Indholdsfortegnelse
1. Baggrund 4
1.1. Empowerment 4
1.2. Idræt som deltagelse 4
1.3. Formål med projektet 5
1.4. Problemstillinger 5
2. Andre undersøgelser 5
3. Beskrivelse af Klinik for Rygmarvsskader 5
4. Design og metode 6
4.1. Beskrivelse af aktivitetstilbuddet 6
4.2. Dataindsamling 7
4.3. Udvælgelse af informanter 7
4.4. Databearbejdning 7
5. Sammenfatning af resultater 7
5.1. Første problemstilling 8
5.1.1. Socialt fællesskab 8
5.1.2. Organiserede aktiviteter 9
5.1.3. Lystbetonet træning 9
5.1.4. Færdigheder / handlekompetence 10
5.1.5. Velvære / sundhed 12
5.1.6. Rollemodel 13
5.1.7. Nyorientering 13
5.2. Anden problemstilling 14
5.2.1. Organisering af idrætstilbuddet 14
5.2.2. Patienternes adfærd / reaktioner på aktiviteterne 16
5.2.3. Betydning for hverdagen på KRS 16
5.2.4. Betydning for det samlede rehabiliteringstilbud 17
5.2.5. Rollemodel 18
6. Diskussion 19
7. Konklusion 20
7.1. Perspektivering 22
Noter 23
1. Baggrund
De fleste, der dyrker idræt, gør det, fordi kropslig udfoldelse har
værdi og mening i sig selv. Idræt er en måde at udfolde og udtrykke
sig på som menneske. Men der er efterhånden mange erfaringer der
viser, at idrætsdeltagelse også kan have værdier, der ligger uden
for selve aktiviteten. Idrætten antages f.eks. at være med til at
udvikle individets selvopfattelse og identitet (1).
For et menneske, der har nedsat funktionsevne, kan disse
’sidegevinster’ få ekstra stor betydning. Idrætten kan være en vej
til at blive deltager i det sociale liv. Især Hutzler (2) har vist,
at idrætsdeltagelse indebærer mange psykologiske og sociale fordele
for mennesker med handicap. Han var den første, der introducerede
begrebet ’empowerment’ i forbindelse med handicapidræt, og en række
andre forskere har taget tråden op. Hutzler knytter empowerment
sammen med Banduras begreb ’self-efficacy’ - oplevelse af
handlekraft (3).
1.1. Empowerment
Idéen om empowerment har rødder i pædagogiske idéer fra 70’erne (4).
Den bygger på troen på, at mennesket har magt til at tage styring i
deres eget liv og være involveret i de mange små ’samfund’ som deres
liv består af. I forhold til handicapidræt kan følgende definition
anvendes: Empowerment er processen mod at øge sin personlige,
sociale eller politiske magt, så man kan handle mod at forbedre sin
livssituation. (5).
Hovedprincipperne i denne proces er ifølge Hutzler (2) at a) fysisk
udfoldelse fører til forbedret funktion, b) mestringsoplevelser
medfører øget oplevet handlekompetence,
c) større tillid til kroppen forbedrer selvopfattelsen og
selvagtelsen
d) mentale problemer som store følelsesmæssige udsving bliver mindre
alvorlige og e) højere aktivitetsniveau fører til øget social
accept.
Blinde & Taub (6) finder at deltagelse i idrætsaktiviteter er
forbundet med tre elementer, der bidrager til empowerment: Oplevelse
af sig selv som social aktør, forbedret evne til at nå sine mål og
social integration.
Det har også vist sig, at idrætsdeltagelse i fritiden kan udvide den
sociale radius og erfaring hos de enkelte og anspore til at
igangsætte aktiviteter på andre områder.
Denne sammenhæng bliver tydelig i forholdet mellem idrætsdeltagelse
og tilknytning til arbejdsmarkedet. Schüle (7) har vist, at
idrætsaktive mennesker med handicap er erhvervsaktive i dobbelt så
høj grad som ikke-idrætsaktive. De idrætsaktive føler sig desuden
mere selvstændige og oplever sig selv som et aktivt og produktivt
medlem af samfundet
1.2. Idræt som deltagelse
WHO’s seneste klassifikation ‘International Classification of
Function’ (ICF) (10) er et internationalt accepteret redskab, som
anskuer funktionsevne i et dynamisk perspektiv. Ud over at
beskæftige sig med sygdom og helbredelse, fokuserer den også på de
forhold, der har betydning for deltagelse i et almindeligt
hverdagsliv i fællesskab med andre, altså funktionsevne på
samfundsniveau. Kroppens funktionsevne beskrives altså i sammenhæng
med personens egenskaber og de omgivelser, han lever i.
Denne begrebsramme bliver i stigende grad anvendt i
rehabiliteringsarbejdet i Danmark, og den er i overensstemmelse med
FNs definition af rehabilitering:
En målrettet og tidsbegrænset proces med det formål at gøre en
skadet person i stand til at opnå et optimalt mentalt, fysisk og/
eller socialt funktionsniveau og således give ham/hende redskaber
til at forbedre hans/hendes eget liv (8)
Rehabilitering er i denne forståelse mere end en genoptræningproces,
idet målet er at ruste personen til at kunne tage hånd om sin egen
livssituation og skabe sig en aktiv og meningsfuld tilværelse.
Set i ovenstående perspektiv kan deltagelse i idrætsaktiviteter ses
som et middel i rehabiliteringsprocessen, idet man her kan træne
kropslige, personlige og sociale kompetencer, og dermed opbygge
ressourcer til at skabe et aktivt liv. Aktiviteterne kan også være
et mål i sig selv, da idrætdeltagelse ofte er forbundet med, at man
udfolder sig som person og oplever glæde og kropsligt velvære samt
deltager i et meningsfuldt socialt og kulturelt fællesskab.
Idrætsaktiviteter kan som sådan være et supplement til den
målrettede, specifikke genoptræning, og de kan foregå sideløbende
med og i forlængelse af genoptræningsforløbet.
1.3. Formålet med projektet
Formålet med dette projekt er at skabe et aktivitetstilbud til de
patienter, der til enhver tid er indlagt på Klinik for
Rygmarvsskader, Hornbæk (KRS). Tilbuddet skal tage udgangspunkt i
idræt og bevægelse og ses som et supplement til den daglige,
målrettede genoptræning. Det skal desuden have et rehabiliterende
sigte. Det betyder, at det skal give den enkelte mulighed for at
opleve egne ressourcer og opfatte sig selv som kompetent deltager i
et socialt fællesskab. Desuden skal aktiviteterne støtte deltagerne
i at etablere et aktivt fritidsliv og dermed understøtte personens
tilknytning til samfundet.
Formålet er derfor ligeledes at øge kontakten mellem den
organiserede frivillige idræt og KRS.
1.4. Problemstillinger
Hvilken betydning har deltagelse i idrætsaktiviteter i
rehabiliteringsforløbet for den enkeltes oplevelse af egne
ressourcer og tro på egne handlemuligheder i fremtiden?
Hvilke fordele og ulemper er der ved at gennemføre det aktuelle
udviklingsprojekt på KRS, set ud fra udvalgte nøglepersoners
perspektiv?
2. Andre undersøgelser
En spørgeskemaundersøgelse fra 2004 belyser, hvordan patienter med
rygmarvsskade opfatter effekten af sport på rehabilitering (11).
Undersøgelsen gennemførtes via telefoninterviews af 33 patienter
9-23 måneder efter udskrivelse fra en afdeling for rygmarvsskade på
et hospital i Irland. De fleste af informanterne havde rygmarvsskade
og 16 var kørestolsbrugere.
Der blev spurgt til patienternes deltagelse i sport før og efter
skaden, samt til patienternes opfattelse af sportens indflydelse på
deres rehabilitering. Undersøgelsen konkluderer, at en stor del af
patienterne opfattede, at sportsaktiviteter havde god effekt i
rehabiliteringen. De patienter som trænede, før de blev skadet,
trænede med større sandsynlighed efter skaden end de ikke-aktive.
Alle indlagte patienter blev introduceret til sport af personalet
ved, at man prøvede mindst en sportsgren, og vigtigheden af denne
mulighed i rehabiliteringen blev understreget.
Et review foretaget i Canada i 1995 konkluderer, at man stadig
mangler en dybere forståelse for, hvordan idræt og træning kan
medvirke til at øge livskvaliteten hos personer med rygmarvsskade
(12). Hovedparten af forskningen på feltet undersøger fysiologiske
virkninger af træning. Det påpeges at livskvalitet er tæt forbundet
med oplevelse af selvhjulpenhed og uafhængighed, og på det felt er
forskningen mangelfuld.
3. Beskrivelse af Klinik for Rygmarvsskader
Klinik for Rygmarvsskader (KRS) er en afdeling af Rigshospitalet,
Neurocentret, som har til opgave at behandle patienter med
rygmarvsskader. Hospitalet modtager sine i alt 43 patienter fra
Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm samt Færøerne og Grønland og i
mindre udstrækning fra Fyn og Jylland.
Patienter har ved indlæggelsen ofte udbredte lammelser, som kun i et
vist omfang fortager sig igennem en lang genoptræningsperiode på
gennemsnitlig 6-8 måneder.
For langt de fleste patienter bliver der tale om et varigt handicap.
Dette enten som permanent kørestolsbruger og/eller med en nedsat
gangfunktion som oftest ved brug af specielt tilpassede
hjælpemidler. Øvrige handicaps såsom blære-tarm problemer og nedsat
håndfunktion kræver også specielle hjælpemidler, der ligeledes søges
tilpasset under indlæggelsen.
Under indlæggelsen på KRS genoptrænes flest mulige af de mistede
funktioner gennem et intensivt træningsprogram, så patienterne kan
fungere i hjemmet og i samfundet med den bedst mulige livskvalitet.
I langt de fleste tilfælde må patienterne under indlæggelsen tage
stilling til stort set hele deres livsgrundlag, da den nye situation
ofte kommer til at have indvirkning på bolig, arbejde, fritid samt
deres sociale liv i øvrigt.
4. Design og Metode
Undersøgelsen fokuserede på de involverede personers oplevelse af
aktiviteternes betydning. Derfor anvendtes et kvalitativt
undersøgelsesdesign (9).
Projektet bestod af et aktivitetstilbud som forløb over tre gange to
måneder. Dataindsamling skete gennem kvalitative interviews af
deltagende patienter og udvalgte nøglepersoner fra personalet på KRS.
4.1. Beskrivelse af aktivitetstilbuddet
Aktivitetstilbuddet var baseret på en pædagogiske tænkning, der
kendetegner frivillig idræt og bevægelsesaktivitet. Her er følgende
kriterier gældende:
- Det skal være lystbetonede aktiviteter, der vælges ud fra den
enkeltes ønsker og evner, og som dyrkes for deres egen skyld. Det
vil sige aktiviteter, der har mening i sig selv, men som også kan
have mål, der ligger uden for aktiviteten. F.eks. øget livskvalitet,
større kropsbevidsthed, identitetsdannelse og magt over eget liv.
- Det skal være aktiviteter, som giver den enkelte mulighed for at
bryde grænser, prøve nyt og udfordre den forandrede krop.
- Det kan være idrætsdiscipliner, som de dyrkes i idrætsforeninger.
Eller mere bredt bevægelsesaktiviteter, der designes efter de behov,
der er hos de aktuelle deltagere.
Aktiviteterne blev sat i gang på en idrætsdag i samarbejde med
’Sportsgruppen’ (tværfaglig gruppe der arrangerer sportsdage ca. 4
gange årligt) på KRS, hvor deltagerne kunne afprøve forskellige
aktiviteter. På baggrund heraf valgte deltagere og undervisere i
fællesskab, hvilke aktiviteter der skulle foregå de næste tre
måneder.
Det viste sig at være realistisk med 2-3 parallelle
aktivitetstilbud. Efter to måneder blev der arrangeret en ny
idrætsdag, og man valgte andre aktiviteter for den næste periode.
Der blev gennemført i alt tre forløb i perioden fra februar til
oktober 2004.
Tanken var at en to måneders træningsperiode ville være
tilstrækkelig til, at deltagerne kunne opleve, at de udviklede
færdigheder og blev dygtigere inden for det område, de havde valgt.
Dermed kunne de lettere vurdere, om de havde lyst til at dyrke
aktiviteten i fritiden efter udskrivelsen..
På de tre idrætsdage blev følgende idrætsaktiviteter præsenteret:
Bordtennis, aerobic, svømning, boccia, skydning, bueskydning,
tæppecurling, new age curling, præcisionsorientering, håndcykling,
roboule, snooker, pusterørsdart, shuffleboard.
Følgende aktiviteter blev valgt til at fortsætte over to måneder:
Bordtennis, aerobic, svømning, boccia, skydning, tæppecurling, new
age curling, håndcykling.
Aktiviteterne foregik to gange om ugen udenfor den almindelige
træningstid, d.v.s. sidst på eftermiddagen og om aftenen. De blev
organiseret af en fysioterapeut fra KRS, men idrætsinstruktører
udefra stod for træningen i de enkelte discipliner. Instruktørerne
havde en idrætslig baggrund og praktisk erfaring med handicapidræt.
De fleste havde selv et handicap.
Deltagerantallet var de enkelte træningsaftner mellem 15 og 20
patienter. Nogle af patienterne har desuden deltaget enkelte gange i
lokale idrætsforeninger. Det har dejet sig om kørestolsbasket i
Rødovre, landsholdssamling i skydning i Grøndalscentret i København
og svømning i Helsingør Svømmeklub.
4.2. Dataindsamling
Data blev indsamlet gennem semi-strukturerede interviews af de
personer, der deltog i aktiviteterne samt af udvalgte nøglepersoner
inden for personalegrupperne KRS. Deltagerne blev interviewet,
umiddelbart inden de stoppede med at deltage i aktiviteterne. For
nogle skete det i forbindelse med udskrivelse, for andre ved
afslutningen af projektperioden. Nøglepersoner fra personalet blev
alle interviewet efter afslutningen af hele projektperioden.
Der blev anvendt interviews af et analytisk, problemcentreret
tilsnit, og forinden blev feltet afgrænset via litteratur og
samtaler med patienter, der tidligere havde gennemgået et længere
rehabiliteringsforløb på samme eller tilsvarende institution. Der
var tale om semi-strukturerede interviews, styret af en
interviewguide. Interviewguidens spørgsmål opstod gennem en
operationalisering af undersøgelsens problemstillinger. Der var
således tale om to forskellige sæt af spørgsmål, henholdsvis til de
deltagende patienter og til personalet.
4.3. Udvælgelse af informanter
Alle de patienter, der har deltaget regelmæssigt over tid, er bedt
om at medvirke i interviewet. Patienter, der kun deltog få gange
eller blev udskrevet pludseligt, blev ikke interviewet. To personer,
der droppede ud uden kendt årsag, og to der ikke ønskede at
medvirke, deltog heller ikke i interviewet.
Der er således foretaget interviews med 26 patienter, 15 kvinder og
11 mænd. Aldersspredningen var fra 19 til 90 år, og
funktionsniveauet spændte fra gående uden ganghjælpemiddel til
siddende i el-kørestol.
Nøglepersoner fra personalet blev udvalgt, så faggrupperne var bredt
repræsenteret. Der var en ergoterapeut, en fysioterapeut, en
aftensygeplejerske, en dagsygeplejerske, en psykolog, og en af de to
fysioterapeuter, der havde stået for organisering af
aktivitetstilbuddet. Disse personer havde alle fulgt projektet og
havde fra hver sit perspektiv dannet sig et indtryk af forløbet.
4.4. Databearbejdning
Alle interviews blev transskriberet og renset for fyldord og
passager, der ansås som ubetydelige for undersøgelsens fokus.
Materialet blev analyseret med metoden ’Meaning Condensation’(9),
som indebærer, at der laves et sammendrag af meningsindholdet i
informantens udsagn, så det fremstår i en forkortet form. Lange
formuleringer komprimeres til kortere udtryk, hvor den centrale
mening bevares. Dette foregår gennem en fortolkningsproces og
resulterer i en mere skarp formulering af, hvad den enkelte deltager
siger om problemstillingens hovedtemaer.
’Meaning Condensation’ anses som en fænomenologisk, hermeneutisk
funderet metode, der gennem fortolkning forsøger at forstå fænomenet
ud fra den enkelte informants perspektiv.
5. Sammenfatning af resultater
Denne undersøgelse består af to problemstillinger:
1. Hvilken betydning har deltagelse i idrætsaktiviteter i
rehabiliteringsforløbet for den enkeltes oplevelse af egne
ressourcer og tro på egne handlemuligheder?
2. Hvilke fordele og ulemper er der ved at gennemføre det aktuelle
udviklingsprojekt på KRS, set
ud fra udvalgte nøglepersoners perspektiv?
Den første problemstilling søges besvaret gennem interviews af 26
patienter, der har deltaget regelmæssigt i idrætsaktiviteterne under
indlæggelsen.
Den anden problemstilling søges besvaret gennem interviews af 6
personer fra personalet på KRS, som på forskellige måder har fulgt
projektet.
I dette afsnit fremhæves aspekter, som i interviewet gives særlig
vægt af informanterne. Undersøgelsen afspejler ikke, hvor mange der
oplever det samme, men at det pågældende aspekt opleves som vigtigt
af nogen. Sammenfatningen giver altså en oversigt over, hvad
informanterne tilsammen kan fortælle om deres oplevelser.
5.1. Første problemstilling
Hvilken betydning har deltagelse i idrætsaktiviteter i
rehabiliteringsforløbet for den enkeltes oplevelse af egne
ressourcer og tro på egne handlemuligheder?
Svarene fra patienterne kan opdeles i syv kategorier, som i det
følgende sammenfattes og eksemplificeres med udvalgte citater fra
informanterne.
5.1.1. Socialt fællesskab
Det har stor betydning at man som deltager har det sjovt sammen med
de andre, når man deltager i idrætsaktiviteter, og man oplever sine
medpatienter på en anden måde.
Der er jo et mægtigt sammenhold dernede, når man sidder og spiller
det der, for man morer sig jo. Der er jo ikke meget at more sig over
ellers, vel. Det synes jeg virkelig er sjovt. (kvinde, 68 år)
De fleste mennesker, når de laver idræt, så automatisk så glemmer
man jo ligesom det der med at holde på formerne, så griner man lidt
og laver lidt mere skæg med hinanden og sådan. (Mand, 51 år)
Man lærer hinanden at kende på en helt anden måde. Man snakker mere
sammen, når man er ny og kommer ind i sådan en gruppe. Og man laver
sjov – man har noget fælles at kunne snakke om bagefter. Man får
mere samvær, og man lærer hinandens navne – for man kan jo ellers
ikke huske dem. (Kvinde, 55 år)
Man opnår et fællesskab og et sammenhold, og den lette stemning fra
idrætten holder, også efter at man kommer tilbage til afdelingen
Man kommer jo tættere på hinanden, altså, vi har jo noget at snakke
om, altså: Det var skægt, og det var....måske fører man det sociale
med op i opholdsstuen bagefter også, det gør det jo nok, tror jeg,
hvis du har noget, du er sammen om, ikke. Det fører man så videre,
tror jeg, i andre sammenhænge. (kvinde, 64 år)
Der lægges også vægt på, at man mødes på tværs af sengeafdelingerne.
..vi lærer hinanden godt at kende, og egentlig også på tværs af
etagerne. (Kvinde, 57 år)
Så på den måde er det meget godt, at man måske kommer til at snakke
med nogen af dem, man ellers ikke ville have snakket med, også fordi
vi er fra to forskellige etager, så man er måske meget på den etage,
man er på, og så får man ikke set så meget til de andre. Men det kan
man gøre ved de arrangementer, så det er jo meget godt. (Mand 32 år)
Det er positivt at der er liv i huset om aftenen, og at man uden for
behandlingstiden har noget aktivt og meningsfyldt at bruge sin tid
til sammen med andre. Dette nævnes i modsætning til at sidde på
værelset og se TV og drikke kaffe.
Så det har givet noget liv her, synes jeg, hvor det bare var – folk
sad på deres værelser og gloede fjernsyn, før det startede. (Mand,
33 år)
Ja, altså folk bliver glade af det, synes jeg. For ellers sker der
jo ikke så meget heroppe til hverdag.
(Kvinde, 53 år)
5.1.2. Organiserede aktiviteter
Den organiserede idræt får patienterne ud af stuerne og modvirker at
man isolerer sig. Man trækker hinanden med, fordi der er noget at
komme efter.
Jeg synes, det er fedt, rigtig fedt, fordi...jeg synes, man er meget
overladt til sig selv, at underholde sig selv, og det er måske ikke
alle, der er lige gode til det. Så jo flere aktiviteter, der bliver
tilbudt her fra, jo federe, altså. (Mand, 19 år)
Jeg synes, efter at der er kommet fjernsyn på stuerne, som der ikke
har været altid...det er ligesom, det isolerer folk mere. Så de
kommer ud af stuerne, jeg synes, der er mange dernede, jeg synes,
det er rart at se... (Kvinde, 53 år)
..der er osse mange, der ikke kan tage sig sammen til det, de bliver
ligesom – ikke tvunget til det – men de får tilbuddet, og bliver
måske lokket lidt med af de andre osse. (Mand, 57 år)
Nu har jeg god sammenligning, fordi jeg har været her mange gange
før. Jeg synes helt klart, at det har betydet noget for den glæde,
der er her, og...folk bliver mere glade, og det er dejligt at se og
mærke, at salen bare fyldes frivilligt, havde jeg nær sagt, også at
det ikke er så individuelt, det er noget man er sammen om.
(Kvinde,57 år)
Det er svært for patienterne at tage sig sammen til at arrangere
eller gå i gang med aktiviteter selv, fordi der er så mange andre
ting, der tager energien, når man er indlagt til genoptræning.
Derfor er det en stor hjælp, at aktiviteterne er organiseret som en
del af træningstilbuddet.
...men jeg synes, man har lidt tendens til at gå i stå i kørestolen,
når man kommer til skade i hvert fald. Jeg kan kun tale for mig
selv---man går meget i stå og så siger, nå, det var det. Men at der
er nogen muligheder...man skal lige have den præsenteret for sig,
for det er ikke altid, man har lyst til selv at gå ud og dige: Ja,
nu må jeg sgu ud og prøve at se, om jeg kan spille noget boccia,
f.eks. Så synes jeg, det er meget fedt, at stedet her tilbyder,
jamen du kan komme ud at gøre sådan og sådan.
(Mand, 19 år)
..og det er jo netop dem, der har et eller andet traume, som sidder
og banker inde med det og kan ikke komme videre, så der synes jeg,
det er et godt supplement her, virkelig til at få folk i gang..
Og der er nogen, der er bedre til at rive sig selv op med
hårrødderne end andre er, og så specielt dem, der ikke er så gode
til det, de får et godt tilbud her, synes jeg. (Mand, 57 år)
5.1.3. Lystbetonet træning
Der lægges vægt på, at deltagelse i aktiviteterne er frivillig og at
man frit kan vælge, hvad man vil deltage i. At man ikke bliver sat i
gang med aktiviteten af fysioterapeuten, fordi den er nyttig.
Det betyder utroligt meget, fordi det her med sporten er vi selv
herre over. Det andet får man nogle gode råd, det er
fysioterapeuten, der kører – selvfølgelig i samarbejde med en – bøj,
stræk, bøj, stræk. I sporten glemmer man, at man træner, og så
træner man alligevel utrolig meget og væsentlig mere, end hvis du
bare får tre kvarters træning der ved fysioterapeuten.. Når man går
ind og ser, at de spiller bordtennis herinde – så træner du jo meget
længere end ved en fysioterapeut. Og det er jo ud over – det er
super. Foruden at det giver glæde. Man kan se ansigterne stråle, når
de kan noget, der minder om det, de kunne før.
Det er vigtigt, at man har begge muligheder. (Kvinde, 55 år)
Det er måske lidt mere frit. Når det ikke er egentlig fysioterapi
eller ergoterapi, der er osse plads til leg og sjov. Selv om der
osse bliver trænet. Det er mere fritidsagtigt. (Mand, 45 år)
..målrettet træning kan godt blive for meget. Der er nogle dage,
hvor du simpelthen ikke gider – det siger de jo osse, at der skal
være plads til – det er jo sjovere at lege – og det giver jo træning
i sig selv. (Mand, 29 år).
Så får man prøvet lidt andet osse, end de behandlinger, man får. Det
er jo anderledes på den måde, at det jo er noget, man selv siger ja
til, at man vil være med til. (Kvinde, 90 år)
Konkurrencemomentet fremhæves som en motiverende faktor for, at man
går lidt længere, end man ellers ville gøre. Det kan betyde, at man
finder sine grænser, og man kan ligeledes opnå forbedret
træningstilstand.
Det var bordtennis’en, ikke. Fordi det er et spil, så lader man sig
rive med.. Det var lige som om... jamen det sad i mig, i grunden,
ikke osse, men det var mine bevægelser, der ikke kunne følge med,
ikke osse. Så derfor var det nok, at jeg overskred mine grænser lidt
på grund af, at jeg sådan set glemte lidt, at jeg ikke kunne – man
bliver ivrig, ikke osse? Og når man bliver for ivrig, jamen så
finder man sine grænser. Så siger kroppen nej. (Mand, 60 år)
Ja, der er et konkurrencemoment i det, der gør det lidt sjovere. Det
andet der ved man jo hvorfor man gør det, det er jo for at blive
bedre rent fysisk på grund af sin skade. Det dér er osse mere for
hygge, for sjovs skyld at man gør det. At man så får en sidegevinst
ved at røre sig, det er jo kun godt, ikke. At man får en bedre fysik
af det, i hvert fald i de fleste idrætsgrene.
Jamen det er det, de fleste godt kan li’, det er konkurrence og
sådan noget, og det der samvær, man har med andre, ikke. Så tænker
man ikke så meget over, at det osse er træning. (Mand, 19 år)
Aktiviteterne opfattes som leg - genoptræning under sjove former,
hvor man ikke opdager, at man træner.
Det kan da godt være, at det går nemmere, når det er sådan en leg.
Det er sådan, at når man sidder og træner, så sidder man jo der og
anstrenger sig i stor stil, og det tænker man jo ikke på, når man
gør det samme samtidig med, at man leger, vel? (Kvinde, 64 år)
....men det andet det gør, at man spekulerer ikke så meget på, hvad
man fejler når man leger, vel, så glemmer man lidt af det der, så
prøver man jo at gå lidt videre end man muligvis kunne, ikke... med
kroppen. (Kvinde, 75 år)
5.1.4. Færdigheder / handlekompetence
Der gives udtryk for, at færdighederne inden for den enkelte
idrætsdisciplin forbedres, hvilket gør det sjovere at deltage.
Man er nok blevet lidt bedre til at placere armene, end man måske i
starten bare sendte den af sted, så det er da....det er bedre og
bedre.... Jeg synes, der er sket en udvikling, mere seriøst, med at
placere bolden og dit og dat ....man lærer noget undervejs, hvad man
skal gøre, når de ligger og blokerer, de andre møgkugler,
ikke...(Kvinde, 64 år)
Jeg har lært at svømme! (Mand, 45 år)
Særligt svømning, den har altså betydet meget, for jeg har lært at
svømme. Jeg kan godt svømme, bare ikke på dybt vand. Og så har jeg
lært at dykke hovedet ned under, holde vejret og op igen. Så svømme
og så ned og op og trække luft. Det betyder meget, jeg har været
meget glad for det.(Kvinde, 55 år)
Ja, jeg har lært lidt om siddestillinger i kørestol, om hvor
balancen og sådan ligger...for eksempel i bordtennis. Der er nogle
steder, man ikke kan nå ud, men efter et stykke tid, så lærer man
altså, årh, men du kan kaste dig så og så langt. Så vipper stolen
godt nok, men den ryger osse ned igen, så du ikke falder. Og så osse
tæppecurling. Det giver utrolig store overarme, for det er rimeligt
hårdt. Men da lærer man osse, at hvis du lige drejer dig lidt, så
kan du altså komme til meget bedre.(Mand, 19 år)
I idrætsaktiviteter møder man sine grænser meget konkret, og man kan
derved finde nye strategier for problemløsning eller bearbejde sine
forestillinger om, hvad man skal beskæftige sig med fremover.
For jeg har været utrolig aktiv hele mit liv, og så lige pludselig
sidde i en kørestol og spille bordtennis, det kunne ikke rigtig
forene det, jeg havde behov for – og jeg har spillet bordtennis før,
så det hang ikke rigtig sammen. Og så at sidde ned og skyde, det var
ikke lige det! Passende ved jeg ikke rigtig – men det kan være, at
det bliver passende. Lige pludselig sidde ned og skulle lave noget –
det er ikke lige mit temperament – men det kan det jo blive nødt til
at blive...(Mand, 57 år
I aktiviteterne opdager man ofte, at man kan mere, end man troede.
Det kan betyde, at man ser sig selv og sit liv med handicap fra et
nyt perspektiv.
Som voksen har jeg aldrig gået i vandet. Så nu har jeg lært det – at
komme under og få vand i øjnene og lært, at der sker ikke
noget....jeg havde aldrig drømt om, at jeg kunne flyde i vandet! Jeg
får sådan en pude og så bare ligge og flyde. Og vi har lært at
trække vejret – og så prøve at sætte os nede på bunden, og uanset om
vi havde fat i stangen eller hvad – vi kunne bare ikke, fordi vi røg
til vejrs igen. (Kvinde, 55 år)
Du får indblik i, at der faktisk er mange ting, du godt kan. Selv om
man sidder ned. (Kvinde, 53 år)
Ja, fordi heroppe, man går meget sådan og....i starten, der havde
jeg meget sådan sorte tanker ...oh shit, og hvad nu, og jeg kan ikke
noget...og så kommer der sådan nogle tilbud, hvor man lige
pludselig....det er jo sådan, man ligesom finder ud af, nå, men man
kan sgu sagtens, altså. Det er jo der man opdager det. Så det har
været rigtig fedt.(Mand, 19 år)
Nu f.eks. vi spillede tæppecurling, der ved jeg da fra mig selv, at
når jeg skal kaste de der sten, de vejr en 4 – 5 kg, at det er for
mig en rimelig stor vægt, og når jeg skal have den tilbage og armen
frem igen, så kommer jeg ud i nogle stillinger, hvor jeg normalt
ikke er så vild med at komme ud, men det kan jo faktisk godt lade
sig gøre, når man gør det i en sammensat situation. (Mand, 51)
Jamen helt sikkert fordi det hjælper med til at komme over det, for
da jeg kom her, troede jeg, verden var væltet, og jeg troede, at min
fremtid, det bliver at skrumle rundt fra den ene ende af stuen til
den anden og bare sidde og glo..så det var en helt ny verden, der
lukkede op. Jeg tænkte: Vor herre bevares, så skal man sidde og glo
på en stol – og så var det så morsomt at spille boccia! (Kvinde, 55
år)
Man lærer færdigheder, som man kan bruge i andre sammenhænge end i
den pågældende idrætsaktivitet, og man får mod på at bruge disse
færdigheder ved at deltage i andre aktiviteter uden for hospitalet.
Så det har jo også bidraget til, at jeg kan springe på hovedet i
bassinet i Helsingør. Ud over, at det giver kræfter tilbage – så
giver det også troen på, at man kan blive sig selv igen psykisk. Det
er jo alt fra at kunne svømme til at kunne færdes på våde fliser –
man er jo også hunderæd for at falde, når man lige har været sådan
noget igennem....Jeg har lært at tage tøj på igen – det er jo også
en del af det at komme ud at svømme. Og tørre sin ryg. Hvis man ikke
kan flytte sin arm, er det svært at tørre sin ryg. Det er jo osse
træning...(Mand, 45 år)
Jeg har lært meget om stolen og ikke så meget om mig selv, vel. Mere
sådan om stolen, hvordan den sådan fungerer, når man ikke bare skal
sidde og køre i den, men lige pludselig skal lave noget fra den. Det
har jeg lært meget om, jeg synes, det har været nyttigt nok....sådan
noget med, at hvis du er på restaurant, du kan ikke lige komme ind
under bordet, så er det meget...nå, men du kan jo lige flytte lidt i
stolen og køre skråt på og sådan. Det lærte jeg meget om ved det der
skydning, det var ikke altid, bordet lige stod sådan, at stolen
passede til, så måtte man flytte lidt på sig selv. Så det har været
nyttigt, også i bordtennis. (Mand, 19 år)
Ofte opdager man nye variationer af idrætter, man kender fra før,
man fik sin skade. Man bliver opmærksom på, at man har mulighed for
at leve et aktivt liv, selv om man har et handicap.
Jeg er egentlig blevet overraske over, at man kan mere, end man
regner med, fra en kørestol. Boccia, det kan man jo sagtens fra en
kørestol...(Kvinde, 64 år)
Jeg har jo ikke siddet i kørestol før, det er ret nyt for mig, og så
bare det der med at prøve noget...nå men du kan jo sagtens spille
det eller det i kørestol, det er fedt at få det bekræftet, altså når
man er nytilskadekommet og ikke rigtigt....det er jo ret
uoverskueligt sådan i starten, synes jeg nok....altså lige at få at
vide, jamen du kan altså sagtens det her, skyde og bueskydning og
curling og alt sådan noget. Det har været fedt at får den
bekræftelse. Altså osse...-så er der noget at lave, ikke osse..(Mand,
19 år)
... en stor del af det er det, at føle sig mere normal. Jeg plejer
at gå til noget og plejer at dyrke sport af forskellig art, og det
har ligesom efter at jeg blev syg, der har det været meget lidt, der
har været mulighed for. Og heroppe ser man så, at der er nogle andre
sporter, man kan komme til at dyrke. Så det har alt i alt været en
god ting. (Kvinde, 55 år)
5.1.5. Velvære / sundhed
Det fremhæves, at det er dejligt at mærke ømheden og trætheden efter
at man har vært aktiv, og træningsværk opleves som en positiv
smerte, der er tegn på, at man har brugt kroppen. Når man er aktiv,
har man en god følelse af at være i god form.
..det synes jeg, er meget rart. For man kan jo mærke bagefter, at
man har rørt sig, i stedet for, at man bare sidder. Fordi man kan jo
mærke det helt ned i benene, selv om det ikke er dem man rører.
(Kvinde, 64 år)
..det der med at få endorfinerne til at rulle, det er dejligt!
(Kvinde, 55 år)
..man kan mærke bagefter, at man har været der, at de ting plejer
ikke at blive brugt – det kan man godt mærke. (Mand, 73 år)
Især i starten ku jeg mærke det, fordi ens skuldre og ryg og sådan,
men kan godt mærke, at man bruger sig selv, når man gør det. Og mine
ben også, da jeg begyndte at stå op og kaste, så det kan man godt
mærke, at man bruger sig selv fysisk...(Mand, 32 år)
Man blive glad for sin krop og for det, man kan gøre med kroppen.
...men jeg tror, det er vigtigt, at holdningen til sin egen krop –
det hører altså også med. Det tror jeg også kan være med til, især
for handicappede......at man kan være glad for sin krop og for det
man selv kan. (Mand, 51 år)
Deltagelse i idrætsaktiviteter giver energi og man sover bedre om
natten. Det kan desuden gøre humøret lettere.
Det er glæde i træningen samtidig med, at det giver glæde og
overskud, og man får simpelthen mere energi af det, mere lyst, og
man sover meget bedre om natten. Det synes jeg man gør...(Kvinde, 57
år).
Og har man ikke lyst eller energi, hvis der er et eller andet, der
nager, og så hvis man alligevel går derned, så.. Det hjælper på
tunge ting. Du kommer over det punkt, at så er det nok ikke så
slemt. Det giver lidt luft. (Kvinde, 55 år)
Jamen det giver altså, at jeg føler, at jeg får nogle kræfter og får
noget nyt...ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg får gang i
det hele. (Kvinde, 68 år)
Når man har et handicap, er det nødvendigt at holde sig i form, for
sundhedens skyld og fordi dagligdagen bliver lettere.
Det primære er jo at få holdt vores krop ved lige og få holdt den i
gang, det er fordi, den bliver stiv og sætter sig fast, og så har du
godt af at få brugt den, osse vores kredsløb har osse godt af at
blive rørt og blive brugt, så hele vores fysik den skal holdes ved
lige, det skal den. (Mand, 57 år)
5.1.6. Rollemodel
Der gives udtryk for, at det er vigtigt at have personer med
handicap som rollemodeller. Det giver hjælp til at få øje på
muligheder i et liv med handicap. Desuden får man konkrete tips om,
hvordan man kan klare en dagligdag og leve et aktivt liv.
Det er jo at dele erfaringer, osse at snakke bagefter med de gamle
patienter, der kommer her – suge noget der. Lære meget af dem,
rigtig meget. (Mand, 29 år)
Og hun er jo fantastisk til det! Og det er jo osse med til, når vi
ser, at én, der sidder i kørestol, kan sidde og gøre en hel masse,
jamen så kan du også. Det er ligesom et forbillede for os. At hun
kan sidde og gøre alt det. (Kvinde, 64 år)
Jeg synes, vi har fået rigtig mange udfordringer med de
instruktører, vi har – især skydning, som jo er helt nyt og en
teknik, man skal lære. Der synes jeg, instruktørerne er rigtig gode.
(Kvinde, 57 år)
Og Kjeld, han er jo fantastisk, jeg synes, han er rigtig god.
(Kvinde, 64 år)
...også fordi Jørgen Witt han er meget inspirerende, må man sige.
Også fordi han er jo netop i samme situation som mig, som tetra,
ikke...så det var i hvert fald et godt forløb med bordtennis. (Mand,
33 år).
Det er jeg imponeret af, at det er ham, der mangler det ene ben,
instruktøren, at han kan drøne rundt der og samle de kugler op. Han
har jo plads til dem, siger han, for han mangler det ben...
(Mand, 72 år)
5.1.7. Nyorientering
Der fremhæves, at aktivitetstilbuddet giver inspiration til at finde
nye vej og nye aktiviteter, som man kan deltage i efter
udskrivelsen. Man får desuden hjælp til at opsøge kontakter og komme
videre, hvis man har konkrete planer om deltagelse i idræt i
fremtiden.
...for nu ved jeg – du kan sagtens spille boccia, du har ikke nødigt
at sidde hjemme og trille tommelfingre. Det er jo om at komme ud,
selvom man sidder i kørestol. Det er min mening, og det skal nok
komme! Og i mit fremtidige hjem, der er sådan en bocciabane lige
udenfor, og det agter jeg da at være med til, når man har set, at
man kan det her. Så det synes jeg er en god ting. Boccia bliver jo
brugt mange steder nu. Til sommer skal jeg da være med til det.
(Kvinde, 64 år)
...o det har jeg også snakket med instruktøren om, hun har jo et
hold – at hvis jeg bliver udskrevet engang, så skal jeg videre på
det, sammen med nogle af de andre – det har været godt, klart det
bedste. Også for at holde sig i gang – det er jo begrænset hvad man
kan, det kommer jo stille og roligt. Jeg har talt med en del, der
har spillet kørestolsrugby, Martin er lige genindlagt, og ham har
jeg snakket med – de vil prøve at lokke mig til det – det vil jeg
ind og kigge på. (Mand, 29 år)
Jeg overvejer at fortsætte med tæppecurling, når jeg kommer hjem.
Der er tæppecurling i Næstved, det har jeg undersøgt. Så har jeg
osse overvejet rigtig curling, men det ligger så noget længere væk,
men det må vi se. (Mand, 32 år)
Så har jeg valgt at svømme 3 gange om ugen i Helsingør svømmehal,
for at holde det i gang...(Mand, 45 år)
Ja, nu bor jeg i Holbæk, og der har jeg ladet mig fortælle, at der
er noget basket hver fradag. Så havde jeg da tænkt mig at tage...og
så måske anskaffe mig sådan en håndcykel og så...der er jo nogle
store landeveje der. Jeg har været med ude at træne basket en enkelt
gang. Så har vi spillet lidt nede i træningssalen. Men jeg var med
til at træne med dem, og det var helt vildt....det går eddermaneme
hurtigt. Det så sjovt ud, og jeg var osse med og sådan, men der var
jeg ikke så stærk, at jeg kunne følge med i det tempo dér. Men det
var sjovt, det var rigtig underholdende. (Mand, 19 år)
Og det er ligeså meget det, at det åbner muligheder. Jeg så også i
bladene heroppe med handicapskydning. Måske kan jeg gå på jagt – det
var der en gut, der fortalte...han siger, at han gik på jagt. Jeg
har fået tilbudt sådan en minicrosser, så kan jeg jo osse komme på
jagt, men så skal jeg, da det er lang tid siden, lige have noget
skydetræning i en handicapskydeklub. Det har jeg set, så skal jeg
lige finde ud af, hvad for en, der er inden for rækkevidde. (Kvinde,
55 år)
Deltagelse i idrætsaktiviteter kan være en konkret anledning til at
reflektere over, hvad der er vigtigt i mit liv lige nu.
Det er da en af de ting, når jeg engang kommer hjem og får styr på
alt det andet, så vil jeg helt sikkert overveje, om det skal være
bordtennis, jeg kaster mig over. Det tror jeg. Jeg forestiller mig
ikke, at jeg vil gå i gang med det samme, for vi har jo to små børn,
de tager det meste af min tid, ikke. Men sådan om et år eller to,
når jeg har lidt styr på det hele.(Mand, 33 år)
5.2. Anden problemstilling
Hvilke fordele og ulemper er der ved at gennemføre det aktuelle
udviklingsprojekt på KRS, set ud
fra udvalgte nøglepersoners perspektiv?
Svarene fra personalet kan opdeles i fem kategorier, som i det
følgende sammenfattes og eksemplificeres med udvalgte citater fra
informanterne.
5.2.1. Organisering af idrætstilbuddet
Det fremhæves som positivt, at der sker noget om aftenen for
patienterne, og det er vigtigt at det er tilrettelagt for dem, da de
fleste ikke har overskud til selv at sætte aktiviteterne i gang uden
for behandlingstiderne.
Det er fint at det foregår om aftenen, der sker noget for
patienterne. (sygeplejerske).
...også fordi jeg tror, der er mange af vores patienter, der har
brugt en stor del af deres overskud i løbet af dagen. Så skal der
lidt mere tagen sig sammen til at komme i gang på et andet
tidspunkt.(psykolog)
Overskud til ikke at være patient og komme ned og være aktiv
idrætsudøver. Man bliver jo lidt pacificeret, fordi man pludselig
har brug for så meget hjælp. (fysioterapeut)
Men det har betydning, at det foregår på frivillig basis.
Hvis det er frivilligt, så har det en anden betydning. Især må man
tænke – når man er i et forløb, som der er, hvor det er et must, at
man skal træne. (ergoterapeut)
En del af deltagerne har skullet opfordres kraftigt til at deltage
og fastholde engagementet.
Som den, der har skullet stå for arrangementet, har det været meget
trægt i starten af forløbet, og når vi så er nået hen mod
slutningen, så er det osse dampet lidt af. Vi har peak’ed midt i
forløbet – men jeg har været meget opmærksom på at give dem
skriftlig information og mundtlig information, været oppe og hente
og været inde og prikke lidt samvittighed – havde vi ikke en aftale?
Det har der været brug for.......Ja det er næsten som i et
fritidshjem – det er på det niveau, aftaler foregå. Og det gør det
jo endnu vigtigere at få dem i gang, få dem præsenteret, fordi vi
kan rumme og organisere det. (fysioterapeut og praktisk organisator
af aktiviteterne)
Det er godt, at aktiviteterne forløber over lang tid, så man får
mulighed for at lære aktiviteten at kende. Men det er også godt, at
aktiviteterne skifter hver anden måned, så man kan prøve noget
forskelligt.
Jeg synes, det er en vældig god ide at præsentere dem for
forskellige sportsgrene, som de kan udføre fra en kørestol – eller
når de er handicappede. Og så køre det i en periode. Og så prøve
nogle nye...fordi de får indblik i, hvad der er af muligheder for
mig, når jeg kommer hjem.(ergoterapeut)
Det med at man laver en sportsdag, det er ikke nok. Man skal mærke
det på sin krop. Man skal mærke, at man har ondt bagefter....... og
mærke træningsømhed og hvordan det forløb er, når vi så restituerer
og bliver god igen. Man skal prøve, hvordan man bliver dygtigere og
dygtigere til det. Fordi man har sådan et forløb. F.eks. aerobic en
gang er ikke nok – det bliver først sjovt, når man kender musikken.
(fysioterapeut og idrætsinstruktør)
Det fremhæves, at det er vigtigt, at alle får et passende
idrætstilbud.
Det eneste, jeg lige kan komme i tanke om, det skulle være, hvis man
ikke lige som får givet et udbud, der kan komme rundt om alle. At
der ville være nogle enkelte, der ikke kan være med på noget
overhovedet. Det skulle gerne være sådan, så samtlige af vores
kunder kunne involveres. Det er ikke alle, der kunne være med til
siddende aerobic, så kunne de måske noget andet. At der er nogle
forskellige ting hen ad vejen. (psykolog)
Ind imellem har der været nogle, der snakkede om, at det var jo bare
for de helt unge – men hvor meget der er i det, har jeg ikke kunnet
bedømme. (aftensygeplejerske)
Jeg var med en aften, hvor der faktisk sad 8 tetraer, og de skød på
hver deres måde. Og det var meget forskelligt, hvordan de valgte og
fandt frem til, hvordan deres måde skulle være. Hvordan de kunne få
den bold kastet derud, hvor den skulle. Så jeg synes ikke, det kan
være for tidligt. Så kan de jo vælge en disciplin, de kan være med
til. (ergoterapeut)
Det er vigtigt, at man får tilbuddet koordineret med andre
aktiviteter, der foregår om aftenen. Måske kan der også være for
mange tilbud at vælge imellem.
Sådan rent praktisk, at vi har aftenarbejde her to gange om ugen, og
der også er sport to gange om ugen, det er måske lidt rigeligt.
Fordi de har også brug for at hvile om aftenen. Og så ydermere – da
det startede, da var det jo sommer, hvor vi også havde to aftener,
hvor der var mulighed for at sejle – men om sommeren er der rigtig
mange tilbud. Hvis man har mange tilbud og halvdelen ikke bruges, så
er det jo spild....Jeg kunne forestille mig, at een gang ville være
fint. Det ser jeg jo ud fra mit synspunkt – for vi har to aftener,
og jeg synes, det skal udnyttes maksimalt. (ergoterapeut)
I forhold til, at der har nogle aftener her, hvor de laver noget i
ergoterapien, så har der været noget med organisering og finde ud
af, ikke at gå ind over nogle domæner (fysioterapeut og praktisk
organisator af aktiviteterne)
Der opleves ikke barrierer på personplan, når det gælder
prioritering af ressourcer til at gøre aktivitetstilbuddet
permanent. Det påpeges, at det for de fleste patienter ville være en
gevinst, hvis tilbuddet blev permanent.
Jeg ser ikke menneskelige barrierer til at ville det eller synes,
det er en god ide. Planmæssigt ser jeg det heller ikke – i forhold
til at organisere fys / ergo – som en barriere. Så man skal måske
bare tænke det lidt anderledes, hvis ressourcerne ikke helt er til
det. Jeg synes det kunne være en smaddergod ide at få mere ind i
hverdagen her. (fysioterapeut og praktisk organisator af
aktiviteterne)
Jeg tror da sagtens, de fleste af vores patienter kan kapere at få
det, også som en fast del af deres genoptræningsforløb – så sige, at
det hører med, at du lærer at svømme, f.eks. Hvis vi fik det
indarbejdet, så ville det være en god ting. Det er bare ikke sådan,
vi har planlagt på nuværende tidspunkt. (fysioterapeut og
idrætsinstruktør)
5.2.2. Patienternes adfærd / reaktioner på aktiviteterne
Det fremhæves, at patienterne generelt har glædet sig til at deltage
i aktiviteterne, at de har haft det sjovt med det og er kommet
oplivede og glade tilbage til afdelingen bagefter.
Jeg har oplevet, at patienterne, fra de her aktiviteter kom, var det
noget de snakkede om og huskede hinanden på, at de skulle af sted,
og glædede sig til at skulle af sted og kom glade op igen...
De har været glade for det. De har talt oplivet om det, og at de
glædede sig til, at det kom igen. (aftensygeplejerske)
Flere har sagt, at det glædede de sig meget til...Og så fortæller de
– at det er sjovt at prøve.
(sygeplejerske)
Det opleves, at der generelt har været god tilslutning til
aktiviteterne. Men der har været størst interesse for de socialt
orienterede aktiviteter, og det ser ud til, at fællesskabet er
vigtigt for patienternes motivation til at deltage
Det er nok fordi, de er inddelt på to hold – og de er sammen og har
det kolossalt hyggeligt og skægt sammen.....De gange, hvor jeg har
været der, og det var mest i det første forløb, der har der været
kolossal stor opbakning og entusiasme og glæde og optagethed.
(ergoterapeut)
Det var meget tydeligt at se, at når vi valgte nogle idrætsgrene som
skydning, f.eks., hvor du var alene, så var det spændende de første
gange, men så havde man mere lyst til at være sammen der, hvor man
spillede boccia eller curling...Så lige pludselig trak det mere og
mere over til den sociale idrætsform end den individuelle....Jeg
tror et bud kan være, at når man er i den fase, man er i, når man er
her, der har man brug for at være sammen med andre i samme
situation. (fysioterapeut og praktisk organisator af aktiviteterne)
Konkurrencemomentet og glæde angives at være en anden vigtig
motivationsfaktor.
Noget med lidt konkurrence. Det gør jeg jo egentlig også. Svøm ned
til den anden ende uden at trække vejret.. De kan godt lide noget
med glæde og power. Der skal ske noget – sådan lidt musik
og...(fysioterapeut og idrætsinstruktør)
5.2.3. Betydning for hverdagen på KRS
Aktiviteterne opleves at skabe liv i huset om aftenen og patienterne
får andet at snakke om, end sygdom.
Jeg ved, at der en del, der synes, at det er kedeligt at være her
efter kl. 16. Så om ikke andet, så får de beskæftiget sig med noget
godt de dage, hvor det så er her. (sygeplejerske)
Jeg har oplevet, at der var meget glæde omkring det, og at det var
dejligt, at der var noget om aftenen. ......at det har givet noget
engagement i stedet for, at det har været, at man nemt bliver lidt
passiv om aftenen og på den måde døser hen, så har jeg oplevet en
større aktivitet – engagement og glæde ved at kunne gøre noget og
ikke være stillestående. (psykolog)
Her var de sammen om en aktivitet. Det er godt at kunne snakke
sammen om andre ting end sygdom. (ergoterapeut)
Aktiviteterne modvirker tendensen til, at patienterne isolerer sig
på stuerne om aftenen. De har en samlende funktion, og der opstår
kontakt på tværs af de almindelige grupperinger, der opstår ved, at
man tilhører forskellige afdelinger.
Idrætten har haft den samlende effekt – og ikke fordi, de absolut
skal være samlede – men der sker noget, når man laver noget sammen,
så er der ikke den der isoleringstendens. (aftensygeplejerske)
En hel klar påvirkning det er en større snak og en bredere snak
mellem patienterne – det er ikke sygdom. Det er blevet en
fællesnævner for en snak og en kommunikation på et andet niveau, et
anderledes niveau – nåh, du blev nok træt, hva! – end nødvendigvis
handicap og sygdom og ondt. Så der er en bredere kommunikation
mellem flere forskellige typer mennesker, som måske ikke havde talt
så meget sammen, hvis de bare havde ligget på stuerne eller siddet
og set fjernsyn. (fysioterapeut og praktisk organisator af
aktiviteterne)
Det fremhæves, at patienterne hygger sig sammen efter aktiviteterne,
men også, at en del er trætte og går i seng efter en aktiv aften.
Der har også været de gange om onsdagen, hvor jeg har været der, der
har der været noget, hvor folk har arrangeret noget bagefter. De går
op sammen og hygger sig......For folk har været nede de aftener og
kommet op trætte og gået omkuld. (fysioterapeut og praktisk
organisator af aktiviteterne)
5.2.4. Betydning for det samlede rehabiliteringstilbud
Der lægges vægt på, at idrætsaktiviteter er træning af balance,
koordination og færdigheder og at det er træning på en sjovere måde
end den mere målrettede træning af funktioner.
Balance og koordination og, ja, mere fri bevægelse. De når måske til
nogle grænser, som de ellers ikke gør. (ergoterapeut)
..man kan måske træne på en sjovere måde ved hjælp af idræt. Jo
sjovere man gør det – jo mere gider folk. Det tror jeg.
(sygeplejerske)
Patienterne bliver præsenteret for forskellige aktiviteter og bliver
opmærksom på, at de findes, hvis de skulle få lyst til at dyrke
idræt senere. Det viser sig, at der faktisk er nogle, der opsøger en
idrætsklub efter udskrivelsen.
Jeg tror, det er godt, de bliver præsenteret for forskellige ting.
Det kan jo nemt ske, at når man kommer ud herfra og skal etablere
sig – og det kan være man har familie – skal have gang i uddannelse
og arbejde. De ved, at det findes og bliver præsenteret for
handicap-idrætsforbundet, så tror jeg, de tager det, hvis de får
brug for det. Der er nogle, der går videre ud i det…(fysioterapeut
og idrætsinstruktør).
..de får indblik i, hvad der er af muligheder for mig, når jeg
kommer hjem. (ergoterapeut)
Ja, der er konkret nogle, der har fået mod på at gå ud i
idrætsklubber, også mens de har været her – og deltage.
(fysioterapeut og praktisk organisator af aktiviteterne)
Det at de prøver idræt mange gange – og ikke kun ved vores
idrætsdage. Det kan jeg godt forestille mig gør, at folk siger,
jamen jeg vil godt fortsætte, og OK, du introducerer mig til den og
den klub. (sygeplejerske)
For nyskadede giver det håb for fremtiden at opleve, at man kan
noget. Man finder ud af, at der er muligheder for at være aktiv,
selv om man har et handicap.
Og så finder de ud af, jamen der er andre idrætsgrene, som jeg kan
dyrke, selv om jeg sidder i kørestol. (ergoterapeut)
….men især for nytilskadekomne, de kan få en fornemmelse af, at man
kan lave et eller andet, selv om man sidder i kørestol. Fordi der
kan godt mangle noget fantasi og forestillingsevne i forhold til,
hvad man egentlig kan fra en kørestol….en form for håb for
fremtiden. Der er jo noget, man kan. Som ikke går ud på at snakke om
blære og tarmfunktion, men mere udadrettet. (aftensygeplejerske)
Idrætsaktiviteter giver et fristed, hvor man kan mødes med andre i
samme situation
Men det er trods det et fristed at komme til noget andet, hvor der
også mødes andre i samme situation. Men også et sted, hvor de kan få
energi og overskud til de udfordringer, der ligger i hverdagen.
(psykolog)
Fysisk aktivitet giver mentalt overskud i hverdagen. Det er vigtigt
at komme i gang, mens man er indlagt, så man får indbygget aktive
vaner i sit liv.
Jeg tror helt klart, at sport og noget, der arbejder med fysikken,
kan have en gavnlig virkning på, hvordan men håndterer hverdagen
eller, ja, det er fro nogen, tror jeg, det første skridt til at
arbejde videre med at kunne håndterer andre udfordringer. Så som
uddannelse, arbejde o.s.v.……Det har noget med at gøre, at når man
går hen og får fysisk energi, så får man også mental og psykisk
energi. Det hænger sammen. (psykolog)
Jeg tror, det er vigtigt, at de kommer i gang her, så det bliver en
slags vane – mulighed, der er taget hul på. Så de ikke skal ud og
undersøge markedet…men så har de afprøvet det på deres krop, ligesom
de har afprøvet at være kørestolsbruger. Det er vigtigt at få det,
vi kalder gode vaner, inden de kommer ud. (aftensygeplejersker)
Gennem deltagelse i idrætsaktiviteter bliver man hurtigt
konfronteret med hverdagens forhindringer og opdager, hvad man kan
og på hvilke områder man har begrænsninger, der skal overvindes.
Der er ikke tvivl – at dem der kan lide deres egen krop, finder en
form for accept eller hvad vi nu skal kalde det, af situationen og
har langt nemmere ved at gebærde sig i forskellige sammenhænge,
fordi at se på noget som værende muligheder frem for umuligheder –
det gør, at tingene glider nemmere. Ikke at blive slået ud, hver
gang der kommer modstand. Man kan godt blive slået ud – men helst
ikke bombet helt tilbage. Selvfølgelig bliver vores patienter slået
ud, når det kommer modgang – og det vil der gøre – men det handler
om at vide, hvor jeg kan hente hjælp, også hos dem selv. (psykolog)
Nu kan jeg gøre det igen….Det er godt nok en anden situation, men
man bliver hurtigere konfronteret med den virkelige realitet frem
for den lidt lukkede verden, de er på sådan et sted som vores. Jeg
tror, de får indfaldsveje til at blive konfronteret hurtigere med
hverdagen og dem selv, deres aktiviteter. Nu er jeg menneske. …Det
kan godt være, at idrætsaktiviteten ikke i sig selv får nogle til at
få den følelse af erkendelse, men alle de ting, der følger med uden
om selve aktiviteten – det tror jeg helt sikkert har været med til
at give mange et hurtigere indblik i den hverdag, de kommer ud til.
(fysioterapeut og praktisk organisator af aktiviteterne)
5.2.5. Rollemodel
Det fremhæves som positivt, at patienterne møder instruktører, der
selv lever med et handicap og som kan vise og fortælle ud fra en
erfaring i kroppen. Det giver mulighed for en værdifuld udveksling
af information og erfaringer. Og man har mulighed for at sammenligne
sig med andre mennesker med samme handicap og finde forbilleder.
Instruktørens glæde ved aktivitet smitter af på deltagerne.
…de har set nogle instruktører, som er kommet med de handicaps, de
har haft og har vist, at man faktisk kan det, man vil…..og så også
en energi, fordi vi har haft instruktører på, som kunne repræsentere
den idrætsgren, de har valgt. Udveksling af
informationer…(fysioterapeut og praktisk organisator af
aktiviteterne)
Og så møder man nogle af de gamle, der måske har gjort karriere
inden for det – hvor de så ser, at det kan man også, selv om man
sidder i kørestol…mange gange sammenligner man jo, man kigger på
dem, der er gamle i faget – nåh, det ser ud som om han har
nogenlunde den samme skade som mig, så kan man måske alligevel.
(sygeplejerske)
Jeg synes, det er udmærket, at nogle af instruktørerne selv er
handicappede og har en erfaring inde på kroppen – vi andre kan jo
kun tale teoretisk om det. De kan fortælle om, hvordan det er at
sidde i kørestol og dyrke idræt ud fra deres egne oplevelser. Hvad
der er af besværligheder også. (ergoterapeut)
Det der siddende aerobic, det er ret lækkert, at det er sjovt og
livgivende, og hun er dygtig, hende der laver det og viser en stor
glæde ved at gøre det – som smitter af! (psykolog)
6. Diskussion
Undersøgelsens første spørgsmål var: Hvilken betydning har
deltagelse i idrætsaktiviteter i rehabiliteringsforløbet for den
enkeltes oplevelse af egne ressourcer og tro på egne
handlemuligheder?
Dette blev belyst gennem kvalitative interviews af de 26 patienter,
som havde deltaget regelmæssigt i aktiviteterne i den tid de havde
været indlagt på KRS og som ønskede at deltage i undersøgelsen.
Antallet af informanter vurderes til at være tilstrækkeligt til at
opnå en dybtgående beskrivelse af de involverede deltageres
oplevelse af aktiviteternes betydning, idet der i de sidste
interviews ikke forekom væsentlige nye perspektiver på spørgsmålet.
Det vurderes, at punktet for ’datamætning’ er nået (9).
Hvad angår udvælgelse af informanter kan man indvende, at der
muligvis er gået informationer tabt ved, at personer, der er droppet
ud eller blevet udskrevet uden varsel, ikke blev interviewet. Det er
imidlertid en forudsætning for at besvare undersøgelsens spørgsmål,
at patienterne har deltaget regelmæssigt over tid. En stor del af
informanterne har deltaget over mere end en træningsperiode, hvilket
giver dem et meget solidt grundlag for at udtale sig om betydningen.
Da der desuden er tale om et frivilligt aktivitetstilbud, betragtes
det ikke som en metodisk ulempe, at patienter, som ikke ønskede at
deltage, ikke er forsøgt inkluderet.
Denne afgrænsning indebærer imidlertid, at undersøgelsen ikke
belyser, hvorvidt frafald eller manglende lyst til at deltage
skyldes, at idrætsaktiviteter medfører negative oplevelser.
Dette perspektiv er i høj grad relevant, men det har ikke været
denne undersøgelses primære fokus.
Undersøgelsens andet spørgsmål var: Hvilke fordele og ulemper er der
ved at gennemføre det
aktuelle udviklingsprojekt på KRS, set ud fra udvalgte
nøglepersoners perspektiv?
Dette blev belyst gennem kvalitative interviews af 6 personer,
udvalgt strategisk blandt personalet. Det vurderes, at disse seks
informanter tilsammen giver en tilstrækkeligt dybtgående besvarelse
på spørgsmålet. Informanterne har forskellige forudsætninger for at
svare på problemstillingen, men deres perspektiver er ikke
væsentligt forskellige. Det er derfor ikke sandsynligt, at der vil
forekomme afgørende nye synsvinkler ved at flere informanter
inddrages.
Alle interviews blev foretages af den samme person, som ikke er
ansat på KRS. Intervieweren har således ikke sin daglige gang på
institutionen og har ikke været direkte involveret i aktiviteterne.
Det anses for fremmende for validiteten af undersøgelsen, da
deltagerne således ikke har grund til at forsøge at ’please’
intervieweren ved at give bestemte svar, og intervieweren har ingen
interesse i at undgå ømtålelige emner eller søge særligt positive
resultater.
Svarene blev valideret i løbet af interviewet ved, at intervieweren
stillede uddybende, opklarende spørgsmål, så meningen fremstod så
klart som muligt. Dette med henblik på at gøre fortolkningen af
svarene lettere og mindre præget af fortolkerens forforståelse og
personlige vurdering.
Analysemetoden Meaning Condensation (9) indebærer en fortolkning af
meningsindholdet i informanternes udsagn. Det betyder, at muligheden
for diskussion af resultatets værdi til enhver tid vil være åben. Et
højt niveau i forhold til validitet og reliabilitet i fortolkningen
tilstræbes imidlertid ved at anvende triangulering. To personer med
stor faglig kompetence og erfaring på feltet har fortolket svarene
uafhængigt af hinanden, og ved uenighed har de forhandlet sig til en
endelig fortolkning, som var acceptabel for begge.
Validiteten søges yderligere sikret ved, at der er åbenhed om
kriterierne for fortolkning af data. Desuden forankres resultaterne
i fagteorier og begreber på området, hvilket også øger validiteten i
den kvalitative analyse.
Samlet vurderes, at validiteten af undersøgelses resultater er
tilstrækkelig høj til, at de kan betragtes som viden og erfaringer,
man kan anvende, når fremtidige rehabiliteringsforløb skal
planlægges og organiseres.
7. Konklusion
Formålet med dette udviklingsprojekt har været at skabe et tilbud om
idrætsaktiviteter til de patienter, der til enhver tid er indlagt på
Klinik for Rygmarvsskader, Hornbæk (KRS). Projektet rummede
ligeledes en intention om at øge kontakten mellem den organiserede
frivillige idræt og KRS.
Projektet har gennem kvalitative interviews undersøgt, hvilken
betydning deltagelse i idrætsaktiviteter i rehabiliteringsforløbet
har for den enkeltes oplevelse af egne ressourcer og tro på egne
handlemuligheder, samt hvilke fordele og ulemper der er ved at
gennemføre det aktuelle udviklingsprojekt på KRS, set ud fra
udvalgte nøglepersoners perspektiv.
Tilsammen fortæller patienterne følgende om betydningen af at
deltage i idrætsaktiviteter i rehabiliteringsforløbet:
Det sociale fællesskab i forbindelse med aktiviteterne har stor
betydning. Det opleves som en stor gevinst, at man som deltager har
det sjovt sammen med de andre, og at der opstår fællesskab og
sammenhold, også på tværs af sengeafdelingerne.
Det er en stor hjælp, at aktiviteterne er organiseret af personalet
som en del af træningstilbuddet, da det er svært for den enkelte at
tage sig sammen til at arrangere eller gå i gang med aktiviteter
selv. Generelt opfattes det meget positivt, at man uden for
behandlingstiden har noget aktivt og meningsfyldt at bruge sin tid
til, i modsætning til at isolere sig på værelset og se TV og drikke
kaffe.
Det er vigtigt, at deltagelse i aktiviteterne er frivillig, og at
man frit kan vælge, hvad man vil deltage i. Konkurrencemomentet er
en motiverende faktor for, at man går lidt længere, end man ellers
ville gøre. Idrætsaktiviteterne betegnes som genoptræning under
sjove former, hvor man ikke opdager, at man træner.
Gennem idrætsaktiviteter forbedres færdighederne inden for den
enkelte idrætsdisciplin, og man lærer færdigheder, som man kan bruge
i andre sammenhænge også.
Man møder sine grænser meget konkret og kan derved finde nye
strategier for problemløsning. Man opdager ofte, at man kan mere,
end man troede, hvilket betyder, at man får nyt perspektiv på sig
selv og sit liv med handicap.
Der er mulighed for at opleve nye variationer af idrætter, man
kender fra før, man fik sin skade. Det medfører en positiv
forventning om at kunne leve et aktivt liv, selv om man har et
handicap.
Det er dejligt at mærke ømheden og trætheden efter at man har vært
aktiv. Når man er aktiv, har man en god følelse af at være i god
form, og man bliver glad for sin krop.
Når man har et handicap, er det nødvendigt at holde sig i form, da
det gør dagligdagen lettere.
Deltagelse i idrætsaktiviteter giver energi. Man sover bedre om
natten og humøret bliver lettere.
Det er vigtigt at have personer med handicap som rollemodeller.
Derved kan man få øje på muligheder, og man kan få konkrete tips om,
hvordan man kan klare en dagligdag og leve et aktivt liv med
handicap
Aktivitetstilbuddet giver inspiration til at finde nye veje og
aktiviteter, som man kan deltage i efter udskrivelsen. Man får
desuden hjælp til at opsøge kontakter og komme videre, hvis man har
konkrete planer om at deltage i idræt i fremtiden.
Deltagelse i idrætsaktiviteter kan desuden være en konkret anledning
for den enkelte til at reflektere over, hvad der er vigtigt i livet
lige nu.
Personalet udtrykker følgende fordele ved at gennemføre det aktuelle
udviklingsprojekt på KRS:
Det er godt at aktiviteterne er blevet tilrettelagt for patienterne,
da de fleste ikke har overskud til selv at sætte aktiviteter i gang
uden for behandlingstiderne. Det er ligeledes positivt, at der sker
noget om aftenen, og at det foregår på frivillig basis.
Det er en fordel, at de samme aktiviteter har kørt over længere tid,
så deltagerne har kunnet lære aktiviteterne at kende. Men det har
også været godt, at der har været skiftende tilbud, så man har haft
mulighed for at prøve noget forskelligt, og så alle føler, de får et
passende idrætstilbud.
Patienterne har generelt glædet sig til at deltage i aktiviteterne.
De har haft det sjovt og er kommet oplivede og glade tilbage til
afdelingen bagefter.
Der har været god tilslutning til aktiviteterne, og der har været
størst interesse for de socialt orienterede aktiviteter.
Fællesskab og glæde ser ud til at være vigtigt for patienternes
motivation til at deltage, men også konkurrencemomentet har været en
vigtig motivationsfaktor.
Aktiviteterne opleves at skabe liv i huset om aftenen og patienterne
får andet at snakke om, end sygdom. De modvirker også tendensen til,
at patienterne isolerer sig på stuerne om aftenen. De har en
samlende funktion, og der opstår kontakt på tværs af de almindelige
grupperinger, der opstår ved, at man tilhører forskellige
afdelinger.
Flere patienter er naturligt trætte efter en aktiv aften.
Idrætsaktiviteter er træning af balance, koordination og
færdigheder, og det er træning på en sjovere måde end den mere
målrettede træning af funktioner.
Patienterne bliver opmærksom på, at der findes forskellige
aktiviteter, hvis de skulle få lyst til at dyrke idræt senere, og
nogle har faktisk opsøgt en idrætsklub efter udskrivelsen. Det er
vigtigt at komme i gang med idrætsaktiviteter, mens man er indlagt,
så man får indbygget aktive vaner i sit liv.
Det fremhæves som positivt, at patienterne møder instruktører, der
selv lever med et handicap, og som kan vise og fortælle ud fra en
erfaring i kroppen. Den enkelte har mulighed for at sammenligne sig
med andre mennesker med samme handicap og finde forbilleder.
Instruktørens glæde ved aktivitet smitter af på deltagerne.
Det påpeges, at det for de fleste patienter ville være en gevinst,
hvis tilbuddet blev permanent, og der opleves ingen barrierer hos
personalet for, at det skulle kunne lade sig gøre.
Personalet nævner enkelte ulemper:
Nogle af deltagerne har skullet opfordres kraftigt til at deltage og
støttes i at fastholde engagementet.
Der kan være risiko for, at der bliver for mange tilbud at vælge
imellem. Derfor er det vigtigt, at tilbuddet koordineres med andre
aktiviteter, der foregår om aftenen.
Der er generelt god overensstemmelse mellem patienternes og
personalets opfattelse af forløbet, og i begge grupper vejer de
positive oplevelser af aktivitetstilbuddet tungest.
På baggrund af de erfaringer, der er genereret i projektets
aktivitetstilbud og den viden, der nu foreligger om deltagernes og
personalets oplevelse af forløbet, er der er grundlag for at udvikle
et kvalificeret aktivitetstilbud til de patienter der til enhver tid
opholder sig på KRS. Det ser ikke ud til, at der hos personalet vil
være betydelige barrierer for dette.
Et sådant tilbud kan være et værdifuldt supplement til den
eksisterende genoptræning, da det kan bidrage til udvikling af
færdigheder og oplevelse af handlekompetence.
Patienterne kan gennem tilbuddet tillige opnå erfaringer, der giver
dem et kvalificeret grundlag for at vælge, om de vil deltage i
idrætsaktiviteter efter udskrivelsen, og viden om, hvordan de i så
fald de finder frem til et passende tilbud. De vil således allerede
under indlæggelsen erhverve sig forudsætninger for at deltage i
idrættens sociale og kulturelle fællesskab, hvis det er det de
ønsker.
Disse kvaliteter er elementer i processen mod empowerment og
samtidig kvaliteter, der betragtes som centrale i det samlede
rehabiliteingsforløb, som retter sig mod, at personen opnår
forbedret funktionsniveau og får redskaber til at forbedre sin egen
livssituation.
7.1. Perspektivering
Erfaringer fra projektet viser, at der er række faktorer, der har
stor betydning for om patienterne oplever, at de får ’et godt
aktivitetstilbud’, som de gerne vil deltage i.
Det er vigtigt at man som deltager har indflydelse på, hvilke
aktiviteter der udbydes, og at der er flere aktiviteter at vælge
imellem, så de fleste kan deltage i noget, de synes om.
Det har også betydning, at aktiviteterne skifter i løbet af året, så
man tilgodeser behovet for forandring og kan benytte muligheden for
at dyrke udeaktiviteter sommerhalvåret.
Idrætsaktiviteter, som indebærer socialt samspil, ser ud til at
tiltrække og fastholde de fleste. Samværet har betydning for, som
man kan holde gejsten oppe over tid.
Det, at idrætten er et tilbud, som man kan vælge til, virker
positivt og forfriskende, og det er et godt supplement til de
obligatoriske genoptræningsaktiviteter.
Det er tydeligt, at der er behov for, at aktiviteterne organiseres
af personalet. Der er brug for en tovholder, og det er vigtigt at
man ved, at der er foregår noget på bestemte tidspunkter, og at det
fortsætter over en vis tid. Kontinuiteten er vigtig for
deltagelsens, da det kan tage tid, før deltagerne rigtig kommer i
gang med de nye aktiviteter, og der kan være perioder, hvor man af
forskellige grunde er forhindret i at deltage.
Det vil højne kvaliteten af aktivitetstilbuddet, hvis det planlægges
og gennemføres i et samarbejde mellem personer der har henholdsvis
terapeutisk og idrætslig viden.
Tilbuddet bør koordineret med andre aktiviteter på KRS.
Skal tilbuddet om idrætsaktiviteter under indlæggelsen være
springbræt til, at patienterne kan deltage i den frivillige idræt
efter udskrivelsen, bør der skabes en forbindelse mellem
rehabiliteringscenteret og den frivillige idræt. Det kan være i form
af besøg i idrætsklubber i forbindelse med udskrivelsen,
informationsmøder, hvor forskellige idrætsorganisationer fortæller
om lokale tilbud, eller andre aktiviteter, som kan vejlede og
inspirere deltagerne. Det ser ud til, at der kan være behov for en
mere aktiv indsats fra f.eks. DHIF i forhold til
rehabiliteringscentre, hvis forbindelsen til den frivillige idræt
skal styrkes. Men også andre aktører i fritidsidrætten, f.eks. den
folkelige idræt (DGI) og den kommercielle idræt (træningscentre),
kunne have en mere aktiv rolle i forhold til at give idrætstilbud
til mennesker med nedsat funktionsevne,
Set i et rehabiliteringsperspektiv, hvor målet for den enkelte er
deltagelse i et almindeligt hverdagsliv i fællesskab med andre,
altså funktionsevne på samfundsniveau, er idrætsaktiviteter et
kvalificeret tilbud, som er at supplement til den målrettede
genoptræning og en mulighed for at deltage i et socialt og kulturelt
fællesskab.
Resumé
Erfaringer viser, at idrætsdeltagelse kan have værdier, der ligger
uden for selve aktiviteten. Idrætten antages f.eks. at være med til
at udvikle individets selvopfattelse og identitet.
For et menneske, der har nedsat funktionsevne, kan disse
’sidegevinster’ få ekstra stor betydning. Idrætten kan være en vej
til at blive deltager i det sociale liv. Udvikling af empowerment og
’self-efficacy’, oplevelse af handlekraft, er centrale elementer i
denne proces.
Formålet med dette projekt har været at skabe et aktivitetstilbud
til de patienter, der til enhver tid er indlagt på Klinik for
Rygmarvsskader, Hornbæk (KRS). Tilbuddet skulle tage udgangspunkt i
idræt og bevægelse og ses som et supplement til den daglige,
målrettede genoptræning. Desuden skulle aktiviteterne støtte
deltagerne i at etablere et aktivt fritidsliv og dermed understøtte
personens tilknytning til samfundet.
Formålet var derfor også at øge kontakten mellem den organiserede
frivillige idræt og KRS.
Projektet bestod af et tilbud om at deltage i idrætsaktiviteter 2
gange om ugen uden for den almindelige behandlingstid. Aktiviteterne
forløb over tre gange to måneder.
Gennem kvalitative interviews af 26 patienter, der havde deltaget
regelmæssigt over længere tid, søgtes svar på, hvilken betydning
deltagelse i idrætsaktiviteter i rehabiliteringsforløbet har for den
enkeltes oplevelse af egne ressourcer og tro på egne
handlemuligheder i fremtiden.
Kvalitative interviews af 6 udvalgte nøglepersoner fra personalet,
der havde fulgt aktiviteterne på forskellig vis, skulle belyse,
hvilke fordele og ulemper der var ved at gennemføre det aktuelle
udviklingsprojekt på KRS.
Datamaterialet blev analyseret med metoden ’Meaning Condensation’,
en fænomenologisk, hermeneutisk funderet metode, der gennem
fortolkning forsøger at forstå fænomenet ud fra den enkelte
informants perspektiv.
Resultaterne peger på, at patienterne tillægger det sociale
fællesskab og glæden ved at bevæge sig sammen med andre stor
betydning. Det opleves som meningsfyldt at tiden bruges aktivt, og
at man frit kan vælge, hvad man ønsker at deltage i.
Det synes vigtigt for deltagerne, at de udvikler færdigheder, som de
kan bruge i andre sammenhænge også. De oplever deres begrænsninger
meget konkret og anspores derved til at finde nye strategier for
problemløsning. Ofte oplever de, at de kan mere end de troede. Det
at komme i god form og dermed opleve kroppen som noget positivt,
tillægges stor betydning.
Deltagelse i idræt opleves at give inspiration til at finde nye
aktiviteter, man kan deltage i efter udskrivelsen. Instruktører, som
selv har et handicap, bliver rollemodeller, som giver deltagerne et
billede af, hvilke muligheder der er i en hverdag med handicap.
Personalets oplevelser stemmer i store træk overens med
patienternes, og der nævnes ikke væsentlige ulemper eller negative
aspekter ved forløbet.
Projektets resultater giver grundlag for at udvikle et kvalificeret
aktivitetstilbud til de patienter der til enhver tid opholder sig på
KRS.
Et sådant tilbud kan være et værdifuldt supplement til den
eksisterende genoptræning, da det kan bidrage til udvikling af
færdigheder og oplevelse af handlekompetence.
Undersøgelsen er udført med støtte af : Sygekassernes Helsefond,
Sahva Fonden, Mads Clausens Fond, Gangsted Fonden og Danske
Fysioterapeuters forskningsfond.
September 2005
Noter
1. Stelter,R.(1995): Med kroppen i centrum. Idrætspsykologi i teori
og praksis. Dansk Psykologisk Forlag.
2. Hutzler,Y.(1990): The Concept of Empowerment in Rehabilitative
Sports. I: Doll-Tepper,G. m.fl.(red): Adapted Physical Activity: An
interdiciplinary Approach. Springer- Verlag, Berlin.
3. Bandura;A.(1997): Self-efficacy: The Exercise of Control.
W.H.Freeman and Company, N.Y.
4. Freire,P.(1974): De undertryktes pedagogik. Gyldendal, Oslo.
5. Pensgaard & Sorensen (2002): Empowerment Through the Sport
Context: A Model to Guide Research for Individuals With Disability.
I: APAQ, vol.19, nr.1, januar 2002.
6. Blinde,E.M. & Taub,D.E. (1999): Personal Empowerment through
Sport and Physical Fitness.
Activity: Perspectives from from Male College Students with Physical
and Sensory Disabilities. I: Journal of Sport Behaviour, 22,
s.181-202.
7. Schüle,K: (1987): Effektivität und Effizienz in der
Rehabilitation. Zum Stellenwert von Bewegungstherapie und Sport.
Sankt Augustin: Richarz.
8. United Nations (1982): World Programme of Action Concerning
Disabled Persons. New York.
9. Kvale,S.(1997): Interviews- An Introduction to Qualitative
Research Interviewing. SAGE Publications. Californien.
10. Sciøler,G; Dahl,T. (red) (2003): ICF. International
Klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og
helbredstilstand. Munksgaard, Danmark.
11. O’Neill,S.B. & Maguire,S. (2004): Patients perception of the
impact of sporting activity on rehabilitation in a spinal cord
injuries unit. Spinal Cord, 42, 627-630.
12. Noreau,L. & Shephard,R.J. (1995): Spinal Cord Injury, Exercise
and Quality of Life. Sports Med. 20(4), 226-250.
Undersøgelsen er udarbejdet af
Afdelingsfysioterapeut Mette Molin Nefling, Klinik for
Rygmarvsskader, Hornbæk og
Idrætskonsulent Anne-Merete Kissow, Handicapidrættens Videncenter,
Roskilde
1. september, 2005
Andre projekter
Videnscenter
Bibliotek
Idræt
