Gå til: Forside > Idræt > Projekter >  Aktivitetslejr på Færøerne

Aktivitetslejr på færøerne

Af Anne-Merete Kissow

I Barbaras fodspor - hvis vejret tillader det!

I august 2005 drog 9 yngre mennesker med synshandicap og udviklingshæmning til Færøerne sammen med hver sin ledsager. Deltagerne kom fra Blindehjemmet Bredegaard i Fredensborg og Hindhøjen i Århus. Turen skulle vare 5 dage. Formålet var at møde kultur og mennesker i et andet nordisk land samt udfordre grænser for mod og formåen gennem aktiviteter i en natur, hvor forhindringer på alle planer hører med til oplevelsen.
Idrætskonsulent Anne-Merete Kissow fra Handicapidrættens Videnscenter var med i planlægning, forberedelse og gennemførelse af turen.

 

Indhold med udfordringer

Programmet for ugen var intensivt og ambitiøst.
På to vandreture i fjeldene oplevede deltagerne Færøernes uvejsomme terræn. Man måtte springe over rislende vandløb, forcere stejle skrænter, klatre rundt om klippefremspring og gå i gåsegang på smalle stier, trådt af de mange får, som har givet øerne deres navn.
En sejltur med skonnerten ’Nordlyset’ gav en oplevelse af havet omkring øerne. Iført det uldne undertøj, huer og vanter kunne deltagerne fra deres plads på dækket mærke bølgernes bevægelser og følge med i fuglelivet omkring øen Nolsøy. Søpapegøjer havde samlet sig på vandet og gjorde sig klar til at forlade øerne til fordel for varmere himmelstrøg. Inden turen gik tilbage, fik vi lejlighed til at komme i land i bygden på Nolsøy – i sig selv en udfordring, da landgangen krævede, at man sprang fra båden over på kajen. Heldigvis hjulpet af et par stærke færøske skippere...
Thorshavns gamle bydel Tinganes, med de sortmalede træhuse med græs på taget var en idyllisk ramme om en gåtur, der gav udfordring, både til krop og fantasi. I de stejle, smalle gyder, hvor det duftede af tjære og hav, kunne man næsten forestille sig, hvordan færingerne levede for næsten hundrede år siden, da den færøske forfatter Jørgen Frantz Jakobsen skrev bogen om Barbara.
I Thorshavns gamle teater deltog gruppen i en kulturaften, der bød på kædedans: Et skridt til højre og 2 skridt til venstre, til sangen af et færøsk grindekvad. Det var et langt kvad, så de fleste nåede at finde dansens rytme og lære omkvædet, så man kunne føle sig som en del af kæden.
Bagefter var der grindekød, spæk og fårekød i flere udgaver – en kulinarisk oplevelse, som flere af deltagerne vist hermed har prøvet for første og sidste gang....
Færingernes legendariske gæstfrihed kom deltagerne til gode, da en færøsk familie inviterede hele gruppen indenfor i deres fjeldhytte på kanten af Atlanterhavet. Vandreturen derop var en oplevelse i sig selv, men den blev klart overgået af de følgende timer, hvor værtsparret omkring den buldrende ild bød på egnsretter og fortællinger om livet på øerne.
Det blev også til et besøg på to beskyttede værksteder, hvor deltagerne fik kontakt med en lille flok unge mennesker, der med glæde modtog invitationen til at deltage i afslutningsfesten.

 

Planer kan ændres

På de 5 dage, turen varede, nåede deltagerne at få mange forskellige indtryk af Færøernes natur, kultur, folk, sprog, traditioner og arkitektur. Der blev bragt mange minder hjem fra turen, også i håndgribelig form. Bøger, film, musik, uldtøj, malerier. Færøerne har fostret mange unikke kunstnere, som har givet deres bidrag til kulturen.
Men hvad med vejret? Turen bød på hele spektret: Finregn, blæst, tåge, stilfærdigt gråvejr. Og øsregn...som på et øjeblik skiftede til smukt, klart solskin, der fik øerne, himlen og havet til at fremstå som et fantastisk maleri.
Deltagerne var forberedte på, at alle planer er foreløbige, når man rejser til Færøerne. Og evnen til at improvisere og omstille sig blev da også udfordret, for i flere tilfælde var det nødvendigt at ændre programmet, fordi tågen lå tæt eller regnen silede ned. De oplevede på egen krop betydningen af den færøske talemåde: ’– hvis vejret tillader det....’

 

Forberedelsen
 

Hvordan forbereder man sig til sådan en tur? En vigtig del er jo at være i god fysisk form og tro på, at man kan klare de mange strabadser.
Så træningen begyndte allerede i det tidlige forår. Deltagerne blev udstyret med skridttællere og ledsagerne blev opfordret til at støtte og anspore den enkelte til at gå så meget som muligt. Der blev desuden udlovet en præmie til den, der ved turens start havde gået flest kilometer.
Træningen blev sat i gang med to aktivitetsdage, hvor deltagerne vandrede i skoven i 3 timer og opsøgte de største bakker, der kunne opdrives i det lokale terræn. Formålet var at træne den særlige teknik det kræver at gå op og ned af stejle skrænter. Hvilket er ekstra krævende, når synet er nedsat eller helt fraværende. Samtidig fik den enkelte en mere klar fornemmelse af, hvad man med fordel burde øve sig på de næste måneder, for at have det nødvendige overskud til at klare endnu større udfordringer i terrænet på Færøerne.
Derefter fulgte en ugentlig fælles vandretur med rygsæk indtil sommerferien. Og så var det i øvrigt op til den enkelte deltager og ledsager at få gået så meget som muligt sommeren over og pudse formen af, så man var på toppen ved turens start i august.
For alle betød det, at der i hele perioden blev sat ekstra fokus på, hvordan man i dagligdagen kan udnytte de muligheder, der er for at ’få nogle kilometer i benene’.
For at sætte træningsturene ind i en større sammenhæng var der sideløbende møder, hvor den færøske kultur, natur og levevis blev sat på dagsorden. Den viden viste sig at være nyttig, når de mange nye indtryk skulle bearbejdes og de anderledes oplevelser skulle sættes i perspektiv.

 

Betydningen
 

Hvordan oplevede deltagerne turen?
De spørgeskemaer, som alle udfyldte efter hjemkomsten, giver følgende indtryk:
Deltagerne oplevede generelt, at de var velforberedte og i fin form til at klare udfordringerne, selv om de indimellem blev godt trætte. For nogle af beboerne var især vandreturene hårde, og flere måtte tage en ekstra pause fra det aktive program, fordi grænsen for deres ydeevne var nået.
Men oplevelsen af, at man havde fået spændende oplevelser med sig i rygsækken, var det, der stod tilbage. Og det gav pludselig mening for deltagerne, at de havde gjort sig umage med træningen før afrejsen.
Også ledsagerne blev udfordret, både fysisk og mentalt. For at den enkelte beboer kunne gennemføre de krævende aktiviteter, var det nødvendigt med et tæt samarbejde med ledsageren. Det var afgørende, at ledsageren opmuntrede og viste tillid til, at det kunne lade sig gøre. Forholdet mellem ledsager og beboer blev således sat på prøve ved, at man var sammen om strabadser og udmattelse. Og at man skulle klare sig igennem. Man kan af gode grunde ikke ’stå af’ midt ude på fjeldet.
Sådanne fælles oplevelser kan give anledning til, at man - ud fra et pædagogisk perspektiv - rejser forskellige spørgsmål til forholdet mellem beboer og ledsager:
Hvilke faktorer er det, der bestemmer, om beboeren giver op og trækker sig fra yderligere udfordringer, eller om han går efter at gennemføre, selv om det føles svært og utrygt? Hvilken indflydelse har ledsagerens handlinger og holdning i den sammenhæng?
Kan forholdet mellem beboer og ledsager få en ekstra dimension ved at man oplever, at selv om ingen af os har mere at give, klarer vi os alligevel igennem sammen? At 1 + 1 = 3?
Kan man gennem ekstreme udfordringer opdage nye sider af samspillet, så begge lærer noget nyt om sig selv og hinanden? Kan de fælles oplevelser eventuelt få betydning i hverdagen bagefter?

Når man har gennemført et så krævende program som dette, føler man sig sej og stærk, ingen tvivl om det. Følelsen af, at ’man kan’ er guld værd, når man til daglig er begrænset i sine udfoldelsesmuligheder og afhængig af andre menneskers hjælp.
Samtidig mærker man tydeligt fordelene ved at være i god form og dermed kunne klare noget, der ligger ud over det daglige aktivitetsniveau.
For pædagogen / ledsageren rummer aktiviteter som disse mulighed for at se sin professionelle rolle i et andet perspektiv. I sig selv kan det være en spændende oplevelse for den enkelte.
Men, sat i en lidt mere systematisk ramme, kan aktiviteter, der udfordrer krop, sjæl og samspil, også anvendes som et led i det pædagogiske udviklingsarbejde i institutionen.