Jacob har fået styr på sin bagage

Han har en fortid, som mange andre med ADHD kan nikke genkendende til. Men 30-årige Jacob Hofmann har formået at overvinde de negative sider ved sin ADHD – eller sin bagage, som han betegner det - og lever i dag et næsten normalt liv med hus, bil og hund. Det han brænder for i dag er at bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre mennesker, der er kommet ud i en uoverskuelig situation.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, November 2008. 

Jacob Hofmann kunne let gå for at være en top-tjekket computer-sælger, da han træder ind gennem døren i Handicapidrættens Videnscenter. Solbriller, pæn skjorte og jeans, attachemappe, lang sort frakke og en svag duft af aftershave. Han sætter solbrillerne i panden, tager øjenkontakt, giver et fast håndtryk og hilser med et smil. Jacob udstråler selvtillid, ro og overskud. Og man kan på ingen måde se, at her står en mand, der har lænet sig tæt op ad døden, stofmisbrug og hård kriminalitet.

Jacob har ADHD. En følgesvend, han har haft gennem hele sit liv, men som han først fik identificeret, da han var midt i tyverne. Hele hans ungdom har derfor været et kaos af frustration, flugt, aggression og dyb fortvivlelse. Helt fra 1. klasse har han prøvet at slippe væk fra livet. Og ligesom mange andre mennesker med ADHD, har han stiftet tæt bekendtskab med både stofmisbrug og kriminalitet. Jacob definerer selv sin følgesvend som sin bagage i form af en tung og uhåndterlig kuffert, han ikke altid har kendt indholdet af, men som han i dag har fået pakket om til at være en mere håndterbar rygsæk.

Fokuseret optræden

Da Jacob denne torsdag sidder roligt og koncentreret i Handicapidrættens Videnscenter og fortæller sin historie, er hans bagage pakket godt af vejen. Han er velforberedt, holder hele tiden øjenkontakten, fortæller koncentreret og struktureret og lader sig ikke forstyrre af, at der jævnligt går folk omkring i lokalet. Han sidder roligt på stolen, gestikulerer afmålt og lever sig dybt ind i samtalen, der handler om de store kontraster, han som menneske er bygget af. Men hans tilsyneladende velsoignerede ydre, hans korrekte optræden og hans opmærksomme og høflige tilstedeværelse er ikke en naturlig ting, som han ligesom flertallet af os automatisk har tillært sig gennem livet. For Jacob er hver eneste del af hans optræden som menneske gennemtænkt, indøvet og meget bevidst.

”Jeg har arbejdet meget med den måde, jeg optræder over for andre mennesker. Tidligere kunne jeg stå og afbryde folk – råbe og skrige som en uopdragen lille møgunge. Og tidligere, når andre fortalte noget, ville jeg også altid fortælle min egen historie. Men der skal jo være plads til andre end mig. Det har jeg arbejdet meget på, og jeg er i dag meget fokuseret på ikke at afbryde. Det er blevet en vane for mig at koncentrere mig om en række ting – at jeg ikke sidder uroligt på stolen og kører rundt med benene, at holde øjenkontakt, hvilket ofte er svært for mennesker med ADHD – det sidder så dybt i mig at tænke over, hvordan jeg opfører mig og taler, at det er blevet naturligt. Jeg bruger måske 40% af min tid/energi på at tænke over disse ting, hvilket er ret meget. Og det er jo noget med, at jeg gerne vil være som alle andre. Jeg har fået den opmærksomhed, jeg skulle i mit liv – jeg har altid fyldt meget, og folk har lagt mærke til mig. Det gør de stadig, men i dag på en positiv måde, håber jeg”.

Kampe med systemet

At Jacob Hofmann er nået dertil, hvor han er i dag, skyldes ifølge ham selv i høj grad hans mor. På trods af de mange kampe, hun har måttet tage med både Jacob, skolevæsenet og det sociale system, blev hun ved med at tro på, at Jacob ikke var nogen skidt knægt, og at der måtte være en vej ud af problemerne. Vendepunktet for hende og Jacob kom for godt fem år siden:

”Min mor hørte tilfældigt om noget, der hed ADHD – dengang hed det stadig damp i Danmark - fra et amerikansk tv program og tænkte med det samme: ”det er sgu da Jacob!” Men der var ingen hjælp at hente nogen steder. Hun måtte selv betale for en neurologisk diagnose. Ingen af de ellers mange psykologer, jeg har snakket med gennem mit liv, har nogensinde talt om ADHD. De har alle sammen set mig som en uopdragen rod. Da jeg var teenager gik min mor til kommunen for at få hjælp, men fik at vide, at hun kunne komme tilbage, når jeg var blevet kriminel. Da hun så kom tilbage, da jeg var blevet kriminel, var den eneste mulighed, at jeg kunne komme på døgninstitution. Og her fik min mor at vide, at jeg var psykopat,” siger Jacob, der ikke har haft en opvækst og en skolegang som mange andre.

”Hele livet har jeg følt, jeg ikke var som de andre. Og første gang min mor sagde ADHD, blev jeg tosset på hende – ”Jeg er sgu da ikke hjerneskadet!” Men da hun så tog mig med til en neuropsykolog og fik stillet diagnosen, var jeg med på næsten hvad som helst. For jeg har jo hele mit liv ønsket at være som andre, at have et normalt liv. Da jeg så øjner muligheden for et nyt og bedre liv, kastede jeg mig over den. Mit liv har nok været hårdere end de fleste andres, så da jeg fik en chance, løb jeg virkelig efter den,” mener han.

Havde Jacob ikke haft en mor, der hele tiden havde troet på ham og sørget for, at han fik sin diagnose, mener Jacob selv, at det kunne være endt grueligt galt. For ADHD’en iklædte Jacob et voldsomt temperament, som med lidt uheld for alvor kunne have ødelagt hans liv.

”Mit temperament har været mit største problem gennem livet. Jeg har kunnet hidse mig ekstremt voldsomt op over små ting – og jeg har flere gange undgået at få tæv i nattelivet, fordi jeg skræmte folk væk. Men hvis det kom til stykket, ville jeg få sådan nogen på hovedet. Jeg har aldrig været oppe at slås, og jeg har aldrig skadet nogen. Det hele har ligget i munden. Men havde jeg haft anlæg for at være voldelig, kunne jeg have slået folk ihjel. Jeg har haft enorm narkogæld og fået at vide, at mine kreditorer jo altså også skyldte folk penge længere oppe i systemet, og hvis jeg ikke kunne betale, ville jeg blive taget med til nogle folk, der ville stikke mig et oversavet jagtgevær og skubbe mig ind i en bank. Det er blandt andet oplevelser fra det miljø der gør, at jeg kunne være kommet i en situation, hvor jeg enten ville være død eller havnet i hård kriminalitet,” fortæller Jacob.

Der er altid håb

I dag bor Jacob i et hus i Struer sammen med sin hund Simba. Han har lige fået sin førtidspension igennem – og Jacob bruger meget tid på at tage rundt i landet og fortælle sin historie, for at andre kan lære af den. At reflektere over sit liv og fortælle sin historie har haft stor betydning for Jacob

”Min drøm er lave det til et firma - at være konsulent, oplægsholder og familierådgiver. Min plan er at læse til coach, tage psykologikursus. Så jeg bedre kan tale med dem og forstå mennesker. Mit budskab er, at det kan godt være det ser meget sort ud, men der er altid håb! Det kan af og til være meget svært at finde vejen selv – i de situationer håber jeg, at der vil være nogen, der vil og kan hjælpe med at finde den. Hovedpointen i min historie er, at ligegyldigt hvor forfærdeligt det ser ud, er der altid håb. Hvis man har viljen, skal man også nok finde vejen,” siger Jacob.