”Jeg havde ikke troet, at jeg ville være på arbejdsmarkedet i fem år!”

John René Petersen har muskelsvind og har gennem det meste af sit 48 år lange liv ”feset ud og ind” på arbejdsmarkedet. Lige indtil han blev ansat i skånejob i De frivilliges hus i Gladsaxe. Her har han fundet sin niche og taler varmt for, at flere mennesker kommer i gang med frivilligt arbejde i stedet for at sidde derhjemme.

Et ophold i Afrika blev et vendepunkt for John René Petersen. At opleve, at der var mennesker, som havde brug for hans hjælp, og at han havde nogle evner til at hjælpe afgjorde, hvad John skulle beskæftige sig med resten af livet: at gøre noget for andre mennesker. Indtil det afgørende besøg i Afrika for ca. ti år siden havde John René Petersen mest arbejdet for at hjælpe sig selv. Og hans erhvervsliv har spændt vidt. Nu har han fundet sin niche som skånejobber i De Frivilliges Hus i Gladsaxe, hvor han laver marketingsarbejde og fundraising.

”Inden det kom så langt, at jeg blev ansat her, har jeg feset ind og ud på arbejdsmarkedet. Jeg har været børnehavepædagog og arbejdet med autoreservedele. Så kom jeg ved et tilfælde til at snakke med en UFF mand, og trods min skepsis til Tvind, henvendte jeg mig til sagsbehandleren og forhørte mig om mulighederne for at komme ud i et job på særlige vilkår. Jeg mente det var nødvendigt for mig at komme væk fra det ordinære arbejdsmarked, som jo bare var nederlag på nederlag. Jeg havde brug for mere hensyn,” siger John René Petersen.

Kommunen mente det samme. Så han kom ud i en genbrugsbutik i Valby og siden med til Stockholm, hvor han var med til at arrangere loppemarkeder.

”Vi gik bl.a. fra dør til dør og samlede gamle møbler ind, og som tak fik vi en rejse til Sydafrika. Da jeg steg ud af flyveren i Cape Town vidste jeg med det samme, at det var det her, jeg skulle. Ved at puffe mig selv og mine egne behov til side, udviklede jeg mig! Herhjemme var det hele tiden mig selv, mig selv, mig selv det handlede om. I Afrika så jeg nogle, der havde brug for mig. Det var mit kald, hvis jeg må kalde det det. Jeg skulle sætte mig selv ud på et sidespor, gøre noget for andre. Og det virkede for mig!” siger han.

Da han kom hjem fra sit første besøg i Afrika ringede han til UFF og fortalte, at han var klar på mere.

”Denne gang tog jeg til Zambia. Vi skulle plante træer, men jeg havde ikke fysikken til at klare selve plantningen. Og hvis det havde været i Danmark, havde jeg så bare ikke kunnet deltage. Men dernede fandt jeg ud af, at jeg kunne nogle andre ting. Undervise og hjælpe andre. Så jeg underviste de lokale om AIDS og hygiejne og var en del af arbejdet på den måde. De fire mdr. dernede åbnede mine øjne for, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg fornemmede, at det at undervise gik godt, og at jeg havde nogle evner inden for kommunikation. Jeg kom hjem og snakkede med min sagsbehandler og fik besked på, at jeg enten måtte søge pension eller finde et arbejde.”

Den medmenneskelige dimension

John René Petersen fik et skånejob på daghøjskolen på Frederiksberg, men efter en nedskæringsrunde skulle han finde noget nyt. Så han henvendte sig på kommunen med et klart krav: ”I må gøre noget, jeg bliver sindssyg af at gå derhjemme”. En jobkonsulent fra kommunen fortalte om planerne for de frivilliges hus, og John blev ansat på prøve. 1. januar 2003 blev han ansat i skånejob og arbejder i dag 12 timer i huset og har 12 timers telefontid om ugen.

”Jeg har mest med den medmenneskelige dimension. Folk, der ikke ved, hvad de skal. Jeg gør meget ud af at sige, at det er helt ok at komme og have det skidt. Men man skal altid kigge fremad. Frivilliggrupperne må ikke bare blive kaffeklubber. Når vi kigger på vores succeser er det klart de grupper, der kommer i huset. Der kan vi se udviklingen hos den enkelte. Meget klart endda,” fortæller han, og slår samtidig et slag for, at flere mennesker kommer i gang med frivilligt arbejde:

”Hvad kan man så bruge frivillighed til? Måske det var tilfældigt for mig, men jeg har grebet chancen, og det virker! Efterfølgende, når jeg taler med gamle venner, som spørger, hvad jeg laver i dag, bliver de ikke overraskede over at høre, at jeg arbejder frivilligt. Jeg tænkte tidligere, at jeg skulle være socialrådgiver, men det var måske også for at hjælpe mig selv gennem at kende loven. Jeg havde ikke troet, at jeg ville komme til at være på arbejdsmarkedet i fem år! Jeg havde måske haft en slags blokering – at det at være på arbejdsmarkedet betød, at nu er alt afhængigt af mig selv. Hvis jeg løber tør for kræfter, og der kun er mig selv så ved jeg, at der ikke er til huslejen. Også skal jeg erkende et nederlag. Det gav en blokering,” mener John René Petersen.

”Jeg vil sige, at jeg ønsker at flere mennesker på førtidspension ville gribe muligheden for at gøre noget. At kunne snakke med, når nogen spørger, hvad man laver. Ikke bare sige: jeg er førtidspensionist!

Hvis jeg skal kigge 10 år frem i tiden – er jeg ret sikker på, at jeg efter DFH vil ind i noget handicappolitik eller frivillig politik. Jeg vil stadig prøve at påvirke nogle ting. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at holde mig i gang. Måske undervise. Det brænder jeg nemlig for. Jeg har en personlig drøm om at starte en forening for førtidspensionister i Gladsaxe, som ikke drejer sig om rettigheder ol. men om at lave aktivitetskatalog for førtidspensionister. Simpelthen prøve at få flere til at være aktive,” siger han.

Fakta

De Frivilliges hus

Huset opstod, fordi Gladsaxe kommune ønskede et sted, hvor man kunne samle information om frivilligt arbejde. De Frivilliges Hus formidler job, laver markedsføring for forskellige tilbud, fx har man lige lavet en folder om at være besøgsven. Desuden uddeler huset økonomiske midler til frivillige foreninger og støtter op om mange frivillighedsprojekter.

Der kommer ca. 200 mennesker i De Frivilliges Hus hver uge. Flest førtidspensionister og folk, der står uden for arbejdsmarkedet.