|

Sund og
sexet
Kan man dyrke sex med en, der
har et fysisk handicap?
Hvordan taber man sig, når
man ikke kan bevæge sig?
Hvordan tiltrækker man en
partner?
Hvordan tager man på, hvis
appetitten er lille?
Tekst og foto: Bo Therkildsen,
april 2010
Disse og mange flere spørgsmål
og problemstillinger om sex, parforhold og kost & sundhed kan Mette
Justsen svare på. Hun er uddannet sexolog, parterapeut og
kostvejleder og arbejder som selvstændig terapeut. Og så har hun
prøvet de fleste problemstillinger på egen krop – for Mette har selv
muskelsvind og er kørestolsbruger.
”Jeg har personlig erfaring med
handicap og sex, og de udfordringer det kan medføre pga. folks
fordomme. Desuden havde jeg selv som barn problemer med kosten,
og derfor ville jeg gerne have en uddannelse inden for det område,
da det interesserede mig. Sexolog blev jeg også pga. interesse, men
også fordi jeg ville styrke mine kompetencer som terapeut,”
fortæller Mette Justsen.
Kombinationen med både at
vejlede og rådgive om kost & sundhed og sex & samliv kan måske virke
mærkelig for nogen. Men for Mette Justsen er det helt naturligt at
beskæftige sig med begge dele:
”Personlige udfordringer har
ofte bund i ernæringsmæssige udfordringer. Og skal kosten ændres,
sker det tit, at der også medfølger en personlig udvikling. Og så er
det bedst med en terapeut, der både er naturvidenskabelig og
personlig,” siger hun.
Mette er uddannet
professionsbachelor i ernæring og sundhed, og derudover er hun
certificeret sexolog og parterapeut. Og det med sex og handicap
oplever Mette ofte medfører en del fordomme.
”Mange tror desværre, at
mennesker, der har et handicap, ikke kan dyrke sex. Selvfølgelig kan
det heller ikke altid lade sig gøre på den traditionelle måde, men
sex er sjældent traditionelt, så hvis man bare prøver sig frem i
stedet for at lade sig begrænse af sit handicap, kan man godt finde
spændende og gode former for sex,” mener hun.
”Det kan godt skabe en del
fortvivlelse at finde sig selv tiltrækkende, når folks fordomme
siger, at man ikke kan score og slet ikke kan dyrke sex, når man har
et handicap. Det kan man godt have brug for at tale med nogen om, og
da jeg selv har Muskelsvind, kender jeg udfordringerne med at
kombinere sit handicap med et sexliv og som Sexolog kan jeg derfor
tilbyde en konsultation med empati,” siger Mette Justsen.
Mette har åben konsultation i
nye lokaler i København, og er man interesseret i høre mere om Mette
og/eller muligheden for at få Mette ud og holde foredrag eller give
en konsultation, kan man kontakte hende på
mette@sundogsexet.dk –
eller på telefon: 20 63 34 09. Man kan læse mere på Mettes
hjemmeside
www.sundogsexet.dk
|