|
13 rigtige
Videnscentrets jobkonsulenter arbejder
udfra nogle enkle grundregler, som er inspireret af den måde, handicapidrætten
fungerer på. Vi bliver tit spurgt, hvilke metoder vi arbejder efter,
og derfor har vi lavet en lille huskeliste, eller tipskupon om man vil.
Det er selvfølgelig ikke altid,
vi får 13 rigtige, men vi oplever, at metoden giver gevinst så
tilpas mange gange, at vi tør anbefale den til andre!
1) Det vigtigste er, at den jobsøgende
har lyst til at arbejde
Hvis lysten er til stede, er det næsten
altid muligt at finde et job. Men lyst kan være en flygtig størrelse.
Derfor bør jobsøgnings-processen tilrettelægges sådan,
at den i sig selv opleves som en sejr, eller en række af små
sejre. Det er med til at holde humøret oppe, både hos jobsøgeren
og jobkonsulenten! - Ventetid, formynderi og tvang er lystens værste
fjender.
2) Alle er gode til et eller andet
Det er ikke altid, folk selv er klar over,
hvordan det, de er gode til, kan bruges på arbejdsmarkedet. Derfor
er samtalen central. Personlige egenskaber, livserfaringer og fritidsinteresser
skal inddrages. Ofte har vore kunder mere power på disse områder
end faglige kvalifikationer og tidligere arbejdserfaringer.
3) Mennesket kommer før arbejdspladsen
Job på særlige vilkår
skal formes konkret efter den jobsøgendes ønsker og muligheder
- så er der gode chancer for, at arbejdsgiveren også bliver
tilfreds. Går man derimod ud med en færdig jobbeskrivelse og
leder efter en skåne- eller fleksjobber, der passer, er der stor
risiko for, at jobbet ikke bliver besat, og det er der ingen, der har glæde
af.
4) Man kan ikke se på mennesker,
hvad de kan. De må have chancen for at vise det i praksis
Mange personer med handicap og kroniske
sygdomme er godt og grundigt trætte af undersøgelser, ventetider og arbejdsprøvning i kunstige miljøer. Derfor
går vi direkte efter målet: Et rigtigt arbejde. Konjunkturerne
er med os - virksomhederne er til at tale med. Finder vi ikke den rigtige
arbejdsplads første gang, må vi prøve igen - og igen.
5) Jobkonsulentens opgave er at repræsentere
den jobsøgende
Forholdet mellem jobsøger
og jobkonsulent bygger på tillid og klare aftaler. Der er ikke
noget, man ikke skal kunne sige til hinanden, hvis jobkonsulenten
skal kunne repræsentere den jobsøgende på en ordentlig måde. Åbenhed
og klare signaler giver de bedste resultater. Konsulenten er som regel den, der tager den første
kontakt til virksomhederne - og dermed får de fleste afslag. Men
den jobsøgende kan selv bidrage ved at lokalisere relevante virksomheder,
se på fysisk tilgængelighed mm.
6) Kommunen og fagbevægelsen skal
tages i ed
Jobkonsulenten tager tidligt i forløbet
kontakt med jobsøgerens kommune for at få en foreløbig
godkendelse af skåne- eller fleksjob eller anden handicapkompenserende foranstaltning.
Ligeledes skal fagforeningen inddrages. Dermed forebygger man, at en grydeklar
jobmulighed går i vasken, hvis kommunen er langsom i optrækket,
eller fagforeningen har indvendinger.
7) Jobjagten begynder så hurtigt
som muligt
Tiden er en vigtig faktor, hvis gejsten
skal bevares. Det vigtigt, at jobsøgeren hele tiden får
tilbagemeldinger fra jobkonsulenten om, hvordan det går.
8) Det er jobsøgeren, der skal
ha’ job - ikke konsulenten
Når der er aftalt
jobsamtale på en arbejdsplads,
er det jobsøgeren, der skal på banen. Konsulenten deltager i
en tilbagetrukket rolle, besvarer spørgsmål om støtteordninger, noterer
indgåede aftaler, og snakker efterfølgende forløbet igennem med
jobsøgeren. 9) Konsulenten er tovholder - hele vejen
Når alle har “sovet” på samtalen,
melder de tilbage til jobkonsulenten, om de ønsker at gå videre.
Hvis ja, aftales
evt. en kort praktikperiode. Ender det med en ansættelse, kontakter
jobkonsulenten
igen kommunen, så papirarbejdet kan komme i orden.
Hvis nej, snakkes forløbet igennem
med de involverede, inden jobjagten genoptages.
Det er vigtigt, at konsulenten holder
fast i tovet og om nødvendigt rykker sagsbehandlere og myndigheder
for svar, så alle forhold omkring jobbet, tilskudsordninger osv.
kommer hurtigt på plads.
10) Opfølgning er vigtig
Under praktikken og i de første måneder
af ansættelsen følger
konsulenten hyppigt op via telefon og besøg på arbejdspladsen. Men
også senere skal arbejdsgiver og arbejdstager til enhver tid kunne få råd
og hjælp.
Opfølgningen er vigtig, fordi selv
små problemer kan vælte læsset - især hvis den ansatte har begrænset
arbejdserfaring, eller arbejdsgiveren er uvant med at beskæftige
ansatte på særlige vilkår.
11) Kom godt ud af døren
Hvis en praktikperiode ikke resulterer i et varigt
job, eller den ansatte stopper på grund af problemer på jobbet, tager
jobkonsulenten initiativ til, at parterne mødes til en afsluttende
samtale, hvor forløbet kan “landes” på en ordentlig måde. Det er
vigtigt, at parterne lærer af forløbet.
12) Job på særlige vilkår
er en dynamisk sag
Ligesom alle andre
lønmodtagere kan ansatte
på særlige vilkår få lyst til eller behov for at skifte job, og der
kan både være brug for at geare op og geare ned.
Arbejdsmarkedets rummelighed skal
ikke kun måles på dets evne til at tage folk ind og fastholde dem,
men også på dets vilje til at skabe karrieremuligheder for ansatte
på særlige vilkår.
Når erfaringen vokser, øges
potentialet. Nogle "avancerer" fra skånejob til fleksjob eller
ordinær ansættelse. For andre går det den modsatte vej, fordi
helbredet svigter. Man kan starte som fleksjobber og ende som
direktør - og omvendt! 13) Arbejdsmarkedet er ikke lykken for
alle
Det skal være OK at vælge
arbejdsmarkedet fra, hvis man på grund af handicap, nedslidning
eller kronisk sygdom føler, at arbejdet sluger så meget af ens
energi og resurser, at det forringer livskvaliteten i stedet for at
forbedre den.
Målet for det rummelige
arbejdsmarked må ikke være at suge de sidste kræfter ud af
mennesker, som har det svært i forvejen.
Det er muligt at at sætte sig andre mål i
livet: Familie og hjem, kunst og kultur, syning og håndarbejde, politik og
filosofi, frivilligt socialt arbejde, sport... Arbejde er ikke alt!
|