|
Indhold og bidragsydere
1. Afklaring og arbejde – et
kritisk blik
Skrevet af Mia Husted og Ditte
Tofteng, adjunkter ved Roskilde Universitetscenter.
Arbejde for mennesker. Hvad
drejer det sig egentlig om? Og hvad gør det ved mennesket at befinde
sig på eller uden for arbejdsmarkedet? I dette indledende essay
tager Mia Husted og Ditte Tofteng et kritisk blik på arbejdsmarkedet
og vejen dertil.
2. Det usynlige handicap
Skrevet af Mikael Schildt
Rasmussen, stifter og leder af
Kometen i Mørke.
På trods af gunstige
konjunkturer på det danske arbejdsmarked er der fortsat en stor
gruppe mennesker, der befinder sig i langvarig arbejdsløshed. Det er
mennesker, der kæmper med en række problemer af både fysisk og
psykisk karakter, som forhindrer en ubesværet adgang til
arbejdsmarkedet, selv med de lovmæssige muligheder for nedsat tid
eller tilskud. Kometen i Mørke har specialiseret sig i at arbejde
med disse mennesker, der typisk har et usynligt handicap, og som har
brug for en ekstra indsats for at få bugt med problemerne og kommer
i beskæftigelse.
3. Træning af personlige og
sociale færdigheder
Skrevet af Jane Vinter Moscoso,
Allan Mads Knægt og Erno Larsen.
En alt for stor gruppe børn,
unge og voksne tilegner sig ikke tilstrækkelige personlige og
sociale kompetencer til at kunne begå sig på lige fod med andre i
samfundet, hvilket besværliggør vejen ind på arbejdsmarkedet. Nogle
går fra det ene aktiveringsprojekt til det andet, andre har svært
ved at komme igennem selv mindre opkvalificerende kursusforløb, mens
atter andre slet ikke er i gang med hverken arbejde, uddannelse,
kurser eller aktivering. Dette kapitel tager afsæt i de personlige
kompetencer og sociale færdigheders betydning for, hvordan vores
tilværelse former sig. Samtidig beskriver det, hvordan kognitiv
træning kan være med til at afhjælpe de vanskeligheder, som de
manglende færdigheder og kompetencer medfører.
4. Juans historie
Skrevet af Kirsten Fabian,
centerleder på Havredal gl. Skole.
22-årige Juan er et godt
eksempel på, hvad den rette hjælp kan betyde for et menneske, der
har det svært. For unge med boglige og kognitive vanskeligheder kan
skole og uddannelse forme sig som en vej udelukkende beklædt med
nederlag. Men med den rette indsats er det muligt at få sluset en
stor gruppe unge ud til et almindeligt liv med arbejde, bolig og
socialt netværk. På Havredal gl. Skole er det de mange små, men
gennemtænkte detaljer, der gør den store forskel, at eleverne ender
som vindere og bidragydere til samfundet. Præcis som Juans historie
viser.
5. Fra handling til
forvandling
Skrevet af Conny Petersen,
forstander på Profilen Bov Produktionshøjskole.
Unge med særlige behov på
produktionsskole – ja, og hva’ så? Dette er udgangspunktet for denne
artikel, der beskriver, hvordan Profilen Bov Produktionshøjskole for
tre år siden satte ind med en målrettet, erhvervsafklarende og
specifik anerkendende pædagogisk indsats, som tog afsæt i sin
særlige målgruppes muligheder for at tage en ungdomsuddannelse. På
Profilen Bov er målgruppen i dag gruppen af unge med diagnoser som
Asperger, DAMP, ADHD, hjerneskader m.fl. Conny Petersen beskriver
dette kapitel, hvordan teoretiske metoder som Appreciative
Inquiry-metoden og 4D-modellen er blevet centrale elementer, som har
ændret dagligdagen på skolen.
6. Autisme som
konkurrencemæssig fordel
Skrevet af stifter og direktør i
Specialisterne, Thorkil Sonne.
Da Thorkil Sonne i 2004 startede
firmaet Specialisterne, var det for at give sin søn med infantil
autisme en mulighed for et godt og aktivt liv med et kvalificeret
job. I dag har Specialisterne 50 medarbejdere, hvoraf tre ud af fire
har en autismediagnose, og firmaet har modtaget masser af
international anerkendelse. Nøglen til succesen er, at Thorkil Sonne
og Specialisterne har kigget på kvaliteterne hos mennesker i stedet
for begrænsningerne. Og selvfølgelig tilrettelagt dagligdagen hos
Specialisterne, så den matcher de særlige behov, som mennesker med
autisme har.
7. Fremtiden Nord Syd – et
alternativ til anbringelse
Skrevet af journalist Helene
Knudsen for Fremtiden Nord Syd.
Mennesker med ADHD har et
usynligt handicap, der har store konsekvenser for deres muligheder
for uddannelse og job. Fremtiden Nord Syd har specialiseret sig i at
støtte mennesker med ADHD i at opnå en aktiv tilværelse med
uddannelse, bolig og arbejde. En støtte, hvor kodeordene er tid,
tillid og ærlighed.
8. Krop, idræt og mestring
Skrevet af Jan Svensson, daglig
leder i Idrætshuset for psykisk syge i København.
Hvilken betydning har kroppen i
processen med at komme ind på arbejdsmarkedet for mennesker med
nedsat funktionsevne? Idrætshuset for psykisk syge i København har
flere års erfaring med at bruge leg og idræt som en vej tilbage på
arbejdsmarkedet for stedets brugere. Jan Svensson beskriver, hvordan
Idrætshuset med en gennemtænkt strategisk tankegang sætter kroppen i
fokus som indsatsområde i forhold til at ændre brugerens opfattelse
af sig selv.
9. Vi skaber tro på fremtiden
Skrevet af Ernst Jensen, tidl.
forstander på Reva Trollesbro.
Hvad skal der til for at få
mennesker med mange års fravær på arbejdsmarkedet tilbage i job
igen? Hvordan forbereder man bedst mennesker med psykiske
vanskeligheder, fysiske handicap eller misbrugsproblemer til at
blive værdifulde medarbejdere? På Reva Trollesbro handler det om at
give den enkelte person mere selvværd og tænde håb og ny energi.
10. Rosengård og H@ndi-Kom -
To alternative og personlige arbejdspladser
Skrevet af Lene Andersen,
stifter og leder af Rosengård og H@ndi-Kom og Kristian Sander
Pedersen koordinator på
Handi-Kom.
Efter at have arbejdet på
beskyttede værksteder i mange år besluttede Lene Andersen sig for,
at det måtte kunne gøres bedre. Så hun startede sin egen
arbejdsplads for mennesker med nedsat funktion, hvor det vigtigste
element i dagligdagen er ligeværd mellem de forskellige
medarbejdere.
Dette kapitel indeholder desuden
en historisk gennemgang af, hvordan samfundet har behandlet
mennesker med nedsat funktion.
11. Ny indsatsstrategi for
spastikere
Skrevet af Klavs Christensen,
psykolog i
Spastikerforeningen.
På trods af mange gode
intentioner bliver personer med cerebral parese i stigende grad
udstødt af arbejdsmarkedet eller har sværere ved overhovedet at
komme derind. Dette kapitel vil belyse nogle af de
problemstillinger, der kan være medvirkende til disse vanskeligheder
og pege på kompenserende foranstaltninger som en del af en ny
indsatsstrategi for at sikre, at flere spastikere kan blive en
velfungerende del af arbejdsmarkedet.
12. Arbejde og hjerneskade
Skrevet af Rikke Forslund, Lis
Damsbo og Christian Adolphsen,
Hjerneskadecentret BOMI i Roskilde.
En hjerneskade kan være en stor
forhindring for at forblive i eller få et arbejde. Basale ting som
dårlig hukommelse, øget træthed, nedsatte sociale kompetencer mm.
kan gøre det svært at udføre opgaver, som man udførte hver dag inden
skaden. Hjerneskadecentret BOMI har specialiseret sig i at hjælpe
mennesker med hjerneskade tilbage på arbejdsmarkedet gennem en
grundig støtteproces og stor viden og erfaring om, hvordan man bedst
hjælper mennesker med hjerneskade.
13. Appetitten – stedet for
næring og læring
Skrevet af Hanne Weckesser,
leder af Appetitten.
Mennesker med psykiske
vanskeligheder kan let ende isolerede i hjemmet. Angsten for ikke at
kunne leve op til arbejdspladsens og kollegaernes krav overskygger
ofte lysten til at arbejde. På køkken- og kantinevirksomheden
Appetitten i Århus bliver der taget hensyn til medarbejdernes
psykiske vanskeligheder, og i stedet er det lysten til arbejde, der
dominerer og sikrer en virksomhed fyldt med liv og humør.
14. En særlig uddannelse til
unge med særlige behov
Skrevet af Claus Tobler, leder
af Den Grønne Erhvervsskole.
En del unge passer ikke ind i de
etablerede uddannelsessystemer. De har måske ikke nogen decideret
diagnose eller handicap, men den almindelige skole kan bare ikke
rumme dem. Den Grønne Erhvervsskole i Vestjylland har med succes
opbygget en skoleform, der har plads til de skoletrætte og bogligt
svage unge.
15. Akademi for
specialundervisning til voksne og unge – ASV Horsens
Samlet af Birgit Høst Secher,
udviklingskonsulent på
ASV Horsens
Denne artikel beskriver, hvordan
lov om kompenserende specialundervisning udmøntes på ASV Horsens.
Artiklen tager i første del udgangspunkt i et undervisningstilbud
til unge med psykiske vanskeligheder, kombineret med mere generelle
input vedr. kompenserende undervisning.
I sidste del omtales den 3-årige
ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
16. En beretning fra en
tidligere kurators skrivepult
Skrevet af Benny Rosenqvist,
uu-vejleder i UU-Vestsjælland
For unge med særlige behov er
der brug for en ekstra indsats i forhold til at komme i gang med en
uddannelse. Der er da også sket meget på vejledningsområdet de
sidste år – senest med vedtagelsen af lov om 3-årig uddannelse til
unge med særlige behov. Den erfarne uu-vejleder Benny Rosenqvist
beskriver i dette kapitel, hvad man som vejleder skal være opmærksom
på, når man sidder med en ung, der stikker lidt uden for
gennemsnittet.
17. Et handicap er, hvad
omverden gør det til
Skrevet af stifter og direktør i
Vision Trade Center, Connie Hasemann.
Vision Trade Center uddanner og
træner mennesker med nedsat funktion – oftest synshandicappede - i
et erhvervsmiljø. Det giver den uddannelsessøgende en enestående
mulighed for at udvikle sine sociale kompetencer, for her
demonstreres i praksis, at mennesker med handicap er en værdifuld
arbejdskraft på lige fod med andre. Gennem to cases beskriver Connie
Hasemann den proces, Vision Trade Center har succes med.
|