”Frivilligt arbejde skal primært være rart og sjovt”

Som nytilflytter til en ny by kan frivilligt arbejde være indgangen til både en social omgangskreds og følelsen af at gøre nytte. Det mener Karen Else Christensen, som skiftede en forstanderpost i VISP ud med en genbrugsbutik i Viborg.

Tekst: Bo Therkildsen, januar 2007

Der er cirka 340 km og en verden til forskel fra at være forstander på VISP (Videnscenter for Specialundervisning, Storstrøms Amt) på Falster og til at arbejde som frivillig i Mødrehjælpens genbrugsbutik i Viborg. Ikke desto mindre er det det spring, Karen Else Christensen som 62 årig tog for to år siden, da hun sagde op i VISP og ønskede at komme tættere på sin nære familie. De bor ikke i Viborg, som Karen Else Christensen flyttede til, men byen lå lige i midten i forhold til dem, så ingen kunne føle sig snydt. Og hvad gør man så, når man flytter til en helt ny by?

”I Viborg kendte jeg ikke et øje, og jeg skulle jo lave et eller andet. Så årsagen til, at jeg startede med frivilligt arbejde, var en kombination af, at jeg ville lære folk at kende og af, at jeg gerne ville have en nytteværdi. Mødrehjælpen havde en annonce i avisen om deres nystartede genbrugsbutik, og da jeg så den, mente jeg, at jeg kunne slutte ringen. For det var Mødrehjælpen, der støttede mig, da jeg var ved at blive smidt ud at seminariet, fordi jeg var blevet gravid,” fortæller Karen Else.

Hun mødte op, blev ansat og havde første arbejdsdag som frivillig 15. marts 2005. I dag arbejder Karen Else en til to gange om ugen i selve butikken. Derudover laver hun vagtplaner, tager imod nye frivillige, holder personaleliste ajour og generelt en del organisatorisk arbejde, som hun altid godt har kunnet lide.

”Jeg blev faktisk tilbudt at blive daglig leder, men det ville jeg ikke. For frivilligt arbejde skal primært være sjovt for en selv. Derfor prøver jeg også altid at lave vagtplaner, så folk kommer sammen med nogen de matcher godt med. Men jeg gør ikke rent og jeg lægger ikke tøj sammen, hvis jeg kan undgå det. Det er for kedeligt,” siger Karen Else, som har opnået både det sociale netværk og følelsen af at gøre nytte, som var begrundelserne for at tage arbejdet.

”Det frivillige arbejde giver mig dels det, at jeg skal hjemmefra, at der er nogen der nyder godt af, at jeg yder en indsats og at folk bliver glade for mit arbejde. Jeg har altid godt kunne lide at organisere og gøre noget sammen med andre, så det er bestemt også skægt at komme på arbejde. Og dels giver det, at jeg har lært nogle mennesker at kende, jeg ellers ikke ville have mødt. Jeg har en madklub (”Kællingeklubben”) med tre andre, som jeg også tager til Tønder-festival med til sommer,” siger hun.

Udover arbejdet i genbrugsbutikken er Karen Else Christensen også involveret i frivilligt bestyrelsesarbejde i Hjerneskadeforeningen. En beskæftigelse, der har udviklet sig lidt anderledes, end Karen Else havde planlagt.

”Voksenspecialundervisningen er et meget lille område, så alle kender hinanden. Det har medvirket til , at jeg er blevet valgt til bestyrelsen i Hjerneskadeforeningen. Men det begynder at ligne mit gamle arbejde for meget. For så blev der lidt bøvl mellem næstformanden og formanden, og så blev jeg pludselig fungerende formand. Og det passer mig ikke. Jeg betragter bestyrelsesarbejdet i Hjerneskadeforeningen som en læreproces til at få den pensionisttilværelse, jeg gerne vil have. Måske skal jeg nøjes med Mødrehjælpen, for jeg vil gerne have tid til at læse avis og den slags. Jeg skal jo også have tid til at gå til yoga og alt det andet, jeg har kastet mig ud i. Generelt er mit råd, at man skal gøre sig klart, hvor meget man vil binde sig op på frivilligt arbejde. Hvor længe er det sjovt?” spørger Karen Else, som ellers anbefaler frivilligt arbejde, hvis præmisserne er rigtige.

”Hvis man flytter, mister sit arbejde bliver førtids- eller alderspensionist, er frivilligt arbejde en god ting til at få en ny omgangskreds. Men man skal tænke sig godt om, krisecentre, selvhjælpsgrupper o.l. kan nemt blive for krævende. Hver enkelt må gøre op med sig selv: Hvor konfliktfyldt arbejde kan jeg magte/vil jeg have? Uanset hvad,  vil jeg varmt anbefale alle, der har overskuddet til det at gå ind i frivilligt arbejde. Der er et væld af muligheder,  og det giver rigtig mange glæder” mener hun.

Faste spørgsmål:

Hvad fylder:

Om jeg er syg eller rask. Helbredet fylder meget lige p.t., heldigvis føler jeg mig rigtig godt tilpas Jeg tror sgu ikke det er sundt at stoppe med at arbejde. Jeg har været til læge lige så meget her i Viborg, som jeg var på Falster over meget længere tid. Desuden fylder det, at der er bøvl med en frygtelig stank fra mit bad. Men det er en længere historie…

Hvad kommer de nye jobcentre til at betyde?

Jeg har kun begrænset sat mig ind i det, men jeg tror ikke på, at de kommer til at fungere.

Hvilke ønsker/visioner har du?

Inden for frivilligt arbejde: At patientforeningens frivillige holder sig væk fra topposter, hvis de er hjerneskadede eller på anden vis er skadet på hele eller dele af det kognitive område. Det er lidt hårdt sagt og tænkt som en kærlig henstilling til alvorlig eftertanke. Jeg ønsker også, at kommunalreformen kan være med til at styrke det frivillige arbejde. For det er godt, og vi er mange, der stopper på arbejde, som der er brug for. Det vil der stadig være. At det i højere grad blev lystbetonet i patientforeningerne – mange steder bliver det for levebrødsagtigt.

Har du brugt netværket?

Ikke overvældende – jeg har brugt Ole Schmidt på Havredal, DUKH’erne. Og Tove Birkvad. Selvom jeg ikke har brugt netværket så meget, er jeg glad for det. Specielt glad for Klaus Christensens indlæg om Spastikerforeningen. Det var spændende og veltilrettelagt. Men jeg gik heller ikke ind i CTC for at få netværk – jeg vidste at jeg stoppede. Har gennemgående manglet, at deltagerne så de politiske vinkler og spil. Jeg fatter ikke, at folk falder så meget til patten, som de gør. Ved nærmere eftertanke måske ikke så underligt. Ord som solidaritet og fællesskab er vist røget med over i sprogets museum for en periode.