Mange børn og unge, som er født med et handicap, lever i dag et liv som alle andre. De går på den lokale skole, dyrker idræt - og elsker at lave sjov og ballade. En sådan dreng er Jonas Brøndum.

Jonas Brøndum bor i Viby lige uden for Roskilde. På interviewtidspunktet - foråret 2003 - er han 13 år og går i 7. klasse på Viby Friskole. Jonas lever et aktivt liv og kan lide at være sammen med sine kammerater i fritiden. Dermed ligner han de fleste andre børn på sin alder. Den eneste forskel er da også, at Jonas er spastiker. Det er ikke noget Jonas selv tænker så meget over. Men i nogle situationer bliver han naturligvis konfronteret med det. Det gælder fx i de enkelte tilfælde, hvor Jonas er blevet drillet med sit handicap:

- Jeg er ikke blevet drillet ret meget med at være spastiker. På min skole var der en gang en dreng, som var yngre end mig, som drillede mig. Men så blev der snakket om det på skolen, og hans drillerier holdt op. I den fritidsklub, hvor jeg går, blev jeg også drillet i starten. Men så fandt drengene ud af, at jeg er okay, og så holdt drillerierne op. Faktisk er jeg i dag bedste ven med en af dem som drillede. Men det er aldrig rart at blive drillet, fortæller Jonas.

I skolen indgår Jonas stort set også på lige fod med de andre. Det er kun i idrætstimerne, at hans handicap kan have en betydning. I de små klasser var han stort set med til idræt i alle timerne. Læreren var god til at ændre lidt på reglerne eller på anden måde tilpasse idrætten, så Jonas kunne være med. I fjerde klasse fik Jonas en ny lærer, og nu begyndte det at gå mindre godt i idrætstimerne, og Jonas holdt op med at være aktiv i timerne. Men heldigvis kun i en kort periode:

- Mine klassekammerater fortalte om, hvad de lavede i timerne, og det lød jo sjovt, så jeg kom til at savne idrætstimerne. Heldigvis fik jeg lov til at være med igen. Jeg fik talt med min idrætslærer om, hvad jeg kan, og han blev bedre til at organisere idrætten, så jeg kan være med. Og nu er det sådan, at jeg så vidt muligt er med. Vi har en aftale om, at når vi fx skal spille fodbold, så får jeg fri. Men jeg er altid med, hvis det kan lade sig gøre at ændre lidt på reglerne, og det kan det for det meste. Når vi spiller basketball, så må jeg fx have bolden i hænderne uden at drible. I rundbold bliver banen gjort kortere til mig, eller også bliver jeg fri for at løbe, fortæller Jonas.

Jonas synes, at begge idrætslærere har været gode til at acceptere ham som en del af holdet:

- Vi har snakket om, hvad jeg kan og ud fra det, har de så fundet ud af at lave idrætten om, så jeg kan være med.

I forhold til klassekammeraterne er det ikke noget problem, at der en gang imellem laves om på idrætten, så Jonas kan være med:

- Mine klassekammerater synes, det er ok med særregler til mig, siger Jonas.

I forhold til de andre fag i skolen har idræt en særstatus. Børnene er sammen på en anden måde i idrætstimerne end de er i fx matematik. Jonas forklarer det sådan her:

- Det ville være kedelig, hvis jeg ikke var med i idrætstimerne, for idræt er sjovt at være med til. I forhold til andre fag i skolen, så er det muligt at snakke sammen og grine i idrætstimerne. Det er det, som gør idræt til noget særligt. Vi griner meget i idrætstimerne, og vores lærer tager ikke tingene så tungt, så vi har det sjovt.

Jonas har været aktiv med idræt i fritiden i det meste af sit liv. Han har gået til ridning, svømning, handicapfodbold og el-hockey. Men er stoppet igen:

- Ridning blev jeg træt af, fordi det mest handlede om terapi, mens jeg egentlig helst ville lære at springe. Svømning gik jeg til sammen med min mor og søster, men til sidst kunne vi ikke rigtig tage os sammen til at komme afsted, og så var det dumt at betale for det. Fodbold stoppede jeg med, fordi jeg ikke rigtig kunne følge med de andre. De var meget bedre til at løbe end mig, og så syntes jeg ikke det var sjovt. El-hockey kunne jeg godt lide, men vi fik en ny træner, og ham brød jeg mig ikke om, så det stoppede jeg også med at gå til, forklarer Jonas.

Han har dog stadig planer om at starte til idræt igen. Jonas kunne godt tænke sig at starte til bordtennis, ridning eller skydning.

I skolen dyrker Jonas idræt med ikke-handicappede - i fritiden har det mest været sammen med handicappede. Men er der forskel på de to idrætssituationer?:

- Der er fordele ved at dyrke idræt sammen med andre handicappede. Reglerne er allerede tilpassede, så det er lidt nemmere og sjovere at være med. Vi er mere jævnbyrdige, og derfor oplever jeg nogle gange at være den bedste, og det er selvfølgelig fedt. Men ellers synes jeg ikke, der er den store forskel på at dyrke idræt sammen med handicappede og ikke-handicappede, siger Jonas.

For under alle omstændigheder er det vigtigste aspekt ved idræt, at det er sjovt og foregår sammen med andre:

- Jeg gad fx ikke dyrke idræt udelukkende for at vinde medaljer. Det skal samtidig være sjovt, ellers gider jeg ikke, mener Jonas.

Jonas har haft mange gode oplevelser med idræt og kun en enkelt rigtig dårlig. Den bedste oplevelse var dengang, han som seks-årig første gang sad i en el-hockey stol og fik mulighed for at "drøne" rundt i den:

- Det var helt vildt sjovt at køre den. Jeg blev med det samme grebet af det, og startede derfor til el-hockey, fortæller Jonas.

Desværre er Jonas´ værste oplevelse også knyttet til el-hockey. Han stoppede nemlig med at spille, da han fik en træner, han ikke kunne sammen med. Bortset fra den oplevelse husker han ikke nogle dårlige oplevelser med idræt - hverken i skolen eller i fritiden. I hvert fald ikke nogle, som det er værd at fortælle om.

I dag er Jonas´ eneste fritidsinteresse rollespil, som han går til sammen med nogle venner hver anden søndag i måneden i Vestskoven. De er blevet en lille gruppe fra Viby med interesse for rollespil. Forældre sørger for at bringe og hente børnene. I sommeren 2003 skal han på lejr "Valgets time to" i nærheden af Slangerup. Rollespil er noget af det sjoveste, Jonas har været med til:

- Det er helt vildt sjovt at gå til rollespil. Stemningen og redskaberne er autentiske, og man føler virkelig, at man lever i gamle dage. Vi slås, og vi laver selv vores våben. Man kan også købe våben, men det er dyrt. Der kommer flest drenge, men også en del piger.

- Det gode ved rollespil i forhold til idræt er, at intet er forudbestemt. I idræt er der regler, rollespil er derimod mere uforudsigeligt og tilfældigt. Der er nogle historier og nogle våben, som vi leger ud fra, men man ved aldrig, hvordan det udvikler sig, fortæller Jonas.

Men uanset hvad Jonas foretager sig, så betyder det meget for ham, at gøre det i fællesskab med kammerater:

- Jeg kan godt lide at være sammen med mine kammerater og gå til noget med dem - fester, i klubben, til rollespil osv. Jeg er måske ikke den mest aktive, men jeg kan godt lide, der sker noget. Hvis der ikke lige er noget at lave, så spiller jeg computerspil, ser fjernsyn eller læser en bog. Det er nok også vigtigt for mig at have noget fritid, hvor jeg bare slapper af og er mig selv, siger Jonas.

På den måde ligner han formentlig også alle andre på sin alder. Jonas har dog en drøm for fremtiden, som han formentlig ikke deler med ret mange andre drenge: Han vil gerne have en kattepension. For han er vild med katte. Hvis det ikke bliver til noget med kattepensionen, så vil han gerne være advokat eller en som løser mordgåder.