EU projekt i Ungarn

Handicapidrættens Videnscenter har i 2004 været med i partnerskabet omkring et EU-projekt med titlen ’Equal opportunities through sport for people living with disabilities’. De øvrige partnere var CVU Storkøbenhavn, Jysk CVU, og Marselisborgcenteret.

Opgaven var at planlægge og gennemføre et kursus med overskriften ’Adapted Physical Activity, Sport and Rehabilitation in Physiotherapy’ for 30 fysioterapeuter i Ungarn. Formålet med kurset var at ruste fysioterapeuterne til at anvende tilpassede bevægelsesaktiviteter i rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne. Der var også et ønske om, at få undervisningsmateriale, så man i fremtiden kan undervise studerende på de ungarske fysioterapeutskoler i emnet.

Opgaven blev udført af en gruppe bestående af Jan Johansen, Marselisborgcenteret, Jette Hammer og Lone Wigaard, Jysk CVU og Anne-Merete Kissow, Handicapidrættens Videnscenter.

Kurset bestod af 12 undervisningsdage i Budapest, fordelt over to moduler af henholdsvis 5 og 7 dage adskilt af en periode på 2 måneder. Derefter var deltagerne på to ugers studieophold her i Danmark, hvor de besøgte såvel rehabiliteringsinstitutioner som grupper inden for den frivillige handicapidræt.

I Ungarn har man ikke tradition for at bruge idrætten som terapeutisk og pædagogisk redskab, og handicapidrætten består hovedsageligt af konkurrenceidræt. Det var altså en stor udfordring for os som undervisere at tilrettelægge kurset, så de ungarske terapeuter kunne bruge den viden og de erfaringer, vi kom med fra det danske system.

Forud for kurset besøgte nogle af os derfor en række rehabiliteringssteder i Ungarn, ligesom vi mødte repræsentanter for handicapidrætten i landet. Indtrykkene herfra blev brugt som ramme for kursets indhold og metoder.

De pædagogiske metoder, som vi så anvendt på rehabiliteringscentrene i Ungarn, er præget af, at terapeuten styrer aktiviteterne stramt og stiller lukkede opgaver. Patienterne træner for det meste individuelt efter faste programmer, der er lavet af læger. De gruppeaktiviteter, der findes, er ofte organiseret som ’skoler’, som også har faste programmer, f.eks. en gangskole. Hvilke patienter, der skal deltage, afgøres af lægen. Hensigten med disse hold er, at patienterne skal træne individuelt sammen med andre, der har samme træningsbehov. Det er ikke tanken, at aktiviteterne skal skabe samspil mellem deltagerne.

For os var opgaven at præsentere teori og metoder inden for tilpasset bevægelsesaktivitet og idræt, hvor målet dybest set er at tilegne sig handlekompetence og aktualisere sig selv i en sammenhæng, der giver mening og drives af glæde. Man udfolder sig sammen med andre gennem leg og spil, hvorved man lærer bevægelsesfærdigheder, som er nødvendige for aktiviteten, men som ofte også kan bruges i andre sammenhænge.

Derfor lagde vi i første modul vægt på at tydeliggøre forskellen melle åbne og lukkede opgaver og de forskellige læreprocesser, de hver især indebærer. Deltagerne blev præsenteret for opgaveløsning i praksis, f.eks. eksperimenteren med redskaber, udvikling af småspil samt lege, hvor samspillet var i centrum. Desuden bestræbte vi os på at skabe en vekselvirkning mellem teoretisk undervisning og praktiske aktiviteter og opgaver.

For deltagerne var dette en hel ny måde at lære på, og det blev selvfølgelig mødt med en blanding af nysgerrighed og skepsis. Mellem de to kurser fik de imidletid til opgave at prøve arbejdssmetoderne af i deres egen praksis og forberede en præsentation af deres erfaringer for deres medkursister. Her viste det sig, at de fleste - trods vanskeligheder med lokaleforhold, strukturer og generel skepsis fra deres omgivelser – kunne gennemføre et træningsforløb med tilpassede bevægelsesaktiviteter til en gruppe patienter. Deltagerne præsenterede os for en perlerække af små videofilm med tilhørende pædagogiske overvejelser på et niveau, som vi ikke havde haft fantasi til at forstille os, da vi planlagde kurset.

Tilbagemeldinger efter kurset fortæller os, at deltagerne oplevede, at de blev præsenteret for en helt ny tænkning, hvad angår bevægelseslæring og pædagogiske metoder. De opfattede det som en spændende udvikling af deres terapeutiske muligheder og redskaber i rehabiliteringen.

Som undervisere lærte vi også noget nyt. Vi oplevede, at undervisning kan være kulturudveksling. Deltagerne gav os indblik i kulturforskelle ved at inddrage eksempler fra deres hverdag og vise aktiviteter fra deres egen bevægelses- og dansekultur.

Udgangspunktet var, at vi som ’gammelt’ EU-land skulle bidrage til at opdatere nye medlemmer inden for vort felt, og det var også det der skete. Men vi kom også til at se vores fagfelt i lyset af deres kultur. Deltagerne formåede at gøre metoderne til deres egne og til en vis grad at tilpasse dem til deres egen hverdag på trods af mange barrierer. Ved at se tingene i en ny sammehæng blev vi opmærksomme på nye aspekter – at man f. eks. sagtens kan stille åbne opgaver til en person, der for nylig har fået transplanteret store hudområder og derfor har store restriktioner på sine bevægelser.

Hvad angår formidling var vi vidne til et niveau, som er betydeligt højere end det, vi ser hos kursister i Danmark. Indholdet var grundigt og seriøst planlagt, og præsentationerne var teknisk set gennemarbejdet til det yderste.

Kurset blev på det praktiske plan organiseret af det ungarske sportsministerium, som også stod for ansøgningen om midler fra EU. Generelt fik vi indtryk af, at de alle tager udfordringen som nyt EU-land meget alvorligt, og at man har et ønske om, at uddannelsessystemet skal tilpasses europæisk standard så hurtigt som muligt. Som ’gamle’ europæere kan vi kun håbe på, at de bedste af de eksisterende værdier i landet vil overleve inklusionsprocessen, så vi også kan lære af dem.