|
Undersøgelse af
folkeskolens idrætsundervisning
Handicapidrættens
Videnscenter har startet en undersøgelse af, hvordan elever med
funktionsnedsættelser inkluderes i idrætsundervisningen.
Børn, der har en eller anden
form for funktionsnedsættelse må ofte nøjes med at sidde uden for og
kigge på, når klassekammeraterne har idrætsundervisning. Det er en
af de teser, Handicapidrættens Videnscenter undersøger gennem en
rundspørge til 63 folkeskoler i Roskilde Amt.
Videnscentrets idrætskonsulenter
har igennem flere år konstateret en stor efterspørgsel på viden om,
hvordan skolerne kan gøre den ordinære idrætsundervisning bedre for
enkeltintegrerede elever med funktionsnedsættelser. Undersøgelsen
skal i første omgang afdække, hvor stort et problem der er, og hvad,
der forårsager problemerne.
Roskilde Amt er blevet udvalgt
som testfokus, fordi amtet rent demografisk repræsenterer et bredt
udsnit af de forskellige folkeskoler i Danmark. Amtet har både
skoler i små landsbyer, i større byer og i selve Roskilde som en
stor by.
Der er ingen opgørelser over,
hvor mange elever på de 63 folkeskoler i Roskilde Amt eller på
landets øvrige folkeskoler, der har en nedsat funktionsevne.
De første spørgeskemaer er
allerede afleveret til idrætslærere og sekretærer på folkeskoler i
amtet, og overordnet bliver Handicapidrættens Videnscenters
konsulenter taget positivt imod på skolerne. Undersøgelsen ventes
afsluttet i løbet af maj måned.
|