bevæge mig i noget, der nærmer sig løb – for der var lige en bold, der skulle nås inden sidelinien. Det har også sat sine spor, for efter kampene har mine knæ været helt smadrede. Men jeg kunne bare ikke lade være. Jeg har nok altid haft det der konkurrence-gen."

"Jeg vil påstå, at idrætten har rystet os brugere sammen. Man kommer til at snakke med nogen, man ikke ville have snakket med ellers. Det har kun været positive oplevelser, og det giver noget andet og positivt end bare sygdom at snakke med hinanden om."

"Inden min hjerneblødning dyrkede jeg ikke noget organiseret idræt. Fodbold var for mig noget med korte bukser og regnvejr. Så jeg holdt kun en måneds tid, da jeg som dreng prøvede det. Til gengæld har jeg trænet mine hunde og generelt haft et aktivt liv med selvbyg af hus og den slags.

I dag overvejer jeg at tage med til gymnastik, men jeg bor lidt for langt væk. I stedet er jeg begyndt med hundetræningen igen, som er en af mine passioner."

Søren Adeltoft, 60 år. Var ude for en bilulykke for syv år siden, har siden fået indopereret en pacemaker. Begyndte sit ni mdrs. ophold i oktober 2006. Har arbejdet i militæret og siden som programmør i Kommunedata i 30 år.

"Idrætsprojektet har været en utrolig oplevelse. Siden jeg i 1995 fik et hjerteslag har jeg regelmæssigt dyrket gymnastik, hvor jeg kun deltog i de øvelser, jeg selv mente at kunne klare. Men takket være idrætsprojektet er jeg kommet betydeligt længere. Jeg har hele tiden sagt: jeg løber ikke! – Og Morten, min kontaktperson, svarede: nej, ikke i dag!"

Men ude i hallen skulle vi bevæge os helt oppe på spidsen af foden og så hurtigt som muligt. Det endte med at blive til små-løb. Og så havde vi en konkurrence, hvor vi i hold skulle komme hurtigst muligt over til den anden væg. Da kom jeg af sted og løb rigtigt. For jeg fandt ud af, jeg kunne løbe helt oppe på tæerne. Bagefter havde jeg det, som kunne jeg svæve. Jeg tænkte: det er løgn! Der skete det, at jeg fokuserede så meget på selve konkurrencen, at jeg ikke koncentrerede mig om, at jeg jo IKKE kunne løbe. Jeg kan stadig blive helt høj af tanken, bare ved at fortælle om det nu! – Og senere for jeg omkring som en gal knægt. Jeg glemte alt om at være forsigtig og kunne da godt mærke det i knæene bagefter. Måske kan jeg ikke løbe et maraton, men på det plane gulv i hallen, der kan jeg løbe. Så selvom jeg ikke troede på det, endte det med, jeg kom til at løbe igen."

"Jeg havde også opgivet tanken om at cykle på en almindelig cykel igen. Så jeg købte mig en tre-hjulet. Men da vi evaluerede efter løbet i hallen, kom et par fra personalet hen med en cykel – en gammeldags damecykel uden tværstang – og den løsning fungerede rent teknisk for mig. Så nu kunne jeg pludselig også cykle!"

"Idrætsprojektet har været en grænseoverskridende oplevelse; jeg er blevet mindre utryg, mere fri. At få så store nogle sejre har givet mig mere ro i sjælen mht. hvad jeg kan. Når det er lykkes at løbe og cykle, kan alt lykkes. Og bare fordi, der er noget, jeg ikke kan i dag, betyder det ikke, at jeg ikke kan i fremtiden. Når jeg tænker over det, er jeg blevet meget mere rolig, fordi noget irritation og indestængt vrede er forsvundet. Så det har haft positiv virkning rent psykisk. Jeg føler mig næsten som en narkoman, der lige har fået et sprøjt – forskellen er bare, at jeg ikke behøver den næste sprøjte!"

"Jeg har altid været aktiv – i militæret var jeg hurtigste mand i brystsvømning – og var også en glimrende langdistanceløber. Desuden har jeg været aktiv hele livet."

Konkurrenceelementet har været helt essentielt. Og ikke kun for mig, men for alle. Vi skulle lige yde det sidste. Det kan have en utrolig virkning at få konkurrencegenet frem i mennesket. Nu har jeg fundet ud af, at jeg kan bruge gymnastikken og meldt mig til gymnastikholdet. Jeg tror, jeg fortsætter. Desuden går jeg meget – tidligere ved at lufte min hund. Nu har jeg ikke hund mere, så nu lufter jeg min kone i stedet!"