|

Hele det danske hold af veteraner og løbeguider klar
til start.
Foto: Carsten Lundager
”I want to be a part of it, New York, New York!”
Og det blev de så! 3 soldaterveteraner fra kurset ”Hjem fra krig og
hvad så” gennemførte sammen med 5 andre danske veteraner ING New
York City Marathon i starten af November, og blev sammen med godt
45.000 andre løbere ”en del af” New York!
Fortalt af Lisa Schlage, lærer på Egmont Højskolen og løbeguide,
december 2011
Hele idéen om at løbe marathon startede med, at vi undervejs på
kurset Hjem fra krig – og hva så? begyndte at løbe/køre håndcykel og
bade i havet (1-5 gr.) hver morgen inden morgenmaden. En lille
gruppe fik mod på at prøve kræfter med noget større, da en
idrætsleder ved Jydske Dragonregiment fortalte, at man var i gang
med at arrangere en tur til New York for at deltage i New York City
Marathon. De 4 kursister og jeg blev en del af ”Team Veteran”. ”Team
Veteran” er skabt af en gruppe ildsjæle blandt reserve- og
linieofficerer, der med initiativ, begejstring og vedholdenhed har
samlet og motiveret skadede veteraner, støttet dem gennem træningen
og skabt de nødvendige ressourcer og planlagt rejse, ophold,
logistik mv. og sluttelig selv løb med på turen som hjælpere. I
projektet deltog 9 veteraner: 3 soldater ramt af PTSD, 2
proteseløbere og 4 håndcykeludøvere.

Sylvia, Lisa og Per inden start..
Marathon i byen, der aldrig sover - New York City
Vækkeuret ringer kl.03.30. Kroppen er dagen og aftenen før blevet
fyldt godt op med sukkervand, vand og pasta til aftensmad. Nogle er
blevet tapet på knæ og ankler, og alle er i seng til ordentlig tid.
Vi får endda foræret 1 ekstra times søvn, da New Yokerne går over
til ”vintertid” natten mellem den 5. og 6. nov, natten til ING New
York City Marathon.
Godt spændte møder vi alle op i hotellets lobby, der stille og
roligt fyldes op af håndcykler og mennesker i røde træningsdragter.
Klokken 04.30 er alle klar til at gå eller køre op til 37th St –
39th St & Fifth Avenue kun 5 gader højere oppe, end hvor vi bor. Det
er mørkt og koldt, og byen er stadig fyldt af liv. Busserne er klar,
da vi ankommer, ligesom alt andet, der er arrangeret af Achilles*.
Vores mål er Staten Island, hvor starten til et af verdens mest
prestigefyldte marathon går. Vi deltager i løbet gennem en
invitation fra Allied Forces Foundation - en del af Achilles
International og deres Freedom Team of Wounded Veterans. Det
betyder, at allerede ved afhentning af løbs-nummer m.m, er der
sørget godt for os.
Klokken 06 ved ankomst til start er der særlige telte for alle
Achilles deltagere, hvor der er morgenmad, drikkevarer, gode
toiletforhold og mange garvede maraton-deltagere: kørestolsbrugere,
håndcyklister, løbere og guider.
Vejrudsigten for dagen lyder på 3 s/m, sol og 12-15 gr. i løbet af
dagen, men denne tidlige morgen er det lige ved frysepunktet, så da
solen står op, nyder vi solens varme. Starten for håndcyklerne er
kl.8.55 og for løbere kl.9.40 – så vi skal have 3-4 timer til at gå
– der spises, fyldes væske på og snakkes i større og mindre grupper.
Lidt før klokken 8.30 sendes de 4 på håndcykel hen til start, og vi
andre må vente endnu en halv time.
New York, New York!
Vi sættes i gang til den Amerikanske nationalmelodi og Frank
Sinatras New York New York: “Start spreading the news, I´m leaving
today. I wan’t to be a part of it…!!!!” Og vi blev en del af det –
42,195 km lå forude. Godt hjulpet af det gode vejr, den flotte
kulisse, levende musik og af tilråb: ”good job!”, ”You can do it!”,
”Go Copenhagen!”, kom alle i mål efter en stor oplevelse. Det var
helt fantastisk at opleve, hvordan dette marathon blev løftet af
hele befolkningen i byen!
Matthias på håndcykel var 2.04.51 om turen og inde som nr. 27 ud af
93, mens Per og Sylivia med Post Traumatisk Stress var 3.57.42 og
4.44.16 om turen.

Matthias i fuld gang på ruten

I mål!
Foto: Carsten Lundager

Gennemført!!
Foto: Carsten Lundager

|