Gå til: Forside > Idræt > Skole og uddannelse > Til folkeskoleelever > Artikel: Handicapidræt giver respekt

Handicapidræt giver respekt

Af: Dorthe Christiansen

Karen Breumsø fortæller:

Det kan godt være, at det kommer som en overraskelse, men når jeg tænker tilbage på idrætsundervisningen i folkeskolen, så har jeg faktisk kun gode minder. Måske hænger det sammen med min personlighed. Mine forældre siger, jeg er stædig og har viljestyrke, og det er nok rigtigt. Jeg ville være med til idræt i skolen, og derfor var idrætslærerne nød til at lade mig være med. I det store og hele måtte jeg være med på de andres præmisser, hvis det kunne lade sig gøre. En gang imellem blev der lavet nogle små tilretninger. I rundbold blev der fx lavet en mindre bane, som jeg skulle løbe igennem, og når jeg spillede badminton var det uden net. Jeg oplevede aldrig, at der var nogle, som var sure over, at jeg var med.

I starten af niende klasse blev jeg udtaget til svømmelandsholdet, og det blev mine kammerater imponerede over. Det var en rar fornemmelse. For som handicappet er det vigtigt, at man viser, man er god til noget. Folk skal ikke have ondt af én, de skal derimod opleve, at man sagtens kan klare sig godt alligevel. Det har jeg i høj grad brugt svømningen til.
 

Jeg træner seks gange om ugen i to timer af gangen. Fordi jeg træner så meget, glæder jeg mig ikke til træningen hver gang. Men så længe jeg glæder mig til at deltage i de store stævner, så bliver jeg ved med at svømme. Jeg har deltaget i verdensmesterskaber og i Paralympics Sydney 2000 og Athen 2004.

For mig har svømningen betydet andet end medaljer. Jeg har fået mere selvtillid og selvdisciplin. Derudover mener min læge, at min gode form har hindret rygproblemer.

I forhold til mine kammerater, er der da ting, som jeg er gået glip af. Men det handler mest om, at jeg ikke kan tage i byen hver weekend og drikke mig fuld. Det er jeg nød til at vælge fra som elitesvømmer: Enten kan jeg drikke alkohol eller også kan jeg komme til OL. Det er vel egentlig ikke noget svært valg!

Jeg møder stadig børn, som ikke deltager i skolens idrætsundervisning. Det er der flere grunde til. Det kan være, at idrætslæreren helst er fri for at have dem med. Så er det nødvendigt, at barnet slår i bordet og kræver at være med. Men der findes jo børn, som er mere tilbage-holdende. Jeg møder også forældre, som er bange for at lade deres børn deltage i idræt. Forældrene er bange for, at barnet vil få nederlag, og de er bange for, at børnene for alvor skal blive konfronteret med deres handicap. For idræt tydeliggør jo dit handicap. Når jeg har tøj på, er mit handicap ikke så tydeligt, som når jeg tager tøjet af. I svømmehallen er det tydeligt for alle, at jeg ser anderledes ud. Men folk accepterer det - og bliver imponerede over, at jeg alligevel er god til at svømme. Så jeg vinder respekt ved det.

Fordi dræt er med til at nedbryde grænser og fordomme overfor, hvad handicappede kan, bør handicappede børn være med til idræt. Børnene skal have fysiske udfordringer, og de skal lære at vove noget mere. Det sker, at man må erkende, at det kan man ikke være med til. Men bare det, at man i det mindste prøvede, er med til at give selvtillid - og det er ikke verdens undergang, for der er så meget andet, man kan. Derfor ender idræt med at give flest succesoplevelser. Faktisk kan jeg slet ikke huske nogle dårlige oplevelser med idræt. Det er nok fordi, jeg er god til at fortrænge dem. God til at komme videre og fokusere på alt det positive omkring mig.
 

Min største succes med idræt var faktisk, da jeg gik på idrætshøjskole, og jeg var på overlevelsestur og bl.a. var med til at bestige et bjerg. I 6 timer klatrede jeg op af bjerget på mine små ben. Det var sejt.
 

Karen Breumsø, Olympisk Mester, Europamester og Verdensmester i svømning