|
Forebyggelse og sundhedsfremmende livsstil for
personer med handicap
Af Anne-Merete Kissow
Handicapidrættens Videnscenter
deltager aktuelt i projektet ”Forebyggelse og sundhedsfremmende
livsstil for personer med handicap” på Blindehjemmet Bredegaard i
Fredensborg.
Projektets formål
På lang sigt at skabe forandring i kulturen på Bredegaard, så
bevægelse og sunde valg bliver en værdi man ikke går på kompromis
med, når hverdagens aktiviteter planlægges med beboerne.
Ansvaret og omdrejningspunktet for en sådan kulturforandring vil i
første omgang være at placere blandt medarbejderne, da det indebærer
nogle forandringer i overvejelserne vedr. planlægning af
aktiviteter, og ikke mindst i de daglige rutiner.
Projektets baggrund
Det er almindeligt anerkendt, at sundhed og velvære har tæt
sammenhæng med, at man dagligt er fysisk aktiv. Deltagelse i
bevægelsesaktiviteter sammen med andre medfører endvidere glæde og
socialt fællesskab.
Flere undersøgelser viser, at mennesker med udviklingshæmning og
synshandicap i reglen bevæger sig for lidt i forhold til de normer,
der anbefales, hvis man skal forebygge sygdom og opretholde en sund
livsstil. Desuden har mange også spisevaner, som kan betegnes som
usunde.
Beboerne på Blindehjemmet Bredegaard, har i dagligdagen i udstrakt
grad brug for hjælp fra pædagoger og andre hjælpere. Hvis de skal
deltage i bevægelsesaktiviteter, er de derfor afhængige af, at
pædagogerne støtter dem i dette og prioriterer det klart som en del
af dagligdagens program.
Svagheden ved dette er, at den enkelte beboers deltagelse bliver
meget afhængig af pædagogernes indstilling til vigtigheden af fysisk
aktivitet i beboerens dagligdag. Det optimale vil være, at sund
livsstil og aktiv fritid bliver formuleret som en del af kulturen på
Bredegaard og programsat for alle beboere.
Ved at opstille en fælles målsætning for sund livsstil på Bredegaard,
øges muligheden for, at alle beboerne får mulighed for at have et
aktivt og stimulerende fritidsliv ligesom andre mennesker i
samfundet.
Der eksisterer i øjeblikket et motionstilbud for beboerne på
Bredegaard, som indbefatter brug af forskellige motionsredskaber,
der er opstillet i ”kondisalen”. Dette tilbud tager overvejende
udgangspunkt i motion og træning som en del af en sundhedsfremmende
livsstil. For at fremme resultaterne og skabe fornyelse i dette
motionstilbud, ønskes tilbudet udvidet med viden om og afprøvning af
sund kost i samarbejde med køkkenet på Bredegaard. Derudover er
planen at afprøve forskellige metoder til indførelse af
bevægelsesaktivitet i hverdagen, samt bruge og eventuelt udvide de
muligheder, der byder sig på Bredegaard og i lokalområdet.
Handicapidrættens Videnscenter bidrager med formidling af viden i
organisationen, samt systematisering og videreformidling af de
erfaringer, der udspringer af projektet.
Projektets mål
At sætte fokus på alle de muligheder for aktive og sunde valg
hverdagen rummer, og sikre, at disse muligheder benyttet af beboerne
og medarbejderne.
At medarbejderne og ledelsen i fællesskab opstiller en fælles
målsætning for sund og aktiv livsstil på Bredegaard og præciserer,
hvad der allerede kan gennemføres uden store forandringer.
At der tages stilling til, på hvilke områder målsætningen kræver
større forandringer, og hvordan disse gennemføres.
Projektets målgruppe og interessenter
Målgruppen er i første omgang medarbejdere og beboere på Bredegaard.
Interessenter / øvrige involverede kan være frivillige
idrætsorganisationer, handicapidrætten og øvrige idrætsudbydere.
Yderligere oplysninger om projektet kan fås ved henvendelse til
Anne-Merete Kissow, 46340000, e-mail
ak@handivid.dk
Plan for aktiviteter
Den 19. til den 23. juni 2006 er den første aktivitetsuge. Det
bliver nogle dage med fysisk aktivitet for personalet. Akvititeterne
vil være tilrettelagt på en måde, så de er tilpasset mennesker med
synshandicap. Det bliver aktiviteter som spænder vidt - lige fra mini-tolv'er til tandemcykling.
|