|

Jacob Sørensen (th) er jobkonsulent i Integro.
”Den største
udfordring er kursisternes manglende fleksibilitet”
For den private jobaktør
Integro er det ikke afklaring eller virksomhederne, der er den
største barriere for at skaffe de arbejdssøgende nordjyder i job.
Det er derimod de jobsøgende selv, fortæller jobkonsulent Jacob
Sørensen.
”Den største udfordring er
kursisternes manglende fleksibilitet. Mange vil fx gerne arbejde i
Hjørring Centrum, men ikke i butik, som ellers er den oplagte
mulighed for at arbejde i centrum. Så kan det ske, at jeg finder det
perfekte job i Nordbyen. Men jeg bor jo i Sydbyen, lyder det så. Da
kan det være nødvendigt at gå lidt hårdt til kursisterne og presse
dem lidt. Jeg synes, vi går meget langt for at hjælpe kursisterne
med at finde et godt fleksjob, men en gang i mellem kan det være
nødvendigt at inddrage kommunen, hvis kursisten mangler motivation.
Takker de nej til tre gode tilbud, sender vi dem tilbage til
jobcentret,” forklarer Jacob Sørensen en forsommerdag i Integros
kontor tæt ved Frederikshavn havn.
Integro er en efterhånden 15 år
gammel kursusvirksomhed, som i dag også fungerer som 2. aktør.
Kursisterne i Integro er typisk sygedagpengemodtagere,
kontanthjælpsmodtagere, fleksjobbere og lignende. Mennesker, der
ikke selv kan komme videre i arbejde. Virksomheden dækker hele
Danmark og har i alt 25 kursuscentre, som også tilbyder andre typer
kurser som eksempelvis teambuilding. Der er 65 ansatte på landsplan.
Kursisterne på jobkurserne
starter i et fem-ugers afklaringsforløb + praktik – maksimalt 16
uger. De møder ind første dag fra 9-15 afhængigt af målgruppen, og
også afhængigt af målgruppen kommer de så hver dag i hele forløbet.
Starter med job-sol
”Alle kursister starter med i
fællesskab at lave deres egen personlige job-sol, hvor de skal
beskrive sig selv, deres kompetencer, ønsker og muligheder. De andre
kursister skal så hjælpe med bud på jobmuligheder ud fra hver
enkelts specifikke ønsker. Det giver en god start på
afklaringsforløbet, som også indeholder mange forskellige tests. Så
hjælper vi med ansøgninger og cv’er og selvfølgelig praktikophold.
Mange af vores kursister vil gerne have noget piccoline-agtigt
arbejde. Og det findes bare ikke. Men man kan finde noget, der
ligner, fx sætte frokost frem og den slags. Vi prøver generelt at
skabe jobbet ud fra kursistens ønsker. Og hvis der er god kontakt og
en grundig forklaring til virksomheden, så lykkes det også. Vi har
faste kontakter i virksomheder, men tager dagligt nye kontakter. Der
skal være mulighed for fast ansættelse efter praktikken. Ellers vil
vi ikke være med. Det må aldrig bare blive gratis arbejdskraft,”
siger Jacob Sørensen, der har bedst erfaring med, at det er Integro
og ikke kursisten selv, der kontakter virksomhederne:
”Vi ser ofte, at det fungerer
bedst, når vi kontakter virksomhederne. For borgeren fokuserer ofte
på det negative eller på sygdommen. Vi prøver at fokusere på det
positive i personen. Jeg prøvede engang at ringe til ti
arbejdsgivere. Først præsenterede jeg mig som borger – og fik bid i
1/10. bagefter som konsulent fra Integro – og fik bid i 10/10. det
viser, hvor svært det er for borgeren alene, siger han.
I Frederikshavn kommune er der
ca. 900 sygedagpengemodtagere. Typisk med fysiske skader som dårlig
ryg eller knæ. Den største gruppe er kvinder over 45 år, fortæller
Jacob Sørensen:
”Disse mennesker er nedslidte
pga. ufaglært arbejde, og de har ingen uddannelse. Til gengæld har
vi få med psykiske skader. Det er borgerens funktionsnedsætning, der
afgør, hvilken tilgang vi har til at hjælpe dem. Mennesker med
psykiske problemer har ofte brug for længere tid og planlægning. For
begge grupper er det dog vigtigt, at de erkender deres situation som
sygedagpengemodtagere. Det er simpelthen nødvendig for at kunne
hjælpe dem med at få et job,” siger han.
|