Til kamp mod vanens magt - Brugerne og personalet har ordet!

Tekst og foto: Bo Therkildsen, september 2007

På Blindecenter Bredegaard har pædagoger og brugere det sidste års tid forsøgt at ændre nogle dårlige livsstilsvaner til det bedre. Midlet har været ændrede kostplaner og masser af idrætstilbud. Her fortæller tre brugere og en af initiativtagerne til projektet om, hvordan det har været at omlægge dårlige vaner til gode, og hvordan man holder fast.

Tania Thulin i gang med en af motionsmaskinerne. Hun træner tre gange hver eneste uge.

Tania Thulin, 49 år:

”Vi trængte til at tabe os og styrke musklerne. Der skulle noget mere liv i os, for inden projektet var vi sløve, og jeg var ikke mange sure sild værd. Jeg sov mere og havde mindre energi. Nu er jeg blevet mere aktiv og tager også mere ind til byen.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i projektet ville jeg gerne, men var også lidt bange for at få pulsen op – og jeg blev forskrækket over at blive forpustet, da vi gik i gang. Nu er det som en leg – det er lækkert og giver en følelse af velvære. Jeg træner mandag fra 7.15-8.30, tirsdag fra 15.45-17 og onsdag om morgenen igen. Jeg får et godt velvære af det – jeg kan mærke, jeg har fået det bedre og har mere overskud til at gøre ting, når jeg har fri.

Hele projektet har været dejligt og skønt. Man siger: Ahhh, nu skal jeg ned og træne! Jeg har ikke længere lyst til at købe slik og chips, jeg kan godt lade være! Og det går den rigtige vej. Jeg har da tabt mig,” siger hun.

Thomas Lund er glad for træningen, og desuden har han omlagt sin kost.

Thomas Lund, 36 år.

”Jeg har det godt med at træne, jeg bliver træt på en anden måde. Det er en anderledes træthed, som er bedre. Jeg har også fået flere kræfter i hverdagen. Det har været godt. Også at ændre madvanerne. Men jeg synder to gange om ugen – da spiser jeg dessert. Men ellers spiser jeg flere grønsager og frugt i hverdagen,” siger Thomas.

Sabro Osmanovic trænede allerede en del inden projektet, og derfor kom han med i styregruppen som brugerrepræsentant.

 Sabro Osmanovic, 32 år,

”Jeg plejede at lave motion i weekenderne sammen med en kammerat. Derfor kender jeg noget til motion og til, hvordan man styrker musklerne. Så jeg blev spurgt, om jeg ville være med i projektgruppen som bruger-medlem. I juni 2006 havde vi en motionsuge for personalet – for de skal også bides af det. Vi spillede goalball, løb på løbebånd, sejlede i sejlbåd og alt muligt andet.

For at få aktiviteterne hos brugerne til at fortsætte skal man lave faste tilbud i weekenden. Vi synes selv, vi er blevet gode til at lave motion. Man kan tydeligt mærke det på kroppen. Det er dejligt, og man har lyst til at dyrke motion, for det giver flere kræfter i hverdagen. Første gang jeg skulle prøve, tænkte jeg, at det var svært, og at jeg ikke kunne klare 30 min. på løbebåndet. Men jeg prøvede, og så kunne jeg!

Nu spiser vi rugbrød i stedet for franskbrød og drikker vand i stedet for juice og sodavand. Slik spiser jeg måske kun en gang om ugen – og jeg kan godt mærke på vægten, at vi har ændret vaner,” siger han.

Sabro og Thomas i gang med gulvøvelser.

Fem spørgsmål til Helle Damhus, Blindecenter Bredegaard om, hvordan man får brugerne til at deltage i tilpasset idræt og bevægelse (TIB).

Hvad skal der til for at få brugerne til at deltage i TIB?

Personalegruppen skal selv synes, det er sjovt, for det er den, der skal motivere brugerne til at deltage. Hvis personalet for eksempel ikke tør køre på tandem, gør brugerne det nok heller ikke. Hvis ikke personalet synes, det er sjovt at lave de forskellige aktiviteter, gør brugerne nok heller ikke. Derfor startede vi også projektet med at prøve det hele af på de ansatte, for det er vigtigt, at personalet kan motivere brugerne. Ellers sker der ingenting.

Hvad gør TIB godt for?

Vi kan se, at vores brugere er blevet meget mere aktive. Fordi de er blinde og ikke kan se deres egen krop, har de ikke bekymret sig særlig meget for, om de var lidt overvægtige. Da jeg startede her var der også en anden tilgang til bevægelse og kost. Man gik simpelthen langsommere, når man var ude at gå tur, og der skulle ofte en ”gulerod” på i form af slik eller kage, hvis brugerne skulle med ud og røre sig. I dag er aktivitetsniveauet højnet på mange fronter.

Helle Damhus instruerer Tania i korrekt løfte-teknik.

Hvordan fastholder man god praksis?

Igen er medarbejderne vigtige som motivatorer og planlæggere. Der skal være faste planer for aktiviteterne. Hvis ikke der er en plan er det for nemt at lade være med at dyrke idræt, og så bliver det ikke gjort.

 

Hvordan udvikler vi området?

Vi skal give brugerne nogle sejre og lade dem mærke, hvordan deres fysik forbedres. Og så skal vi sørge for nye maskiner i motionsrummet og nye idrætstilbud. Vi havde i projektet et forløb med en ekstern fitnessinstruktør, som fungerede rigtig godt. Det handler også om at skabe en god afsmitning brugerne imellem. Fx er et af kravene for at bo i vores ungdomshus, at man skal være med i idræts- og motionstilbuddene. Så bliver det en selvfølge at være aktiv, og man kan ikke bare sige nej. Det giver en afsmittende effekt.

 

Hvor stort kan behovet blive i fremtiden?

Det vil blive meget stort. Institutionsverdenen er et spejlbillede på verden ”udenfor”, så når behovet bliver større udenfor, gør det også her. Og vi ved, at blinde ofte er i risikogruppen for at blive overvægtige. For at imødekomme det stigende behov handler det igen meget om personalet – for denne gruppe af blinde med udviklinshæmning finder ikke på aktiviteterne selv.

 

Thomas har gang i en multi-motionsmaskine, mens Sabro er på det mere traditionelle løbebånd.