Ole bag flyglet i hjertet af sit studie

Jobsøger med jazz i

Norges svar på Stevie Wonder. Sammenligningen ligger lige for. Både Stevie Wonder og Ole Storli er pianister, langhårede og blinde. Men Ole Storli gider ikke poppede og fordomsfulde sammenligninger.

For Ole er helt sin egen: konservatorie-uddannet pianist, norsk emigrant på Amager, ejer af et pladeselskab, jobsøgende og – ja, blind.

Tekst og foto: Bo Therkildsen

Sidstnævnte er sikkert noget, andre mennesker bruger mere fokus på end Ole selv, for Ole lever et helt almindeligt liv. Det vil sige: almindeligt er det vel næppe for mange danskere at have et ægte flygel stående på loftet. Eller at have vendt helt rundt på ugen, så weekenden er den travleste arbejdstid, mens mandag og tirsdag er der, der er tid til fritid. Men et helt almindelig musikerliv så. For er der noget, Ole Storli er, er det at være musiker!

Ud over at rumme det smukke flygel lægger Ole Storlis loft rum til pladeselskabet Barefoot-records. Det indebærer, at de beskedne kvadratmeter ovenpå Oles unikke træhus i et tidligere kolonihave-kvarter på Amager er ombygget til fuldt udstyret musikstudie med instrumenter og teknisk isenkram. Og det betyder også, at stuen neden under ofte er fyldt af musiker-kollegaer, der godt kan lide at supplere arbejdet i studiet med en enkelt øl eller to bagefter. Men rig – det bliver Ole næppe på grund af pladeselskabet!

Non-profit

”Barefoot-records er et non-profit pladeselskab, som jeg har dannet sammen med 9 andre. Vi har udgivet ca. 10 plader de tre år, vi har eksisteret – bl.a. for bands’ene Trio Barefoot og Synnjedrag – som jeg spiller med! Vi tjener ikke noget på pladeselskabet, og det er sådan set også mere meningen at få udgivet noget god musik – og på sigt kan det gavne os alle sammen at have fået udgivet vores musik,” siger Ole Storli.

Han er derfor på jagt efter et deltidsjob ved siden af sine tjanser som musikant – og derfor har han kontaktet Handicapidrættens Videnscenters jobkonsulent, Inge Sørensen.

”For jeg kan ikke bare gå ud og finde mig et job selv. Det er næsten umuligt som blind. Hvis jeg fik et deltidsjob, kunne jeg skære lidt ned på hal-ballerne, som ikke er mine favoritjob. Jeg synes, det er sjovt, men det er ikke den type musik, jeg bedst kan lide at spille,” fortæller Ole, som allerede har gjort sig nogle forestillinger om, hvilken type job, han kunne tage.

”Jeg kunne forestille mig at arbejde som coach – måske inden for musik og bevægelse. Jeg har desuden arbejdet hele mit liv med improvisation, og jeg vil kunne være med til at få folk til at åbne mere op, slappe af  - og på den måde skabe en bedre stemning i en virksomhed,” siger han.

Fra Trondheim til Esbjerg

Ole Storli er født i Norge i 1980 og opvokset lidt uden for Trondheim, men fik i 2001 lyst til at prøve noget nyt. Derfor søgte han ind på musikkonservatoriet – først i Århus, men de ville ikke have ham, da han ikke kunne læse noder. Derfor endte han på rytmekonservatoriet i Esbjerg og blev uddannet pianist i 2006.

”Jeg startede med at spille klaver som 13-årig, indtil da havde jeg mest spillet på trompet. Jeg kom meget i musikmiljøer og arbejdede på lokalradioen som tekniker, hvilket jeg endte med at blive ret god til. Mange af de lokale bands skulle bruge en pianist, og da der ikke var så mange gode pianister i området, endte jeg hurtigt med at spille med i bands med musikere på 25 år, mens jeg selv kun var 14!” fortæller Ole om starten på sin musikkarriere.

Efter sin uddannelse fra Esbjerg flyttede Ole til København i 2006. Han havde allerede købt et hus på Amager inden sin eksamen, og bagefter gik han i gang med at indrette og ombygge huset med musikstudie på 1. sal.

”Musik betyder meget for mig, og jeg hører og spiller helt vildt meget musik i hverdagen. Hvis jeg går 4 dage uden at røre et klaver, bliver jeg sur! Vi indspillede på et tidspunkt med et band ved navn EstherOrkester, og jeg sad 3-4 dage kun bag knapperne – da udsatte jeg en af dagene prøverne til middag, så jeg selv kunne spille først! Musik er min terapi – et rusmiddel næsten som smøger eller hash – jeg ville ikke kunne klare mig uden. Jeg bruger musik som akkompagnement til mit humør – nogle gange kan jeg ikke finde det rigtige musik til mit humør – så ved jeg, jeg har en dårlig musik-dag. Men skal jeg spille noget udelukkende for min egen fornøjelses skyld, bliver det jazz,” siger Ole Storli.

Intet talentshow tak

At Ole tilfældigvis er født blind, er ikke noget han går voldsomt meget op i. Han kan fortælle nogle sjove historier om andre menneskers til tider lidt klodsede forsøg på at hjælpe ham i trafikken, og det gør det sværere at finde et job. Men eksempelvis at blive tillagt særlige musikalske evner pga. sit manglende syn, eller at brokke sig over eventuelle begrænsninger, gider Ole slet ikke.

”Jeg er for eksempel blevet opfordret til at stille op i forskellige talentkonkurrencer på tv. Men det gider jeg simpelthen ikke. Jeg vil ikke være den norske udgave af Stevie Wonder og bekræfte folk i deres fordomme om, at blinde er mere musikalske. Og jeg gider ikke høre på folk, der brokker sig over at være blind. Derfor meldte jeg mig ud af norsk blindesamfund. Der var lidt for meget brok, og for få, der gjorde noget ved det. Jeg har altid selv været aktiv, har en stor omgangskreds, og tager selv initiativer til at leve livet,” siger Ole Storli – jobsøger med jazz i!

Ole Storli foran sit ombyggede hus på Amager