Personalet: "Vores grænser er blevet rykket!"

Tekst og foto: Bo Therkildsen, april 2007

Hvad har idrætsprojektet på Bjerggårdshaven haft af betydning?

Maria Louise Rasmussen, ergoterapeut, ansat på Bjerggårdshaven et års tid.

"Idrætsprojektet har givet os inspiration og gode idéer både til opvarmning og forskellige aktiviteter. som sportslege eller konkurrencesituationer, hvor deltagerne udfordrer sig selv. Mange brugere har genfundet deres konkurrence-gen. De glemmer sig selv i aktiviteten og finder ud af, at de kan mere, end de troede. Det er spændende at følge udviklingen hos dem fra første gang vi var i hallen. Bare sådan noget som det at gå sammen to og to sammen var tidligere svært – nu tager de meget mere initiativ. De har fået et bedre sammenhold og viser mere hensyn til hinanden. Jeg tror, det har noget at gøre med den gruppefølelse, man får, når man er ude og lave noget sammen – noget fælles."

"For personalet har det vist, hvor vigtigt det er at instruere korrekt. Vi har kunnet se, at der var forskel på, hvor gode de eksterne idrætsinstruktører har været rent pædagogisk og instruktionsmæssigt. Alt skal tænkes igennem: Hvilke grupper skal sammensættes, hvem skal have instruktionerne på hvilke måder osv. Sørge for, at alle er med. Og graduere aktiviteterne, så alle får udfordringer. Skal kørestolsbrugere og gående for eksempel være for sig eller sammen? Skal vi som personale gå med i aktiviteten? Det skal gennemtænkes og planlægges."

"I hverdagen er størstedelen af brugerne blevet mere motiverede til at dyrke idræt. Flere har glemt deres nervøsitet og begrænsninger, og denne glemsel af begrænsninger er de gode til at tage med i hverdagen.

Vi har fået flere brugere med i ude-inde-gruppen og vi kan se, at de tåler at blive udfordret mere og vi kan tage dem med i mere udfordrende terræn med stubbe og pløre. Vores grænser er blevet flyttet. Og vi har fået indført et idrætsmodul kun med idræt. Den ugentlige idrætsdag er efterhånden blevet ugens højdepunkt."

Louise Mosbæk, ergoterapeut, ansat i fem år.

"Idrætsprojektet har givet et andet billede af, hvad vores brugere kan. Vi er ikke længere nervøse for at sende dem ud, og vi passer ikke så godt på dem. De har fået bevægelsesglæde og glemmer sig selv og deres begrænsninger. De tør nu tage chancer, de ikke turde tidligere. Fx har flere af dem prøvet at løbe, selvom de troede, de aldrig skulle løbe igen. For når man skal fange en bold, score eller tackle, fylder selve det mere end at tænke på at passe på. De er i gang med noget sjovt og konkurrenceelementet er vigtigt. De vil gerne vinde – og det betyder mere end angsten for at falde."

"Vores fornemmeste opgave er at få folk til at vende tilbage til livet som hele mennesker med det, der er tilbage. Socialt og arbejdsmæssigt. Jeg tror, at dette projekt hjælper med til det. De får mulighed for at se sig selv i kendte situationer. Det er en del af en omidentificering. Et nyt jeg på det gamle jegs præmisser. De skal have ændret værdier, normer og roller. Med idrætten tør de nu kaste sig ud i mere – også rent træningsmæssigt. De kan vende den om, og se, at man godt kan presse sig selv."

"De bedste aktiviteter er dem, hvor der er færrest indgreb fra personalet. Fx multiidrætten, vi prøvede i efteråret. Fælles opvarmning, øvelser og afslutning. Det fungerede godt, fordi vores brugere har svært ved at modtage kollektive beskeder. Med instruktøren i centrum i en cirkel kan de nemmere fokusere og skubbe opmærksomheden mod instruktøren, som skal bruge korte, præcise instruktioner uden snik-snak og humør med skjulte budskaber pga. de kognitive og planlægningsmæssige vanskeligheder, brugerne har."